Tilbage til naturen
2.0
Efter en lovende åbning udvikler Jon Turteltaubs "Instinct" sig til en aldeles ulidelig ligegyldighed, der ikke engang kan reddes af et ellers kompetent hold skuespillere.
Temaet om den frodige og frigjorte natur kontra civilisationens materialistiske grusomhed har efterhånden dannet grundlag for mange film. Lærredet har fra tid til anden været prydet af politisk korrekte mennesker, der skrotter bylivet for at leve sorgløst blandt dyrene i junglen, indtil civilisationen spolerer det hele. Tænk bare på Michael Apteds "Gorillaer i disen" ('88) og John Boormans "Regnskovens hemmelighed" ('85). For ikke at tale om hele Tarzan-myten, der konstant holdes i kog af netop natur/kultur-konfrontationen. Det er dog de færreste film, der præsenterer et nuanceret billede af denne konfrontation. Sympatien er i bedste politisk korrekte stil lagt hos naturen, mens menneskene i reglen fremstilles som grådige og usympatiske. Dette sort/hvide billede er efterhånden blevet noget tyndslidt, og det gør bestemt ikke sagen bedre, når man forsøger at gøre det til mere, end det er. Det er eksempelvis tilfældet i Jon Turteltaubs "Instinct".
Mr. Dian Fossey, I Presume
Det starter ellers ganske glimrende. Primatologen Ethan Powell (Anthony Hopkins) har siddet i afrikansk fængsel for mordet på to park rangers og hentes nu tilbage til Amerika for at blive undersøgt. Årsagen er, at morderne er foretaget med en vis dyrisk vildskab, og Powell selv ligner da også på det nærmeste en vildmand. Denne præmis kunne være indledningen til en interessant thriller, men det går desværre hurtigt op for en, at Turteltaub er ude i et helt andet ærinde. Den tavse Powell anbringes i et fængselshospital, og man sætter en ung hot shot-psykolog Theo Calder (Cuba Gooding Jr.) til at få ham i tale. Langsomt åbner han op for godteposen og fortæller, med Calder som en slags lyttende discipel, historien bag mordene. Det viser sig, at han i to år har givet afkald på alt for at leve et sorgløst liv blandt en gruppe bjerggorillaer i Rwanda. Idyllen brydes, da en gruppe krybskytter overfalder og dræber det meste af gruppen samtidig med, at de tager Powell til fange. Dog ikke uden han altså har ekspederet et par af dem. Calder fascineres efterhånden af både historien og Powell og begynder at udføre sit eget lille civilisationsoprør blandt de andre psykisk belastede indsatte, der mishandles af fængslets vagter. Ikke overraskende flygter Powell til sidst fra fængslet og vender tilbage til livet i junglen, men velvidende, at Calder vil sprede hans sympatiske filosofi til den skrantende civilisation.
Følelsesporno
Det er ikke så få styrtdyk, Turteltaub tager i klichéposen i løbet af "Instinct". Men hvad værre er, så forsøger han at skjule klicheernes rungende hulhed bag store patetiske armbevægelser, der skal gøre det ud for indlevelse. Filmen emmer af ulidelig påtagethed og i takt med, at den efterhånden afslører sin falske følelsesfacade, så fordufter sympatien, man havde i starten, som dug for solen. Hele herligheden når sit kvalmepunkt, da Calder, som Powells discipel, til sidst står smilende og med udbredte arme i øsende regnvejr og agerer natursøn. Det kan være uendelig svært at finde formildende omstændigheder ved "Instinct", som hverken er i stand til at overraske eller skabe nuancer. Den buldrer tværtimod frem på sin patetiske følelsesbølge, der ikke levner megen plads til nogen form for originale indslag. De fleste af skuespillerne lader sig desværre ride med på bølgen og bidrager ikke synderligt til gøre filmen mere spiselig, omend der er sporadisk pondus i Anthony Hopkins' portræt af Powell.
Temaet om den frodige og frigjorte natur kontra civilisationens materialistiske grusomhed har efterhånden dannet grundlag for mange film. Lærredet har fra tid til anden været prydet af politisk korrekte mennesker, der skrotter bylivet for at leve sorgløst blandt dyrene i junglen, indtil civilisationen spolerer det hele. Tænk bare på Michael Apteds "Gorillaer i disen" ('88) og John Boormans "Regnskovens hemmelighed" ('85). For ikke at tale om hele Tarzan-myten, der konstant holdes i kog af netop natur/kultur-konfrontationen. Det er dog de færreste film, der præsenterer et nuanceret billede af denne konfrontation. Sympatien er i bedste politisk korrekte stil lagt hos naturen, mens menneskene i reglen fremstilles som grådige og usympatiske. Dette sort/hvide billede er efterhånden blevet noget tyndslidt, og det gør bestemt ikke sagen bedre, når man forsøger at gøre det til mere, end det er. Det er eksempelvis tilfældet i Jon Turteltaubs "Instinct".
Mr. Dian Fossey, I Presume
Det starter ellers ganske glimrende. Primatologen Ethan Powell (Anthony Hopkins) har siddet i afrikansk fængsel for mordet på to park rangers og hentes nu tilbage til Amerika for at blive undersøgt. Årsagen er, at morderne er foretaget med en vis dyrisk vildskab, og Powell selv ligner da også på det nærmeste en vildmand. Denne præmis kunne være indledningen til en interessant thriller, men det går desværre hurtigt op for en, at Turteltaub er ude i et helt andet ærinde. Den tavse Powell anbringes i et fængselshospital, og man sætter en ung hot shot-psykolog Theo Calder (Cuba Gooding Jr.) til at få ham i tale. Langsomt åbner han op for godteposen og fortæller, med Calder som en slags lyttende discipel, historien bag mordene. Det viser sig, at han i to år har givet afkald på alt for at leve et sorgløst liv blandt en gruppe bjerggorillaer i Rwanda. Idyllen brydes, da en gruppe krybskytter overfalder og dræber det meste af gruppen samtidig med, at de tager Powell til fange. Dog ikke uden han altså har ekspederet et par af dem. Calder fascineres efterhånden af både historien og Powell og begynder at udføre sit eget lille civilisationsoprør blandt de andre psykisk belastede indsatte, der mishandles af fængslets vagter. Ikke overraskende flygter Powell til sidst fra fængslet og vender tilbage til livet i junglen, men velvidende, at Calder vil sprede hans sympatiske filosofi til den skrantende civilisation.
Følelsesporno
Det er ikke så få styrtdyk, Turteltaub tager i klichéposen i løbet af "Instinct". Men hvad værre er, så forsøger han at skjule klicheernes rungende hulhed bag store patetiske armbevægelser, der skal gøre det ud for indlevelse. Filmen emmer af ulidelig påtagethed og i takt med, at den efterhånden afslører sin falske følelsesfacade, så fordufter sympatien, man havde i starten, som dug for solen. Hele herligheden når sit kvalmepunkt, da Calder, som Powells discipel, til sidst står smilende og med udbredte arme i øsende regnvejr og agerer natursøn. Det kan være uendelig svært at finde formildende omstændigheder ved "Instinct", som hverken er i stand til at overraske eller skabe nuancer. Den buldrer tværtimod frem på sin patetiske følelsesbølge, der ikke levner megen plads til nogen form for originale indslag. De fleste af skuespillerne lader sig desværre ride med på bølgen og bidrager ikke synderligt til gøre filmen mere spiselig, omend der er sporadisk pondus i Anthony Hopkins' portræt af Powell.
19/11-2018
