Skuffende

3.0
En skuffende film, når man har set de mange stjerner, den har fået fra danske anmeldere.

Opmuntringerne er få: Mikkel Boe Følsgaard løfter den med troværdigt skuespil i rollen som den sindssyge konge. Scenografien er også fin, og en ellers ikke helt tilgængelig historie er fortalt udmærket.

Men alt for meget trækker fra:

Mads Mikkelsen er bare for meget Blinkende Lygter og Fischer fra Rejseholdet til, at han bliver rigtig god i en film, der foregår omkring 1770. Han er dog bedre end den meget endimensionelle Alicia Vikander i rollen som Caroline Mathilde, som nærmest lader til at være i konstant trance helt uden kontakt med sin rolle og sine replikker.
Sproget er flere steder i filmen direkte utroværdigt moderne og fjerner enhver illusion om, at vi er 200 år tilbage i tiden. Og lyden er mange steder så dårlig, at jeg måtte skrue voldsomt op for volumen for at kunne tyde replikkerne.

Lad gå med, at instruktøren gør brug af sin kunstneriske frihed til at ændre på historiske fakta. (Struensee var ingen idealist. Han blev ikke stillet en benådning i udsigt - tværtimod afviste kongen det. Og henrettelsen var meget mere makaber end gengivet i filmen). Men dette historiske drama med tre så forskellige skæbner og interessante personer kunne være fortalt meget mere vedkommende og fængende. I stedet blev det en film, der lever på sin scenografi og jævne fortælleevne - men som slet ikke når dybt nok til at blive siddende i seeren mere end en time efter rulleteksterne.


En kongelig affære