It's a bird ... it's a plane ... no, it's Superman Michael Bay-style!
2.0
Bryan Singers reboot fra 2006 var åbenbart ikke nok at bygge videre på, så nu tager Warner i stedet Superman helt forfra med en ny mand i rollen og inspiration fra Christopher Nolan, der både har været med til at skrive oplægget og er medproducer på "Man of Steel". Der har tydeligvis været et ønske om at hente noget fra Nolans succes med en mørkere Batman, og udførelsen er så lagt i hænderne på Zack Snyder - der jo også lavede en imponerende skummel superheltefilm med sin strålende filmatisering af "Watchmen".
Udgangspunktet virker altså solidt, og "Man of Steel" genstarter som nævnt heltens historie helt fra begyndelsen. Planeten Krypton går under, en baby bliver sendt gennem verdensrummet og lander på Jorden, og lykkeligvis bliver han fundet af et stovt bondepar, der sørger for, at knægten får en sund opdragelse. De finder også ud af, at deres adoptivsøn har superkræfter på sin nye planet, men dem nøjes han med at bruge diskret. Indtil en håndfuld andre overlevende kryptonianere ankommer til Jorden, ledet af en forræderisk, gal general, som tilbage på Krypton var i åben konflikt med Supermans far.
"Man of Steel" er som ventet mørkere i tonen end de tidligere Superman-film. Det skyldes primært, at den spiller på en central konflikt omkring Superman som fremmed. I stedet for at omfavne ham som en art frelser er Jordens befolkning dybt mistroiske og ønsker egentlig ikke at blive blandet ind i konflikten mellem Superman og de andre kryptonianere. Så helten må altså finde ud af, hvor han synes, han hører hjemme.
Den mere alvorlige stil forsøger Snyder at understrege med en mørktonet billedside, og teknisk er filmen da også virkelig flot. Snyder kan absolut lave både billeder og action, og med hjælp fra moderne CGI tager han skridtet fuldt ud i nogle gevaldigt larmende actionscener - som giver mening i konteksten: Når de her superseje kryptonianere slås med hinanden, flyver de da selvfølgelig flere kilometer væk, når de rammer hinanden. Det er nok det mest potente superhelteaction, jeg har set på film, som dog samtidig er lidt forvirrende at følge med i, fordi folk bogstaveligt talt flyver rundt over det hele.
Men altså: Point for totalt, uhæmmet skralderbang.
Desværre er der så bare flere minuspoint for kluntet historiefortælling. For selv om meget i rammen om denne film virker rigtigt, bliver slutresultatet en kende kikset. Det skyldes til dels, at Snyder klipper usædvanligt klodset frem og tilbage mellem nutid og flashbacks fra Supermans opvækst. Men også, at historiens konflikter er alt for klichéagtige, hvilket kun bliver værre af, at stilen er temmelig bombastisk. Og derfor synker "Man of Steel" sammen i et morads af tåkrummende skurke-one-liners, pompøs poseren og gode, gammeldags plothuller, som larmende action ikke kan dække over. Da vi nåede til, at General Zod råber "Release the World Engine", havde jeg svært ved at holde latteren tilbage.
Den onde general spilles af Michael Shannon, hvis talent mere eller mindre er spildt her. Henry Cavill er pæn og All-American som Superman, men tilfører ikke rigtig rollen noget særligt. Så filmens klart bedste skuespil leveres af Amy Adams, der til gengæld er yderst velvalgt som den friskeste og bedste Lois Lane, der er set på film. Kevin Costner, Russell Crowe, Ayelet Zurer og Diane Lane tilfører også en vis soliditet som alle superheltens forældre, men de har ikke rigtig mulighed for at trække filmen op af det hul, den graver sig ned i.
For mig er "Man of Steel" endnu et bevis på, at Zack Snyders åbenlyse kvaliteter har brug for solide manuskripter at bygge på. Selv om der er tilløb til noget interessant i den nye Superman, er det nemlig det grundlæggende skrivearbejde, der fejler her. En halvdum historie med en lidt for postuleret konflikt holder ikke, når man kender fortællingen i forvejen, og replikkerne tilmed er af tvivlsom kvalitet. Snyder forsøger at dække over problemerne ved at sprænge ting i luften og vælte huse, men det gør det næsten kun værre. Jeg endte i hvert fald med at sidde og spekulere på, om det mon er Michael Bays eller Roland Emmerichs ånd, der har besat Zack Snyder til denne film.
