Solid genrefilm med dejligt suspekt McConaughey

4.0
Solid krimifilm baseret på Michael Connellys roman samme navn, hvor hovedpersonen er en forsvarsadvokat af tvivlsom karakter, der styrer sit arbejde fra bagsædet af en limousine. Han bliver hyret til at forsvare en rigmandssøn i en voldssag, men sagen viser sig hurtigt at være særdeles speget og have forbindelse til én af hovedpersonens gamle sager.

"The Lincoln Lawyer" er en ganske genretro affære, hvor instruktør Brad Furman klipper effektivt frem og tilbage mellem retssalsdrama og opklaringsarbejde med thriller-undertoner. Det er medrivende og fungerer, og filmen får desuden et godt skud stemning fra hovedpersonens udgangspunkt i den mere luskede ende af Los Angeles. Især detaljen med det rullende limousinekontor bruges fint i den sammenhæng. Til allersidst hopper kæden dog en smule af for plottet, som lige kammer over i det utroværdige - men det er egentlig ikke så vigtigt for denne type historie, som pr. definition skal være lidt (for) indviklet og derudover lever mest af karakterer og miljøer.

Som filmens dominerende karakter er Matthew McConaughey et rigtig godt valg som opportunistisk advokat. Han er så tilpas lækker og poleret, at det er enormt effektivt, når han spiller småsuspekt og glat. Og han får flot modspil af især Marisa Tomei som ekskone og William H. Macy som medhjælpende privatdetektiv.

"The Lincoln Lawyer" er én af den slags genrefilm, som gør, som den skal - og lige hæver sig over det almindelige ved at tilføje gode detaljer og stemning. Og så var det i øvrigt dejligt at se en amerikansk mainstreamfilm af denne type, hvor helten faktisk ikke bliver et bedre menneske undervejs. Fire små stjerner herfra.
The Lincoln Lawyer