Rødhætte for hyperromantikere

3.0
Det klassiske eventyr om Rødhætte har fået en kreativ omskrivning i denne svulstigt romantiske version, som er instrueret af Catherine Hardwicke.

Hardwicke lavede også den første "Twilight"-film, og "Red Riding Hood" sigter tydeligt efter samme publikum. Historien foregår i en landsby i en middelalderlig fantasyverden, hvor heltinden elsker en fattig skovhugger, men skal bortgiftes til en anden for at give familien status. Alle tanker om bryllup bliver dog sat på hold, da hendes storesøster bliver dræbt af en varulv, og landsbyen nu må finde ud af, hvem der er ulven i deres midte.

"Red Riding Hood" leger elegant med det kendte eventyr og formår faktisk at få de fleste elementer derfra sat fornuftigt ind i sin nye kontekst. Hardwicke giver som nævnt romantikken fuld skrue med klare farver og alting fotograferet i blødt lys i den her eventyrlige verden, hvor man selvfølgelig altid har pænt tøj på og har hår og makeup perfekt sat på alle tider af døgnet. Og det fungerer faktisk glimrende, fordi det er så overdrevet gennemført, at man aldrig nogensinde kan være i tvivl om, at filmen er en glansbilledefantasi.

Desværre taber "Red Riding Hood" så grebet til sidst, hvor afsløringen af ulven og den generelle afrunding ender med at være temmelig tåbeligt udført. Men indtil da er det altså en ganske fin film med smukke billeder i Hollywood-klassisk hyperromantisk stil. Og hvor Amanda Seyfried med sit mangalook fungerer fint i hovedrollen, mens Gary Oldman er overspillet underholdende som kristen varulvejæger. Shiloh Fernandez er til gengæld ikke nogen imponerende ung helt.

Alverdens anmeldere har haft travlt med at sable den her film ned, men det kan jeg altså ikke helt forstå. Indrømmet, den kikser til sidst, men der er mange fine tilløb i dens leg med en særdeles velkendt historie.
Red Riding Hood