Godt forsøgt, men ...

Jeg var meget spændt på denne filmatisering af Orson Scott Cards "Ender's Game", der er én af de store moderne sci-fi-klassikere. Historien foregår i en fremtidsverden, hvor Jorden nogle årtier forinden kun med nød og næppe overlevede et voldsomt angreb fra en insektoid race, formicanerne. Siden har man afventet nye konfrontationer med formicanerne, og Den Internationale Flåde har opbygget et program, hvor de rekrutterer Jordens mest begavede børn som kommende kommandører for den rumflåde, man håber kan vinde det endelige slag. Og hovedpersonen, Ender Wiggin, er så det mest lovende af alle de lovende vidunderbørn.

Det har været lidt af en opgave at få skåret filmmanuskriptet til, for Ender-serien omfatter i dag i alt 14 bøger, herunder både fortsættelser, prequels og genfortælling fra andre synsvinkler. Card arbejdede selv med et manuskript i nogle år, men overlod så opgaven helt til sydafrikanske Gavin Hood, der også har instrueret "Ender's Game". Han har klogeligt valgt at fokusere på Enders træning og krigen mod formicanerne, mens hele det politiske spil, som også beskrives i romanen, er droppet. Der er dog samtidig et par biroller, som fylder mere end i den oprindelige roman, netop fordi der er meget andet materiale at trække på, men det lægger man selvfølgelig kun mærke til som kender af serien.

Grundlæggende set fungerer filmen o.k. Der er en god opbygning af universet, og den visuelle side med stærkt militaristisk præg er fint. Det lykkes ikke mindst at lave en god visualisering af træningen på Kampskolen, hvor børnene lærer abstrakt strategisk og taktisk tænkning gennem træningskampe i vægtløs tilstand. Jeg savnede blot endnu flere scener fra den del af historien, men sådan må det vel nødvendigvis være, når bogen skildrer flere års træning, som altså skal genfortælles i en film på 114 minutter.

Det er så bare også der, at filmen har et problem, for konsekvensen bliver, at rigtig mange ting bliver fortalt i stedet for vist. Det gælder eksempelvis også omkring den psykologiske udvikling, Ender er igennem. Hans evne til at vinde krigen er nemlig afhængig af den rette balance mellem medfølelse og kynisme, og selv om det naturligvis er svært at vise, er det én af de ting, som fik mig til at tænke "show, don't tell!" om filmen som helhed.

Men der, hvor filmen virkelig fejler for mig, er i skildringen af børnene. Der er jo tale om de vildeste supergenier af vidunderbørn, nogle endda frembragt via genmanipulation, som oven i intelligensen også bliver målt på, om de er ambitiøse nok. Og den dimension får filmen aldrig etableret på nogen troværdig måde. De virker alt for normale og alt for lidt übermensch-agtige, og helt galt går det især for Moisés Arias i den centrale birolle som Enders primære modstander på Kampskolen - han virker som en gennemsnitlig bøvet bølle og ikke én, der er blevet udvalgt på grund af superhøj intelligens.

På den måde mister filmen en del i forhold til ét af Cards centrale temaer, nemlig omkring det etiske i at uddanne folk til at slå ihjel, og hvordan man balancer ubegrundet frygt med nødvendig overlevelseskamp. Men temaet er trods alt til stede, og jeg er rigtig glad for, at det bliver understreget så tydeligt i filmens afslutningssekvens, hvor Hood ikke er faldet for fristelsen til at gå i total Hollywood-gung-ho-stil, men faktisk er tro mod den eftertænksomme slutning. Der kan man godt se, at samme instruktør fik sit gennembrud med den socialt bevidste Oscar-vinder "Tsotsi".

Filmen har derudover en klar styrke i Asa Butterfield som Ender, for han har en tilpas aparte fremtoning og formår som den eneste af børnerollerne at skabe noget af det spil mellem medfølelse og kynisme, jeg nævnte tidligere. Rollerne omkring Butterfield er generelt på det jævne - Harrison Ford er ikke helt overbevisende som lederen af træningsprogrammet, og Viola Davis kun lidt bedre som programmets chefpsykolog. Blandt børnene er det især Hailee Steinfeld, der skiller sig ud som én af Enders første venner på Kampskolen, men hendes rolle er så til gengæld ikke spot-on, når man kender romanen. Det samme gælder i endnu højere grad Abigail Breslin, der er temmelig rædselsfuld som Enders søster. Men det er altså også, fordi alt det interessante er blevet skåret ud af rollen.

Samlet set er "Ender's Game" en film med mange gode takter, som trods alt gør den o.k. velfungerende. Det lykkes også Hood at lave en spiselig udgave af det kæmpestore twist, som er med til at gøre romanen genial, men som virkelig er svært at omsætte effektivt til filmsprog. I forhold til Cards roman mister man så en masse lag og en god del af de bagvedliggende filosofiske overvejelser, og det er synd, men nok også forudsigeligt. Problemet er bare, at det actioneventyr i rummet, man står tilbage med, ikke er helt skarpt og spændende nok til at holde 100% i sig selv.