Smuk ung flugt
4.0
Finurlig ungdomsfilm fra Wes Anderson, som her tager udgangspunkt i et lettere fantastisk New England anno 1965. På en lille kystø bor 12-årige Suzy, der af sine forældre betragtes som et besværligt barn. Øen får hver sommer besøg af en spejder-sommerlejr, hvor ligeledes 12-årige Sam er blandt deltagerne. Ingen andre ved, at Sam og Suzy siden den foregående sommer har været pennevenner og har aftalt at stikke af sammen, men deres eventyr bliver uventet risikabelt, da øen bliver ramt af den værste storm i mands minde.
"Moonrise Kingdom" er Wes Anderson i hans bedste hjørne, en charmerende og sød fortælling om at tage på eventyr væk fra barndommen, understreget af velplaceret deadpan-humor over voksenverdenens absurditeter. Her er seksuelle undertoner, som det overrasker mig, at man kan slippe af sted med uden ballade i en amerikansk film om 12-årige, men først og fremmest er det en enormt indtagende film om den alder, hvor man stadig tror, at man kan alt, hvis bare man kaster sig ud i det. Og samtidig har filmen flere fine småfortællinger flettet ind - om hvordan de to unge hovedpersoners liv er udfordrende på forskellige måder, men også om de centrale voksne birollers forskellige kvaler.
Som Suzy og Sam gør Kara Hayward og Jared Gilman det rigtig fint. "Moonrise Kingdom" er begges filmdebut, men Anderson får dem til at virke særdeles troværdige, og især Hayward har en imponerende pondus i sit spil. Men de har så også et fremragende udvalg af voksne skuespillere som støtte - Bruce Willis, Edward Norton, Bill Murray, Frances McDormand og Harvey Keitel gør det alle glimrende med forskellige grader af menneskelighed kontra voksen absurditet. Kun Tilda Swinton falder en smule igennem i en lidt for karikeret rolle, der i flere momenter sender filmen ud i en klar ubalance, fordi den gør fortællingens synsvinkel mere barnlig, end de to hovedroller fortjener.
Men det bedste ved "Moonrise Kingdom" er måske i virkeligheden den tekniske produktion. Den er utroligt smukt fotograferet med gennemført brug af pastel-farveflader, der ofte matches smukt af personernes tøj - jeg har ikke set en så god sans for farver siden Almodóvars seneste film. Filmens production design og art direction er også gennemtænkt og placerer den tydeligt i 60'erne, hvor de smukke billedflader så samtidig giver den et luftigt og lettere fantastisk præg.
"Moonrise Kingdom" er en herligt morsom og charmerende film, som i øvrigt også indeholder nogle fine kulturelle referencer (den fiktive kystø hedder fx New Penzance). Som Wes Andersons øvrige film synes jeg dog, at den lige bliver lidt for selvbevidst sine steder, og som nævnt synes jeg også, at den ind imellem overdriver den barnlige naivitet. Men absolut en klar anbefaling alligevel - en dejlig filmoplevelse, som giver fire store stjerner fra mig. I mine øjne er det Andersons bedste film siden "The Life Aquatic with Steve Zissou", og den kører videre i hans centrale tema om at finde sig selv trods besværlige familieforhold.
"Moonrise Kingdom" er Wes Anderson i hans bedste hjørne, en charmerende og sød fortælling om at tage på eventyr væk fra barndommen, understreget af velplaceret deadpan-humor over voksenverdenens absurditeter. Her er seksuelle undertoner, som det overrasker mig, at man kan slippe af sted med uden ballade i en amerikansk film om 12-årige, men først og fremmest er det en enormt indtagende film om den alder, hvor man stadig tror, at man kan alt, hvis bare man kaster sig ud i det. Og samtidig har filmen flere fine småfortællinger flettet ind - om hvordan de to unge hovedpersoners liv er udfordrende på forskellige måder, men også om de centrale voksne birollers forskellige kvaler.
Som Suzy og Sam gør Kara Hayward og Jared Gilman det rigtig fint. "Moonrise Kingdom" er begges filmdebut, men Anderson får dem til at virke særdeles troværdige, og især Hayward har en imponerende pondus i sit spil. Men de har så også et fremragende udvalg af voksne skuespillere som støtte - Bruce Willis, Edward Norton, Bill Murray, Frances McDormand og Harvey Keitel gør det alle glimrende med forskellige grader af menneskelighed kontra voksen absurditet. Kun Tilda Swinton falder en smule igennem i en lidt for karikeret rolle, der i flere momenter sender filmen ud i en klar ubalance, fordi den gør fortællingens synsvinkel mere barnlig, end de to hovedroller fortjener.
Men det bedste ved "Moonrise Kingdom" er måske i virkeligheden den tekniske produktion. Den er utroligt smukt fotograferet med gennemført brug af pastel-farveflader, der ofte matches smukt af personernes tøj - jeg har ikke set en så god sans for farver siden Almodóvars seneste film. Filmens production design og art direction er også gennemtænkt og placerer den tydeligt i 60'erne, hvor de smukke billedflader så samtidig giver den et luftigt og lettere fantastisk præg.
"Moonrise Kingdom" er en herligt morsom og charmerende film, som i øvrigt også indeholder nogle fine kulturelle referencer (den fiktive kystø hedder fx New Penzance). Som Wes Andersons øvrige film synes jeg dog, at den lige bliver lidt for selvbevidst sine steder, og som nævnt synes jeg også, at den ind imellem overdriver den barnlige naivitet. Men absolut en klar anbefaling alligevel - en dejlig filmoplevelse, som giver fire store stjerner fra mig. I mine øjne er det Andersons bedste film siden "The Life Aquatic with Steve Zissou", og den kører videre i hans centrale tema om at finde sig selv trods besværlige familieforhold.
06/10-2012
