Medrivende fortælling fra dengang, hvor F1 var glamourøst og farligt

5.0
Der var engang, hvor Formel 1 var rigtig glamourøst. Hvor de bedste kørere var superstjerner og ofte også vilde playboys, hvor holdene blev finansieret af virkelig excentriske rigmænd, og hvor sporten for alvor var livsfarlig.

"Rush" foregår i de år, hvor Formel 1 opbyggede det flashy image og blev hvermandseje. Med fokus på den utroligt dramatiske 1976-sæson, hvor James Hunt og Niki Lauda kæmpede om VM-titlen til sidste løb, selv om Lauda undervejs var ved at miste livet i sin berygtede ulykke på Nürburgring.

Jeg må indrømme, at jeg tænkte 'Hvorfor i alverden skulle en film om F1 i 70'erne være interessant?', da jeg første gang hørte om "Rush". Men den skepsis smadrer instruktør Ron Howard fuldstændig med en skarpt iscenesat historie - fint hjulpet af Peter Morgans godt tilskårne manuskript. "Rush" er meget mere end blot endnu en sportsfilm eller bilfilm, for det lykkes at gøre rivaliseringen mellem hovedrollernes to vidt forskellige personligheder enormt medrivende.

På den ene side har vi playboyen og adrenalinjunkien James Hunt, der fester, drikker og tager narko, men også er et ubestrideligt talent med sin aggressive kørsel på banen. Flot spillet af Chris Hemsworth, der her omformer sit Thor-look til langhåret badboy fra 70'erne. Og på den anden side den langt mere kontrollerede Niki Lauda, som tager færre risici, fordi han ved, at to andenpladser giver flere point end en førsteplads - men derudover også er superdygtig til at sætte bilen op, hvilket er en meget vigtig færdighed i racerløb. Han spilles fremragende af Daniel Brühl, der i filmens klart bedste rolle formår at gøre Lauda både møgirriterende og sympatisk. Frem mod det dramatiske efterspil efter Nürburgring, hvor man virkelig forstår, hvor vanvittigt og imponerende det var, at Lauda igen satte sig i sin Ferrari og kørte løb, seks uger efter at han nær brændte ihjel.

Begivenhederne omkring racerløbene udspiller sig på et yderst troværdigt historisk bagtæppe. Superflot fotograferet af Anthony Dod Mantle og med stærkt production design af Mark Digby, der virkelig rammer den glamourøse 70'er-stil. Og det sværeste og vigtigste, Formel 1-løbene, bliver også overbevisende vakt til live med enorm kærlighed til detaljer og superflotte sekvenser fra og omkring bilerne, som bør gøre alle Formel 1-fans glade.

Og det er nok det, som først og fremmest gør "Rush" til én af filmårets store positive overraskelser: Den er lavet med stor kærlighed til sit stof og sin historie fra alle involverede - fra Howard over skuespillere til teknikere. Den fortæller sin sportshistorie dejligt dynamisk, men skildrer samtidig sine hovedpersoner som mennesker, fordi der bliver bygget tilstrækkelig meget baggrund på med koner og kærester, venner og sponsorer, kampen for at finde finansiering til overhovedet at være med - og så videre.

Og så har "Rush" altså den her stærkt opsatte kontrast mellem sine to hovedpersoner. Som vist nok også er lidt overdrevet i forhold til de virkelige begivenheder, for helt så bitter var rivaliseringen mellem Lauda og Hunt vist ikke. Men hvem hænger sig i det, når filmen handler om mennesker, der er legendariske på deres felt?
Rush