Den brutale arv fra Libanon
4.0
Potent canadisk blanding af mysterium og melodrama, som starter med, at to tvillinger fra Montréal får læst deres mors testamente op. Det afslører, at deres far stadig er i live, samt at de har en hidtil ukendt bror, og fra graven beder moderen dem om at finde begge. Det fører tvillingerne til moderens hjemland i Mellemøsten, en rejse gennem fortidens traumatiske krig og rystende afsløringer om, hvor og hvad de kommer fra.
Filmen er baseret på et teaterstykke af en libanesisk-canadisk dramatiker, og selv om det mellemøstlige land officielt er anonymiseret, er det helt tydeligt Libanon, de rejser tilbage til. Omdrejningspunktet i historien er nemlig religiøse stridigheder mellem kristne og muslimske militser, som skildres i flashbacks til moderens historie, krydsklippet med hendes børns efterforskning af, hvad der skete dengang.
"Nawals hemmelighed" er en barsk omgang, for den lægger ikke fingrene imellem i sit billede af det libanesiske vanvid. Det er aldeles meningsløs borgerkrig med lige så meningsløse overgreb, man ser her. Og det er selvfølgelig filmens pointe: At den form for religiøst næret strid er vanvittig og sætter dybe spor.
Samtidig synes jeg dog også, at filmen er mere konstrueret, end godt er. Den er bygget hårdt op om den store afsløring af moderens hemmelighed, og det sender plottet i retning af det utroværdige. "Nawals hemmelighed" konkurrerede med "Hævnen" om den seneste Oscar for bedste udenlandske film, og jeg sad faktisk tilbage med meget af samme fornemmelse, som Biers film gav mig. Nemlig at det her var en film, som kom omkring nogle meget store og teatralske krumspring for at skære en temmelig banal pointe ud i pap. Det bliver lidt for meget melodrama til min smag.
Samtidig er "Nawals hemmelighed" dog slagkraftig i sin komplet trøstesløse skildring af borgerkrigen, og belgiske Lubna Azabal imponerer igen med intenst spil som moderen. Jeg synes ikke, det her er en vellykket film på alle punkter, men den har absolut stærke sider og scener, som man ikke uden videre slår ud af hovedet igen.
Filmen er baseret på et teaterstykke af en libanesisk-canadisk dramatiker, og selv om det mellemøstlige land officielt er anonymiseret, er det helt tydeligt Libanon, de rejser tilbage til. Omdrejningspunktet i historien er nemlig religiøse stridigheder mellem kristne og muslimske militser, som skildres i flashbacks til moderens historie, krydsklippet med hendes børns efterforskning af, hvad der skete dengang.
"Nawals hemmelighed" er en barsk omgang, for den lægger ikke fingrene imellem i sit billede af det libanesiske vanvid. Det er aldeles meningsløs borgerkrig med lige så meningsløse overgreb, man ser her. Og det er selvfølgelig filmens pointe: At den form for religiøst næret strid er vanvittig og sætter dybe spor.
Samtidig synes jeg dog også, at filmen er mere konstrueret, end godt er. Den er bygget hårdt op om den store afsløring af moderens hemmelighed, og det sender plottet i retning af det utroværdige. "Nawals hemmelighed" konkurrerede med "Hævnen" om den seneste Oscar for bedste udenlandske film, og jeg sad faktisk tilbage med meget af samme fornemmelse, som Biers film gav mig. Nemlig at det her var en film, som kom omkring nogle meget store og teatralske krumspring for at skære en temmelig banal pointe ud i pap. Det bliver lidt for meget melodrama til min smag.
Samtidig er "Nawals hemmelighed" dog slagkraftig i sin komplet trøstesløse skildring af borgerkrigen, og belgiske Lubna Azabal imponerer igen med intenst spil som moderen. Jeg synes ikke, det her er en vellykket film på alle punkter, men den har absolut stærke sider og scener, som man ikke uden videre slår ud af hovedet igen.
20/09-2011
