Et brutalt, vedkommende spark af en film
5.0
Hårdtslående britisk socialrealisme, hvor hovedpersonen Joseph er en midaldrende arbejderklassefyr, som nærmest synes at være faldet uden for samfundet. Han er arbejdsløs og udsigtsløs, plaget af fortidige dæmoner og eksplosive raseriudbrud. Ét af raserianfaldene fører til, at han møder Hannah, en hjemmegående middelklassehustru, som bruger noget af sin tid hos en lokal version af Kirkens Korshær. Ved første indtryk er Hannah så godhjertet, at Joseph ikke kan holde det ud, men det viser sig, at hun også har nogle grimme ting i bagagen.
Ovenstående handlingsreferat får muligvis "Tyrannosaur" til at lyde som en feelgood-film, så lad mig starte med at skrive, at det her allerhøjst kan kaldes en meget aparte form for feelgood. Det er nemlig en både brutal og barsk historie, som forfatter-instruktør Paddy Considine har skruet sammen. Considine er bedst kendt som en dygtig karakterskuespiller, men her debuterer han som instruktør med en historie fra den britiske underside, hvor vold og destruktive forhold synes at være en naturlig del af hverdagen.
"Tyrannosaur" er optaget i Leeds, men Considine har bevidst sløret miljøet med henvisninger til alle dele af de britiske øer. Pointen er givetvis, at det ikke skal være socialrealisme om et bestemt miljø, men nærmere om bestemte samfundslag - og især om de karseklippede, aggressive mænd, som man ikke skal have været på mange britiske pubber for at opleve. Her får vi en fascinerende og skræmmende tur ind i hovedet på én af dem i skikkelse af Joseph, inden Hannahs historie også bliver foldet ud og fører til et seriøst overraskende afsluttede twist på historien.
Det siger vel næsten sig selv, at en film af denne type kun kan virke så godt, fordi Considine formår at få store præstationer ud af sine skuespillere. Peter Mullan er fremragende som Joseph, som man fra start fatter sympati - eller måske nærmere forståelse - for, selv om filmen åbner med en scene, der tydeligt etablerer ham som en voldelig, ubehagelig mand. Over for Mullans tikkende bombe af en 'hard man' er Olivia Colman lige så fremragende som den mere blide, frygtsomme Hannah. Colman er endda ellers bedst kendt som komiker hjemme i England. Og så har Eddie Marsan endnu en fin, skarp birolle som hendes mand, der også bliver en vigtig del af historien.
"Tyrannosaur" er både præcist skrevet og iscenesat af Considine, som med den ene stærke scene efter den anden driver historien sikkert fremad. Det her er barsk, vedkommende socialrealisme af den slags, som briterne kan udføre bedre end næsten alle andre - den slags, som rammer som et spark i maven, fulgt op af en præcis skalle, og som bliver siddende i dig, længe efter du har forladt biografen. Og det, der hæver "Tyrannosaur" til at være en fremragende film, er så, at den ikke blot er kuldegysende ubehagelig, men faktisk slutter med at finde en bizar, trodsig form for håb midt i al elendigheden.
Ovenstående handlingsreferat får muligvis "Tyrannosaur" til at lyde som en feelgood-film, så lad mig starte med at skrive, at det her allerhøjst kan kaldes en meget aparte form for feelgood. Det er nemlig en både brutal og barsk historie, som forfatter-instruktør Paddy Considine har skruet sammen. Considine er bedst kendt som en dygtig karakterskuespiller, men her debuterer han som instruktør med en historie fra den britiske underside, hvor vold og destruktive forhold synes at være en naturlig del af hverdagen.
"Tyrannosaur" er optaget i Leeds, men Considine har bevidst sløret miljøet med henvisninger til alle dele af de britiske øer. Pointen er givetvis, at det ikke skal være socialrealisme om et bestemt miljø, men nærmere om bestemte samfundslag - og især om de karseklippede, aggressive mænd, som man ikke skal have været på mange britiske pubber for at opleve. Her får vi en fascinerende og skræmmende tur ind i hovedet på én af dem i skikkelse af Joseph, inden Hannahs historie også bliver foldet ud og fører til et seriøst overraskende afsluttede twist på historien.
Det siger vel næsten sig selv, at en film af denne type kun kan virke så godt, fordi Considine formår at få store præstationer ud af sine skuespillere. Peter Mullan er fremragende som Joseph, som man fra start fatter sympati - eller måske nærmere forståelse - for, selv om filmen åbner med en scene, der tydeligt etablerer ham som en voldelig, ubehagelig mand. Over for Mullans tikkende bombe af en 'hard man' er Olivia Colman lige så fremragende som den mere blide, frygtsomme Hannah. Colman er endda ellers bedst kendt som komiker hjemme i England. Og så har Eddie Marsan endnu en fin, skarp birolle som hendes mand, der også bliver en vigtig del af historien.
"Tyrannosaur" er både præcist skrevet og iscenesat af Considine, som med den ene stærke scene efter den anden driver historien sikkert fremad. Det her er barsk, vedkommende socialrealisme af den slags, som briterne kan udføre bedre end næsten alle andre - den slags, som rammer som et spark i maven, fulgt op af en præcis skalle, og som bliver siddende i dig, længe efter du har forladt biografen. Og det, der hæver "Tyrannosaur" til at være en fremragende film, er så, at den ikke blot er kuldegysende ubehagelig, men faktisk slutter med at finde en bizar, trodsig form for håb midt i al elendigheden.
02/01-2013