Udgangspunktet virker altså solidt, og "Man of Steel" genstarter som nævnt heltens historie helt fra begyndelsen. Planeten Krypton går under, en baby bliver sendt gennem verdensrummet og lander på Jorden, og lykkeligvis bliver han fundet af et stovt bondepar, der sørger for, at knægten får en sund opdragelse. De finder også ud af, at deres adoptivsøn har superkræfter på sin nye planet, men dem nøjes han med at bruge diskret. Indtil en håndfuld andre overlevende kryptonianere ankommer til Jorden, ledet af en forræderisk, gal general, som tilbage på Krypton var i åben konflikt med Supermans far.
"Man of Steel" er som ventet mørkere i tonen end de tidligere Superman-film. Det skyldes primært, at den spiller på en central konflikt omkring Superman som fremmed. I stedet for at omfavne ham som en art frelser er Jordens befolkning dybt mistroiske og ønsker egentlig ikke at blive blandet ind i konflikten mellem Superman og de andre kryptonianere. Så helten må altså finde ud af, hvor han synes, han hører hjemme.
Den mere alvorlige stil forsøger Snyder at understrege med en mørktonet billedside, og teknisk er filmen da også virkelig flot. Snyder kan absolut lave både billeder og action, og med hjælp fra moderne CGI tager han skridtet fuldt ud i nogle gevaldigt larmende actionscener - som giver mening i konteksten: Når de her superseje kryptonianere slås med hinanden, flyver de da selvfølgelig flere kilometer væk, når de rammer hinanden. Det er nok det mest potente superhelteaction, jeg har set på film, som dog samtidig er lidt forvirrende at følge med i, fordi folk bogstaveligt talt flyver rundt over det hele.
Men altså: Point for totalt, uhæmmet skralderbang.
Desværre er der så bare flere minuspoint for kluntet historiefortælling. For selv om meget i rammen om denne film virker rigtigt, bliver slutresultatet en kende kikset. Det skyldes til dels, at Snyder klipper usædvanligt klodset frem og tilbage mellem nutid og flashbacks fra Supermans opvækst. Men også, at historiens konflikter er alt for klichéagtige, hvilket kun bliver værre af, at stilen er temmelig bombastisk. Og derfor synker "Man of Steel" sammen i et morads af tåkrummende skurke-one-liners, pompøs poseren og gode, gammeldags plothuller, som larmende action ikke kan dække over. Da vi nåede til, at General Zod råber "Release the World Engine", havde jeg svært ved at holde latteren tilbage.
Den onde general spilles af Michael Shannon, hvis talent mere eller mindre er spildt her. Henry Cavill er pæn og All-American som Superman, men tilfører ikke rigtig rollen noget særligt. Så filmens klart bedste skuespil leveres af Amy Adams, der til gengæld er yderst velvalgt som den friskeste og bedste Lois Lane, der er set på film. Kevin Costner, Russell Crowe, Ayelet Zurer og Diane Lane tilfører også en vis soliditet som alle superheltens forældre, men de har ikke rigtig mulighed for at trække filmen op af det hul, den graver sig ned i.
For mig er "Man of Steel" endnu et bevis på, at Zack Snyders åbenlyse kvaliteter har brug for solide manuskripter at bygge på. Selv om der er tilløb til noget interessant i den nye Superman, er det nemlig det grundlæggende skrivearbejde, der fejler her. En halvdum historie med en lidt for postuleret konflikt holder ikke, når man kender fortællingen i forvejen, og replikkerne tilmed er af tvivlsom kvalitet. Snyder forsøger at dække over problemerne ved at sprænge ting i luften og vælte huse, men det gør det næsten kun værre. Jeg endte i hvert fald med at sidde og spekulere på, om det mon er Michael Bays eller Roland Emmerichs ånd, der har besat Zack Snyder til denne film.
03/07-2013
