Kønsløs og ligegyldig fortsættelse
2.0
Den fjerde Mission: Impossible-film er lagt i hænderne på Brad Bird, der dermed tager et usædvanligt spring fra animation til live-action. Han har tidligere instrueret to store Pixar-hit i "The Incredibles" og "Ratatouille".
I "Ghost Protocol" befinder filmseriens helt, Ethan Hunt, sig fra start i et fængsel i Moskva. Efter et hold agenter har hjulpet ham med at bryde ud, går næste led af missionen galt, og agenterne får skylden for et voldsomt bombeattentat mod Kreml. Den amerikanske regering klipper alle bånd til Impossible Missions Force, og de fire agenter på flugt er nu samtidig de eneste, som kan stoppe en gal videnskabsmand fra at starte en global atomkrig.
I sin første film med levende skuespillere viser Brad Bird bestemt, at han har talent for det visuelle og opbygning af spænding. Der er især én imponerende scene, hvor Hunt klatrer rundt på ydersiden af verdens højeste bygning i Dubai, og kameravinkler og -bevægelse bliver brugt godt til at illustrere den vilde højde - og scenen fortsætter i øvrigt i en udmærket jagtsekvens midt i en sandstorm. Men derudover lider "Ghost Protocol" desværre under et svagt manuskript og en generel fornemmelse af kønsløst genregenbrug.
Manuskriptet glemmer ikke mindst at bygge den gale videnskabsmand op som en troværdig modstander. Hans motivation for at ville sprænge planeten i luften er tynd, og man får aldrig forklaret, hvordan han har fået superagent-evner, der matcher heltenes. Og derudover er plottet også spækket med huller i selve handlingsforløbet. Eksempelvis er der nok ikke den store tvivl om, at de to lange sekvenser på luksushoteller i henholdsvis Dubai og Mumbai nok er motiveret af støtte fra de lokale turistmyndigheder - og ikke af, at de passer logisk ind i handlingen. Filmens klimaks er også tydeligt konstrueret for at kunne lave kamp-mod-uret-action, men uden den store tanke for, om det nu egentlig hænger specielt godt sammen.
Hos mig opvejer højt tempo og en enkelt virkelig imponerende spændingssekvens slet ikke, at resten af filmen er så konstrueret og kønsløs. Tom Cruise spiller i øvrigt Hunt ganske udmærket, men på rygraden, og det klæder klart serien at få tilføjet Jeremy Renner som én af hans hjælpere. Men omvendt er Simon Pegg stadig småirriterende som comic sidekick, og Michael Nyqvist griner formentlig hele vejen ned til banken over den ganske ligegyldige overskurk, han serverer her.
Det her var en film, der i både stil, stemning og eksekvering mindede mig ganske meget om Pierce Brosnans Bond-film. Og det er altså ikke noget godt forbillede.
I "Ghost Protocol" befinder filmseriens helt, Ethan Hunt, sig fra start i et fængsel i Moskva. Efter et hold agenter har hjulpet ham med at bryde ud, går næste led af missionen galt, og agenterne får skylden for et voldsomt bombeattentat mod Kreml. Den amerikanske regering klipper alle bånd til Impossible Missions Force, og de fire agenter på flugt er nu samtidig de eneste, som kan stoppe en gal videnskabsmand fra at starte en global atomkrig.
I sin første film med levende skuespillere viser Brad Bird bestemt, at han har talent for det visuelle og opbygning af spænding. Der er især én imponerende scene, hvor Hunt klatrer rundt på ydersiden af verdens højeste bygning i Dubai, og kameravinkler og -bevægelse bliver brugt godt til at illustrere den vilde højde - og scenen fortsætter i øvrigt i en udmærket jagtsekvens midt i en sandstorm. Men derudover lider "Ghost Protocol" desværre under et svagt manuskript og en generel fornemmelse af kønsløst genregenbrug.
Manuskriptet glemmer ikke mindst at bygge den gale videnskabsmand op som en troværdig modstander. Hans motivation for at ville sprænge planeten i luften er tynd, og man får aldrig forklaret, hvordan han har fået superagent-evner, der matcher heltenes. Og derudover er plottet også spækket med huller i selve handlingsforløbet. Eksempelvis er der nok ikke den store tvivl om, at de to lange sekvenser på luksushoteller i henholdsvis Dubai og Mumbai nok er motiveret af støtte fra de lokale turistmyndigheder - og ikke af, at de passer logisk ind i handlingen. Filmens klimaks er også tydeligt konstrueret for at kunne lave kamp-mod-uret-action, men uden den store tanke for, om det nu egentlig hænger specielt godt sammen.
Hos mig opvejer højt tempo og en enkelt virkelig imponerende spændingssekvens slet ikke, at resten af filmen er så konstrueret og kønsløs. Tom Cruise spiller i øvrigt Hunt ganske udmærket, men på rygraden, og det klæder klart serien at få tilføjet Jeremy Renner som én af hans hjælpere. Men omvendt er Simon Pegg stadig småirriterende som comic sidekick, og Michael Nyqvist griner formentlig hele vejen ned til banken over den ganske ligegyldige overskurk, han serverer her.
Det her var en film, der i både stil, stemning og eksekvering mindede mig ganske meget om Pierce Brosnans Bond-film. Og det er altså ikke noget godt forbillede.
26/02-2012
