Visuelt overkill
3.0
I engelske Guy Ritchies anden film er de to antikke skydere fra "Rub, stub og to rygende geværer" byttet ud med en kæmpe 86-karat diamant, men ellers er det business as usual, altså endnu en munter og blodig historie fra Londons kriminelle underverden
Med sit hyperenergiske tempo og håndfaste greb om de filmiske virkemidler formår Guy Ritchie langt hen ad vejen at skjule, at han ikke har en særlig spændende historie at fortælle. Til gengæld emmer "Snatch" af hektisk og stakåndet fortælleglæde. Med en overlegen stilsikkerhed fyrer (bad) Guy Ritchie sin historie af ved hjælp af et arsenal af freeze frames, ultrakorte flashbacks, close ups, fast motion og you name it. Ritchie vil ganske givet bare underholde, og det gør han, men efter at man har fået sin puls ned igen, er det svært at undertrykke følelsen af, at man har set det meste før.
Gamle kendinge og håndlangere
Det farverige persongalleri består af lømler, udskud, gamle kendinge, glade amatører, håndlangere, en russisk våbenhandler og en rigtig badass kickass sigøjner. Der er mildt sagt ikke tale om guds bedste børn, og de deler alle en særdeles liberal opfattelse af begrebet ejendomsret. Grådighed og forræderi hører til de mest fremtrædende karaktertræk hos samlingen af tegneserieforbrydere med navne som Bullet Tooth Tony, Franky Four Fingers og Boris The Blade. De udtrykker sig ofte i vittige oneliners, der trods enkelte guldkorn generelt ikke er helt så sjove, som de burde være.
Kringlet handling
Handlingen er lige så kringlet som Floridas stemmesedler. Det hele finder sted i løbet af en enkelt uge. Fortælleren Turkish (Jasan Stratham - en blandt flere gengangere fra Richies debutfilm) arrangerer illegale boksekampe. Det samme gør den frygtindgydende forbryderkonge Brick Top (Alan Ford), der har for vane at bruge sine fjender som svinefoder - skåret i småstykker, så de stakkels små grisebasser ikke får forstoppelse. Da en kæmpe 86-karat kommer til byen, lænket til den spilleglade Franky Four Fingers, begynder alle de mere eller mindre smarte forbrydere at få gode ideer. Ideerne viser sig bare at være knap så gode, når det kommer til stykket. Det bliver selvsagt meget hurtigt meget kompliceret og endnu mere blodigt, for hvorfor tale om tingene, når man har masser af knive og dejlige skydevåben?
Forbrydermoral
De bedste præstationer kommer fra Alan Ford og den nærmest uforståelige sigøjnerbokser Mickey i skikkelse af Brad Pitt. Med blottet tatoveret torso og en mere end proper næve formår Mickey at lave rod i det aftalte spil bag boksekampene. Vel er der en marginal forskel på de impliceredes forbrydermoral, og de fleste ender da også med at få deres rette bekomst, men ellers får man svært ved at finde noget, der ligner en stillingstagen til noget som helst i "Snatch". Efter hans to hidtidige film at dømme mener Ritchie åbenbart ikke, at der er nogen grænser for, hvor meget man kan grine af ren og skær menneskelig afstumpethed. Men det gør ham altså ikke til en stor filmmager, selv om udtrykket motion picture sjældent har været mere passende. I øvrigt er det værd at bemærke, at man i "Snatch" ikke finder skyggen af sex og stoffer.
Amoralsk drengerøvsfilm
Meningsløs og ligegyldig? Ja. Underholdende? Ja. Et hit? Ja, selvfølgelig. Hvis man synes, at "Pulp Fiction" (1994), "Fargo" (1996) og "Blinkende Lygter" (2000) er Guds gave til filmelskere, så er der heller ingen vej uden om "Snatch". Guy Ritchie har begået endnu en amoralsk drengerøvsfilm. Den er veloplagt, effektiv, men også blot endnu en i rækken af film om kulørte psykopater med hang til kæk forbryderslang og ironisk vold.
