Drømme på bordellet

4.0
Fransk periodedrama, der foregår på et parisisk luksusbordel i 1899-1900. En besynderlig lukket verden, hvor de prostituerede stort set aldrig forlader bordellet, der har prominente rigmænd og adelige som kunder.

Filmen har de prostituerede i centrum og fletter deres skæbner sammen i små forløb. Der er fx hende, som håber, at en fast kunde vil købe hende fri, lige indtil hun får syfilis. Den erfarne, som ser rynkerne brede sig og mærker sin markedsværdi falde, mens hendes opiumforbrug stiger. Den 16-årige pige fra landet, der selv søger ind til storbyen og jobbet på bordellet. Og jødinden, der får ansigtet skamferet af en gal kunde og derefter bliver kendt som 'kvinden, der ler' (med reference til Victor Hugo).

"House of Tolerance" er en flot produktion, hvor mange små detaljer understreger bordellets luksusstil, samtidig med at den har en velfungerende underliggende fin-de-siècle-stemning. Men først og fremmest lykkes det forfatter-instruktør Bertrand Bonello at skildre de prostituerede som mennesker, uden at de hverken fremstår som naive eller totalt undertrykte.

I stedet er "House of Tolerance" et kig ind i en verden båret af drømme - både hos hovedpersonerne, der drømmer om et bedre liv, og hos deres kunder, der betaler for at drømme sig væk fra deres hverdag. Men hvor drømmene netop aldrig bliver noget andet end drømme, understreget af brutaliteten i filmens forskellige små historier. Fire store stjerner.

Set på CPH:PIX.
House of Tolerance