Heavier metal er ikke rustfrit
2.0
Der er ingen tvivl om, at Guillermo del Toros seneste film er startet som et 'labour of love'. "Pacific Rim" blander grundlæggende set to japanske kultgenrer, som begge brød igennem i 50'erne, nemlig kaiju- og mecha-film. Monstre og kæmperobotter. Den blanding har japanerne også for længst lavet selv, men næppe på et Hollywood-blockbuster-budget med den kvalitet i CGI, som er det bedste ved "Pacific Rim".
Plottet i "Pacific Rim" er derfor også utroligt simpelt. I en nær fremtid er der et sted på bunden af Stillehavet opstået et hul til en anden dimension, hvorfra gigantiske monstre kravler ud og angriber menneskeheden. Som modtræk har alverdens stater udviklet et program af kæmperobotter, der bekæmper monstrene, når de kommer frem. Det meste af handlingen foregår nogle år inde i monsterkrigen, hvor de dumme politikere er ved at nedlægge robotprogrammet til fordel for en stor beskyttelsesmur. Som naturligvis ikke kan holde de stadig større monstre ude. Men heldigvis er de sidste robotter stadig klar til at kæmpe for at finde en permanent løsning på problemet.
Det her er altså en gung-ho-mod-undergangen-film a la "Independence Day" eller "Armageddon", og desværre har den præcis samme svagheder i en for uudviklet historie, store plothuller og alt for mange forsøg på patos. I starten etablerer del Toro et ganske interessant baggrundstapet af verdenshistorie, men det bliver ikke brugt til noget som helst derefter, og i stedet får man nogle gevaldigt langtrukne scener med svulstige replikker samt forsøg på humor, som langtfra altid rammer plet.
Hvilket kun understreger, at det er scenerne med voldsomme slagsmål og generel ødelæggelse, det handler om. De er da også virkelig flot lavet - og generelt mere overskuelige end Michael Bays Transformers-slagsmål - men så er de trods alt ikke flottere. I hvert fald ikke flotte nok til at bære en hel film i mine øjne; dertil mangler der simpelt hen noget stil.
Historien tager så også nogle gevaldige krumspring, omkring at der skal mindst to mennesker til at styre de her robotter i mental symbiose. Det er blot en undskyldning for at kunne udstyre helten med en død bror og heltinden med en død familie - og bruge det til at lave endnu mere patos omkring tab og opofrelse. Og det bliver alt for firkantet og banalt til min smag.
Det hjælper heller ikke, at Charlie Hunnam ikke rigtig brænder igennem i hovedrollen. Jeg kunne ellers rigtig godt lide ham i "Green Street" og "Sons of Anarchy", men her er han en ren metervare-helt. Det går en hel del bedre for Rinko Kikuchi som heltinden, og Idris Elbas store udstråling gør ham faktisk troværdig som feltmarskallen, der leder robotprogrammet, selv om rollen egentlig er en ekstrem militærkliché. Men generelt er det selvfølgelig en film, hvor effekterne fylder langt mere end skuespillerne.
Effekterne er dog bare ikke nok for mig, og heller ikke den åbenlyse glæde ved at lave masseødelæggelse, som del Toro fremviser. Jo, "Pacific Rim" er egentlig bare er en drengefilm, og det er forfriskende, at det for en gangs skyld ikke er USA, der skal forsvares (selv om det dog naturligvis er amerikanerne, der leder robotstyrken). Men det undskylder altså ikke, at resten af filmen er så tung og klistret, når der ikke er gang i den efterhånden lidt ensformige monstersmadring. Faktisk var jeg egentlig bedre underholdt af både Bays "Transformers" og Roland Emmerichs "Godzilla". At del Toro sætter de to filmtyper sammen, bidrager hverken med noget nyt eller særligt spændende.
Plottet i "Pacific Rim" er derfor også utroligt simpelt. I en nær fremtid er der et sted på bunden af Stillehavet opstået et hul til en anden dimension, hvorfra gigantiske monstre kravler ud og angriber menneskeheden. Som modtræk har alverdens stater udviklet et program af kæmperobotter, der bekæmper monstrene, når de kommer frem. Det meste af handlingen foregår nogle år inde i monsterkrigen, hvor de dumme politikere er ved at nedlægge robotprogrammet til fordel for en stor beskyttelsesmur. Som naturligvis ikke kan holde de stadig større monstre ude. Men heldigvis er de sidste robotter stadig klar til at kæmpe for at finde en permanent løsning på problemet.
Det her er altså en gung-ho-mod-undergangen-film a la "Independence Day" eller "Armageddon", og desværre har den præcis samme svagheder i en for uudviklet historie, store plothuller og alt for mange forsøg på patos. I starten etablerer del Toro et ganske interessant baggrundstapet af verdenshistorie, men det bliver ikke brugt til noget som helst derefter, og i stedet får man nogle gevaldigt langtrukne scener med svulstige replikker samt forsøg på humor, som langtfra altid rammer plet.
Hvilket kun understreger, at det er scenerne med voldsomme slagsmål og generel ødelæggelse, det handler om. De er da også virkelig flot lavet - og generelt mere overskuelige end Michael Bays Transformers-slagsmål - men så er de trods alt ikke flottere. I hvert fald ikke flotte nok til at bære en hel film i mine øjne; dertil mangler der simpelt hen noget stil.
Historien tager så også nogle gevaldige krumspring, omkring at der skal mindst to mennesker til at styre de her robotter i mental symbiose. Det er blot en undskyldning for at kunne udstyre helten med en død bror og heltinden med en død familie - og bruge det til at lave endnu mere patos omkring tab og opofrelse. Og det bliver alt for firkantet og banalt til min smag.
Det hjælper heller ikke, at Charlie Hunnam ikke rigtig brænder igennem i hovedrollen. Jeg kunne ellers rigtig godt lide ham i "Green Street" og "Sons of Anarchy", men her er han en ren metervare-helt. Det går en hel del bedre for Rinko Kikuchi som heltinden, og Idris Elbas store udstråling gør ham faktisk troværdig som feltmarskallen, der leder robotprogrammet, selv om rollen egentlig er en ekstrem militærkliché. Men generelt er det selvfølgelig en film, hvor effekterne fylder langt mere end skuespillerne.
Effekterne er dog bare ikke nok for mig, og heller ikke den åbenlyse glæde ved at lave masseødelæggelse, som del Toro fremviser. Jo, "Pacific Rim" er egentlig bare er en drengefilm, og det er forfriskende, at det for en gangs skyld ikke er USA, der skal forsvares (selv om det dog naturligvis er amerikanerne, der leder robotstyrken). Men det undskylder altså ikke, at resten af filmen er så tung og klistret, når der ikke er gang i den efterhånden lidt ensformige monstersmadring. Faktisk var jeg egentlig bedre underholdt af både Bays "Transformers" og Roland Emmerichs "Godzilla". At del Toro sætter de to filmtyper sammen, bidrager hverken med noget nyt eller særligt spændende.
07/08-2013