Med sit hyperenergiske tempo og håndfaste greb om de filmiske virkemidler formår Guy Ritchie langt hen ad vejen at skjule, at han ikke har en særlig spændende historie at fortælle. Til gengæld emmer "Snatch" af hektisk og stakåndet fortælleglæde. Med en overlegen stilsikkerhed fyrer (bad) Guy Ritchie sin historie af ved hjælp af et arsenal af freeze frames, ultrakorte flashbacks, close ups, fast motion og you name it. Ritchie vil ganske givet bare underholde, og det gør han, men efter at man har fået sin puls ned igen, er det svært at undertrykke følelsen af, at man har set det meste før.
Gamle kendinge og håndlangere
Det farverige persongalleri består af lømler, udskud, gamle kendinge, glade amatører, håndlangere, en russisk våbenhandler og en rigtig badass kickass sigøjner. Der er mildt sagt ikke tale om guds bedste børn, og de deler alle en særdeles liberal opfattelse af begrebet ejendomsret. Grådighed og forræderi hører til de mest fremtrædende karaktertræk hos samlingen af tegneserieforbrydere med navne som Bullet Tooth Tony, Franky Four Fingers og Boris The Blade. De udtrykker sig ofte i vittige oneliners, der trods enkelte guldkorn generelt ikke er helt så sjove, som de burde være.
Kringlet handling
Handlingen er lige så kringlet som Floridas stemmesedler. Det hele finder sted i løbet af en enkelt uge. Fortælleren Turkish (Jasan Stratham - en blandt flere gengangere fra Richies debutfilm) arrangerer illegale boksekampe. Det samme gør den frygtindgydende forbryderkonge Brick Top (Alan Ford), der har for vane at bruge sine fjender som svinefoder - skåret i småstykker, så de stakkels små grisebasser ikke får forstoppelse. Da en kæmpe 86-karat kommer til byen, lænket til den spilleglade Franky Four Fingers, begynder alle de mere eller mindre smarte forbrydere at få gode ideer. Ideerne viser sig bare at være knap så gode, når det kommer til stykket. Det bliver selvsagt meget hurtigt meget kompliceret og endnu mere blodigt, for hvorfor tale om tingene, når man har masser af knive og dejlige skydevåben?
Forbrydermoral
De bedste præstationer kommer fra Alan Ford og den nærmest uforståelige sigøjnerbokser Mickey i skikkelse af Brad Pitt. Med blottet tatoveret torso og en mere end proper næve formår Mickey at lave rod i det aftalte spil bag boksekampene. Vel er der en marginal forskel på de impliceredes forbrydermoral, og de fleste ender da også med at få deres rette bekomst, men ellers får man svært ved at finde noget, der ligner en stillingstagen til noget som helst i "Snatch". Efter hans to hidtidige film at dømme mener Ritchie åbenbart ikke, at der er nogen grænser for, hvor meget man kan grine af ren og skær menneskelig afstumpethed. Men det gør ham altså ikke til en stor filmmager, selv om udtrykket motion picture sjældent har været mere passende. I øvrigt er det værd at bemærke, at man i "Snatch" ikke finder skyggen af sex og stoffer.
Amoralsk drengerøvsfilm
Meningsløs og ligegyldig? Ja. Underholdende? Ja. Et hit? Ja, selvfølgelig. Hvis man synes, at "Pulp Fiction" (1994), "Fargo" (1996) og "Blinkende Lygter" (2000) er Guds gave til filmelskere, så er der heller ingen vej uden om "Snatch". Guy Ritchie har begået endnu en amoralsk drengerøvsfilm. Den er veloplagt, effektiv, men også blot endnu en i rækken af film om kulørte psykopater med hang til kæk forbryderslang og ironisk vold.
19/11-2018
