Yes, we can!

Jeg tror simpelthen ikke på, at der længere er det mindste brug for film som denne (hvis der nogensinde har været det?). Der er absolut ikke, på nogen måde, tale om så meget som skyggen af et seriøst drama her. 42 er intet andet end en ubegribelig hul hyldest til den amerikanske drøm og de amerikanske værdier, indpakket i den velkendte raceproblematik, hvor klichéerne er mere talrige end man kan tælle, hvor alle pointer skal skæres ud i pap og hvor næsten samtlige scener klinger falsk, navnlig de mere sentimentale. Men sådan vinder man jo de amerikanske hjerter (og penge, ikke at forglemme!) og ifølge dens gennemsnitsfordeling af stemmer på IMDB, åbenbart også resten af verdens. Jeg begriber det ikke, og mener at filmen hører til blandt årets mest overvurderede sammen med Intouchables.