Selvtægt på overraskende velfungerende repeat

3.0
For fire år siden scorede kredsen af actionfilmmagere omkring Luc Besson ét af deres største hit med "Taken" - en brutal selvtægtsfilm om en tidligere CIA-agent, der kæmpede sig dybt ned i Paris' underverden for at finde sin datter og hendes veninde, efter de var blevet bortført til prostitution af den albanske mafia. I denne fortsættelse tager helten sin datter og ekskone med på ferie i Istanbul. Men ingen af dem har forudset, at den albanske klan planlægger at tage hævn for de mange familiemedlemmer, som helten fik nedlagt i den første film.

Det er en interessant variation over selvtægtsgenren, at det er heltens egen voldelige opførsel i den første film, som nu er årsag til, at hans familie igen kommer i fare. Og der er faktisk overraskende mange ting, der fungerer godt i "Taken 2", når man tager i betragtning, at det netop er en selvtægtstoer. Instruktør Olivier Megaton får især bygget handling og spænding udmærket op i filmens første halvdel (og så ignorerer vi lige, at manden har verdens måske dummeste kunstnernavn). Der er ikke mindst en virkelig usandsynlig, men velfungerende sekvens, hvor helten på kreativ vis guider datteren frem til det sted, hvor han selv bliver holdt fanget.

Fra start skal man dog lige sluge, at skurkene bliver etableret så klichéagtigt, at det næsten er småracistisk. De er jo både østeuropæere og muslimer på én gang, så de er naturligvis meget, meget onde. Og efter den udmærkede første halvdel går det værre i anden halvdel, hvor væsentlige plotelementer ikke rigtig giver mening, mens handlingen fører aldeles forudsigelige steder hen. Actionscenerne er dog gennemgående kompetent udført, og jeg ser det også som et plus, at "Taken 2" aldrig bliver lige så sadistisk voldelig som etteren.

Et andet plus er, at Liam Neeson gentager sin hovedrolle som en nu endnu mere kontrolfikseret, næsten monomanisk helt, og Maggie Grace gør det o.k. som datteren. Til gengæld er Famke Janssen temmelig ligegyldig som ekskonen, og galleriet af onde skurke er som nævnt aldeles papagtigt.

Jeg var som nævnt positivt overrasket over mange ting i "Taken 2". Toere i denne genre er sjældent gode, men den her er faktisk en passabel hårdtpumpet actionfilm, som ikke er meget dårligere end etteren. Men den er så heller ikke mere end en selvtægtsfilm, der koger ekstra suppe på en tidligere succes. Det har den til gengæld gjort imponerende godt - faktisk har "Taken 2" indtjent ca. lige så mange penge som etteren, så der er nok gode chancer for, at der også kommer en treer.
Taken 2