When the levee breaks
4.0
Sidste års store amerikanske indiehit og overraskelse var denne film, som efter premieren på Sundance Festival for ca. et år siden stille og roligt har opbygget hype, og nu er den endt med at blive Oscar-nomineret i fire af de fine kategorier.
"Beasts of the Southern Wild" foregår i et bayou-område uden for en storby, hvor hovedpersonen, 6-årige Hushpuppy, bor i en skurby sammen med sin far. De kalder området for The Bathtub, og filmens eneste andet geografiske holdepunkt er The Levee, diget, som markerer grænsen til byen og det organiserede samfund. Byen bliver aldrig nævnt ved navn, men der er meget tydelige paralleller til New Orleans og Hurricane Katrina, da området bliver ramt af en voldsom storm, som fuldstændig oversvømmer The Bathtub og bringer det lille samfund af outsidere i fare. Ud over naturkatastrofen må Hushpuppy også bekymre sig om sin far, der er ramt af en alvorlig sygdom.
Den debuterende forfatter-instruktør Benh Zeitlin benytter et simpelt, men effektivt trick ved at lade historien blive fortalt fra Hushpuppys synspunkt. Sat ind i et barns forståelsesramme bliver fortællingen naivistisk, men også rørende, og historien får desuden et eventyrligt twist, ved at hovedpersonen forholder sig til tingene ud fra de historier, hun har fået fortalt. Mest effektiv er metaforen om klimaforandringer som urokser, der er vakt til live og tramper ustoppeligt frem.
Zeitlin benytter på den måde tung symbolik i "Beasts of the Southern Wild", men samtidig sætter filmen sig lidt mellem to stole, fordi den hverken er rigtig rå socialrealisme eller decideret magisk realisme. Det 'magiske' er netop bare udtryk for Hushpuppys forståelse af ting, hun ikke kender til, og jeg er ikke specielt begejstret for filmens gennemførte naivitet. Det er fint nok at have et budskab, om at mennesket bør leve i bedre pagt med naturen, men der går temmelig meget slumromantik i den, når det bliver omsat til, at de fattige outsidere i The Bathtub er så stolte af deres skurbyliv, at de kæmper imod at blive reddet fra oversvømmelsen.
Jeg synes ikke, at historiefortællingen i "Beasts of the Southern Wild" er helt skarp, men til gengæld er det imponerende, at Zeitlin og fotograf Ben Richardson har kunnet skabe et så overbevisende visuelt univers på et forholdsvis lille budget. The Bathtub er virkelig konsekvent visualiseret, og der er en vidunderlig, næsten surrealistisk sekvens, da Hushpuppy og venner senere i filmen ankommer til en 'floating catfish shack'.
Der er givetvis frigjort penge til billedsiden, ved at Zeitlin har brugt skuespillere med slet ingen eller kun perifer erfaring. Det helt store samtaleemne er selvfølgelig Quvenzhané Wallis som Hushpuppy. Hun har da også en enorm udstråling - et meget intenst barn, der kommer godt igennem følelsesregistret i filmen. Men at Wallis er blevet nomineret til en Oscar for rollen, er ærligt talt lidt af en joke. Jeg vil i hvert fald hellere rose Dwight Henry, som egentlig driver en café i New Orleans, men her imponerer som Hushpuppys ustabile far.
"Beasts of the Southern Wild" er en interessant film, der for mig først og fremmest viser, at Benh Zeitlin er et talent, man bør holde øje med. Men selv om den er en rørende skildring af en lille piges møde med verden, er den også næsten klodset symbolsk, og jeg synes, det er mærkeligt, at man kan lave en film af denne type med så lidt social indignation, som tilfældet er. Måske rammer den amerikanere hårdere, fordi den lægger sig så tæt op ad Katrina-katastrofen, men jeg forstår i hvert fald ikke, hvorfor den er blevet hypet til at være så meget mere end en glimrende debutfilm.
"Beasts of the Southern Wild" foregår i et bayou-område uden for en storby, hvor hovedpersonen, 6-årige Hushpuppy, bor i en skurby sammen med sin far. De kalder området for The Bathtub, og filmens eneste andet geografiske holdepunkt er The Levee, diget, som markerer grænsen til byen og det organiserede samfund. Byen bliver aldrig nævnt ved navn, men der er meget tydelige paralleller til New Orleans og Hurricane Katrina, da området bliver ramt af en voldsom storm, som fuldstændig oversvømmer The Bathtub og bringer det lille samfund af outsidere i fare. Ud over naturkatastrofen må Hushpuppy også bekymre sig om sin far, der er ramt af en alvorlig sygdom.
Den debuterende forfatter-instruktør Benh Zeitlin benytter et simpelt, men effektivt trick ved at lade historien blive fortalt fra Hushpuppys synspunkt. Sat ind i et barns forståelsesramme bliver fortællingen naivistisk, men også rørende, og historien får desuden et eventyrligt twist, ved at hovedpersonen forholder sig til tingene ud fra de historier, hun har fået fortalt. Mest effektiv er metaforen om klimaforandringer som urokser, der er vakt til live og tramper ustoppeligt frem.
Zeitlin benytter på den måde tung symbolik i "Beasts of the Southern Wild", men samtidig sætter filmen sig lidt mellem to stole, fordi den hverken er rigtig rå socialrealisme eller decideret magisk realisme. Det 'magiske' er netop bare udtryk for Hushpuppys forståelse af ting, hun ikke kender til, og jeg er ikke specielt begejstret for filmens gennemførte naivitet. Det er fint nok at have et budskab, om at mennesket bør leve i bedre pagt med naturen, men der går temmelig meget slumromantik i den, når det bliver omsat til, at de fattige outsidere i The Bathtub er så stolte af deres skurbyliv, at de kæmper imod at blive reddet fra oversvømmelsen.
Jeg synes ikke, at historiefortællingen i "Beasts of the Southern Wild" er helt skarp, men til gengæld er det imponerende, at Zeitlin og fotograf Ben Richardson har kunnet skabe et så overbevisende visuelt univers på et forholdsvis lille budget. The Bathtub er virkelig konsekvent visualiseret, og der er en vidunderlig, næsten surrealistisk sekvens, da Hushpuppy og venner senere i filmen ankommer til en 'floating catfish shack'.
Der er givetvis frigjort penge til billedsiden, ved at Zeitlin har brugt skuespillere med slet ingen eller kun perifer erfaring. Det helt store samtaleemne er selvfølgelig Quvenzhané Wallis som Hushpuppy. Hun har da også en enorm udstråling - et meget intenst barn, der kommer godt igennem følelsesregistret i filmen. Men at Wallis er blevet nomineret til en Oscar for rollen, er ærligt talt lidt af en joke. Jeg vil i hvert fald hellere rose Dwight Henry, som egentlig driver en café i New Orleans, men her imponerer som Hushpuppys ustabile far.
"Beasts of the Southern Wild" er en interessant film, der for mig først og fremmest viser, at Benh Zeitlin er et talent, man bør holde øje med. Men selv om den er en rørende skildring af en lille piges møde med verden, er den også næsten klodset symbolsk, og jeg synes, det er mærkeligt, at man kan lave en film af denne type med så lidt social indignation, som tilfældet er. Måske rammer den amerikanere hårdere, fordi den lægger sig så tæt op ad Katrina-katastrofen, men jeg forstår i hvert fald ikke, hvorfor den er blevet hypet til at være så meget mere end en glimrende debutfilm.
23/01-2013
