Uh, en tiger

2.0
Den canadiske forfatter Yann Martel fik sit store gennembrud med "Life of Pi", der vandt Booker-prisen i 2002. Romanen viste sig tilsyneladende at være svær at omsætte til film, for Fox havde bl.a. M. Night Shyamalan og Jean-Pierre Jeunet på projektet, inden de endte med Ang Lee som instruktør af denne meget trofaste filmatisering. Der om ikke andet er endnu et bevis på Lees store alsidighed som filmmager.

Som titlen antyder, handler "Life of Pi" om Pi. Han er en indisk immigrant til Canada, som sidst i 70'erne bliver opsøgt af en forfatter, der har hørt, at Pi har en fantastisk livshistorie. Og så får vi ellers historien om, hvordan Pi vokser op hjemme i Indien, hvor han som ung interesserer sig meget for religion og så at sige afprøver flere af slagsen. Hans forældre driver en zoo, men beslutter sig en dag for at sælge dyrene og flytte til Nordamerika, og derfor går hele familien sammen med menageriet om bord på et fragtskib. Men skibet går ned i en storm, og dermed begynder den mest forunderlige del af Pis fortælling: Han ender nemlig i en redningsbåd sammen med en tiger.

Filmens store shownummer er selvfølgelig hovedpersonens rejse i båden sammen med den sultne tiger. Lee skaber sammen med fotograf Claudio Miranda nogle forrygende naturscenerier med overraskende synsvinkler og fantastiske farveflader, når de går amok i fosforescerende havliv. Plus at tigeren er virkelig imponerende computeranimeret. Generelt indeholder filmen CGI-arbejde af høj klasse, men tigeren er selvsagt det, der er brugt flest kræfter på. Martel har i øvrigt givet den det spøjse navn Richard Parker, hvilket primært er en reference til Edgar Allan Poe.

Midt i animationerne gør den debuterende skuespiller Suraj Sharma det udmærket som teenageversionen af Pi, og filmen har også roller til Bollywood-stjerner som Irrfan Khan og Tabu.

Men ud over de smukke billeder udgør "Life of Pi" stort set én lang dialog med sig selv om menneskelighed, det dyriske kontra det spirituelle og det guddommeliges eksistens, det sidste bl.a. udtrykt gennem naturens skønhed. Hovedpersonen er en klar repræsentant for new age-religiøsitet med sin interesse for forskellige religioner under en spirituel overligger. Selv om filmen aldrig bekender klart kulør til én bestemt religion, er der dog ingen tvivl om, at det er den abrahamitiske gud, der bliver talt til.

Talt til Gud bliver der nemlig, og det både direkte og metaforisk, men på et niveau, hvor metaforerne bliver skåret ud i pap. Til sidst giver historien godt nok et slag med halen, der ikke er helt uinteressant, men derudover er den alt for firkantet, langsommelig, postulerende og direkte kedelig, til at jeg kan være med.

I sidste ende er "Life of Pi" én stor metafor, hvis hovedpointer er, at man skal forstå religiøse tekster som metaforer, og at mennesket har brug for at tro på Gud. Det er meget muligt, at mere religiøse mennesker end jeg vil få mere ud af filmen, men jeg kan virkelig ikke snuppe en så primitivt prædikende stil, som man bliver udsat for her. Og så gør det altså ikke nogen forskel, at det er en pæn film.
Life Of Pi - 3 D