Solidt generationsportræt mangler lidt beat
4.0
Jack Kerouacs beat-hovedværk hører til blandt det eksklusive selskab af store romaner, som er blevet kaldt umulige at filmatisere. Denne første filmversion af "On the Road" har da også en lang forhistorie: Francis Ford Coppola købte filmrettighederne i 1979 og forsøgte selv at skrive et manuskript, men endte med at opgive. Siden er mindst to andre filmprojekter blevet droppet, før Coppola fik koblet brasilianske Walter Salles på - efter at have set Salles' stærke filmatisering af Che Guevaras "Motorcykeldagbog".
"On the Road" er Kerouacs slet skjulte semi-selvbiografi om årene op til 1950, hvor han skifter mellem bohemeliv i New Yorks intellektuelle miljøer og lange road trips på tværs af USA. Det er vel om noget den roman, som har skabt den romantiske drøm om at køre fra den ene amerikanske kyst til den anden, og den er et essentielt generationsportræt af en ungdom, der i efterkrigsårene søger efter meningen med alting med hjælp fra hash, bennies, sprut og seksuelle eksperimenter.
Historiens selvbiografiske element betyder, at en række af dens karakterer reelt afspejler beat-generationens mytiske hovedpersoner. Den samling store personligheder har været lidt af udfordring for filmens skuespillerensemble, men de klarer det virkelig godt. Romanens Kerouac-figur leveres fint af Sam Riley, men historiens reelle hovedrolle er bygget over Neal Cassady, der igennem to årtier dukkede op forskellige væsentlige steder i amerikansk modkultur. Fortællingens centrale dynamik kommer fra Kerouacs fascination af Cassady, og han spilles da også strålende af Garrett Hedlund, som her er langt bedre, end jeg tidligere har set ham.
Filmens to bedste biroller spiller ligeledes primært op mod Hedlund, nemlig Tom Sturridge som en herlig ung udgave af Allen Ginsberg - og så Kristen Stewart som LuAnne Henderson, som netop er blevet gift med Cassady ved fortællingens start. Jeg var især glad for at se Stewart i endnu en rolle, som viser, at hun kan langt mere, end man ser i Twilight-serien - her med masser af farlige seksuelle undertoner og en desperation, som slet ikke er til stede, når hun spiller Bella i renskuret teenage-drama. Men der er i øvrigt gennemgående høj standard i skuespillet - alle medvirkende gør det godt, herunder Steve Buscemi, Viggo Mortensen og flere andre store navne.
Instruktør Salles får altså trukket gode præstationer ud af en imponerende gruppe skuespillere, og derudover har han skruet en meget smuk film sammen. "On the Road" er virkelig godt fotograferet, både med den opmærksomhed på detaljer, som kræves af en god periodefilm, og med totalbilleder af amerikanske landskaber og veje, som er helt nødvendige for at ramme historiens stemning af konstant bevægelse. Og filmen har derudover et dejligt tidstypisk jazzet soundtrack til at hjælpe med at ramme stemningen.
Salles og resten af filmholdet gør altså rigtig mange ting rigtigt. Men alligevel er det, som om der mangler noget. Det er svært at definere, men i virkeligheden handler det nok om, at romanen faktisk er nærmest umulig at filmatisere. Alle de ydre ting, handling og personer er på plads, men selv om filmen er temmelig episodisk, rammer den ikke Kerouacs flow-stil og maleriske stream of consciousness. Og på film er det grundlæggende svært at komme langt ind i en meget personlig skildring af mennesker og begivenheder og forholdet mellem de to ting. Det går en del lettere på skrift. Så det største problem for filmversionen af "On the Road" er, at den simpelt hen ikke er beat nok, og derfor er filmen selvsagt slet ikke så væsentlig som romanen.
Men derfor er den altså stadig et solidt og seværdigt portræt af en generation og ikke mindst en række af de centrale personer, som udødeliggjorde den for eftertiden.
"On the Road" er Kerouacs slet skjulte semi-selvbiografi om årene op til 1950, hvor han skifter mellem bohemeliv i New Yorks intellektuelle miljøer og lange road trips på tværs af USA. Det er vel om noget den roman, som har skabt den romantiske drøm om at køre fra den ene amerikanske kyst til den anden, og den er et essentielt generationsportræt af en ungdom, der i efterkrigsårene søger efter meningen med alting med hjælp fra hash, bennies, sprut og seksuelle eksperimenter.
Historiens selvbiografiske element betyder, at en række af dens karakterer reelt afspejler beat-generationens mytiske hovedpersoner. Den samling store personligheder har været lidt af udfordring for filmens skuespillerensemble, men de klarer det virkelig godt. Romanens Kerouac-figur leveres fint af Sam Riley, men historiens reelle hovedrolle er bygget over Neal Cassady, der igennem to årtier dukkede op forskellige væsentlige steder i amerikansk modkultur. Fortællingens centrale dynamik kommer fra Kerouacs fascination af Cassady, og han spilles da også strålende af Garrett Hedlund, som her er langt bedre, end jeg tidligere har set ham.
Filmens to bedste biroller spiller ligeledes primært op mod Hedlund, nemlig Tom Sturridge som en herlig ung udgave af Allen Ginsberg - og så Kristen Stewart som LuAnne Henderson, som netop er blevet gift med Cassady ved fortællingens start. Jeg var især glad for at se Stewart i endnu en rolle, som viser, at hun kan langt mere, end man ser i Twilight-serien - her med masser af farlige seksuelle undertoner og en desperation, som slet ikke er til stede, når hun spiller Bella i renskuret teenage-drama. Men der er i øvrigt gennemgående høj standard i skuespillet - alle medvirkende gør det godt, herunder Steve Buscemi, Viggo Mortensen og flere andre store navne.
Instruktør Salles får altså trukket gode præstationer ud af en imponerende gruppe skuespillere, og derudover har han skruet en meget smuk film sammen. "On the Road" er virkelig godt fotograferet, både med den opmærksomhed på detaljer, som kræves af en god periodefilm, og med totalbilleder af amerikanske landskaber og veje, som er helt nødvendige for at ramme historiens stemning af konstant bevægelse. Og filmen har derudover et dejligt tidstypisk jazzet soundtrack til at hjælpe med at ramme stemningen.
Salles og resten af filmholdet gør altså rigtig mange ting rigtigt. Men alligevel er det, som om der mangler noget. Det er svært at definere, men i virkeligheden handler det nok om, at romanen faktisk er nærmest umulig at filmatisere. Alle de ydre ting, handling og personer er på plads, men selv om filmen er temmelig episodisk, rammer den ikke Kerouacs flow-stil og maleriske stream of consciousness. Og på film er det grundlæggende svært at komme langt ind i en meget personlig skildring af mennesker og begivenheder og forholdet mellem de to ting. Det går en del lettere på skrift. Så det største problem for filmversionen af "On the Road" er, at den simpelt hen ikke er beat nok, og derfor er filmen selvsagt slet ikke så væsentlig som romanen.
Men derfor er den altså stadig et solidt og seværdigt portræt af en generation og ikke mindst en række af de centrale personer, som udødeliggjorde den for eftertiden.
22/10-2012
