Hovedrollerne er det største plus i en solid filmatisering af Mandelas erindringer
4.0
Sjældent har man set en film med så god timing. Nelson Mandela døde den 5. december. En uge tidligere havde "Mandela: Long Walk to Freedom" haft premiere i Sydafrika. Dagen efter hans død fik den premiere i Irland som det første europæiske land. Tre uger senere fik den landsdækkende premiere i USA.
For producenterne af denne sydafrikansk-britiske biopic er det nok vanvittig heldigt ramt i forhold til billetsalget, men som publikum er timingen faktisk også rigtig fin. Mandela var for længst kommet op på et niveau, hvor han åbenlyst var værd at lave film om, så det føles faktisk helt logisk at se den her, mens man stadig har selfie-billederne fra hans begravelse i frisk erindring.
"Mandela: Long Walk to Freedom" er baseret på hovedpersonens selvbiografi og fortæller en historie, som vil være velkendt, hvis man har interesseret sig for Mandelas liv. Det starter med hans unge år som håbefuld advokat, hvor han opdager, at uddannelse er mindre værd end hudfarve. Derefter årene som en stadig mere prominent aktivist og leder i ANC. Skiftet til voldelig opstand med ANC's guerillaorganisation, Umkhonto we Sizwe. 27 år i fængsel. Løsladelsen og det svære arbejde med at få bragt Sydafrika godt ind i tiden efter apartheid. Og samtidig den gennemgående historie om privatlivet og særligt forholdet til Winnie Mandela.
Det er en handling, som spænder over lang tid med mange interessante detaljer, og instruktør Justin Chadwick afvikler den solidt i traditionel biopic-stil, uden at bruge ret mange fortællemæssige tricks. Det er heller ikke så nødvendigt, for den mangeårige kamp mod apartheid er fundamentalt medrivende. Der lykkes det også filmen at etablere, hvordan apartheid i mange sammenhænge var en ret subtil, strukturel racisme, som opretholdt en pæn facade, der kunne overbevise fremmede gæster som Erling Jacobsen og Brian Mikkelsen, om at det da var et ordentligt samfund.
Til gengæld er det et noget begrænset billede af ANC og Mandela, man får på den anden side. Kampen mod apartheid fremstilles som en ren kamp for ligestilling af sorte og hvide - hvilket selvfølgelig også var det absolutte hovedformål. Men filmen undgår behændigt at komme ind på, at Mandela i hvert fald indtil sit fængselsophold var kommunist og afrikansk nationalist, og at ANC efter europæisk målestok ligger ret langt til venstre. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det nok var en lidt redigeret virkelighed, vi fik der, for ikke at forvirre publikum i fx USA.
Omvendt er filmen bedre detaljeret i skildringen af den politiske situation omkring ophævelsen af apartheid. Hvor Mandela og ANC-folkene på den ene side var presset af stridigheder blandt den sorte befolkning, bl.a. voldsomme gadekampe mod Inkatha-partiet, og på den anden side af den hvide regering, som helst ville have en gradvis afskaffelse af apartheid. Det er der, man ser, hvorfor vi i dag husker Mandela som én af de største statsmænd i moderne tid. Fordi han var en benhård politiker, der nægtede at give sig på kravene om total ligestilling, men samtidig var klarsynet nok til at forstå, at landet kun komme videre med sort og hvid i forening.
Ved siden af den politiske og historiske fortælling skildrer filmen så som nævnt Mandelas privatliv og forholdet til Winnie Mandela. Og det er især der, at filmens største styrke, to rigtig velspillede hovedroller, slår igennem.
Idris Elba er et supergodt valg som Nelson Mandela, fordi han har sin store fysiske udstråling, der virker godt for oprørslederen Mandela, hvorefter han flot formår at forvandle sig til den runde og milde ældre udgave af manden. Over for ham tager Naomie Harris nærmest den modsatte udvikling som Winnie Mandela, der starter med at være glad og smilende, men ender som en rasende furie, der hader afrikaanerne efter at være blevet mishandlet i fængslet. Man forstår, hvorfor hun reagerer, som hun gør, så der formår filmen virkelig overbevisende at gengive Nelson Mandelas analyse af, hvorfor han og hans kone gled fra hinanden og endte med et forlist ægteskab og positioner på hver sin fløj i ANC.
"Mandela: Long Walk to Freedom" nyder i øvrigt også godt af pæne sydafrikanske landskabsbilleder - og ikke mindst af, at det fængsel på Robben Island, hvor ANC-lederne sad i mange år, er bevaret som museum i dag. Så alle fængelsscenerne er indspillet i de helt autentiske kulisser. Det er med til at give filmen troværdighed som en solid biopic, der har et stort plus i Elbas og Harris' spil, og som er medrivende og fængende nok, til at 141 minutter om Mandela og kampen mod undertrykkelse faktisk ikke føles som nogen specielt lang film.
For producenterne af denne sydafrikansk-britiske biopic er det nok vanvittig heldigt ramt i forhold til billetsalget, men som publikum er timingen faktisk også rigtig fin. Mandela var for længst kommet op på et niveau, hvor han åbenlyst var værd at lave film om, så det føles faktisk helt logisk at se den her, mens man stadig har selfie-billederne fra hans begravelse i frisk erindring.
"Mandela: Long Walk to Freedom" er baseret på hovedpersonens selvbiografi og fortæller en historie, som vil være velkendt, hvis man har interesseret sig for Mandelas liv. Det starter med hans unge år som håbefuld advokat, hvor han opdager, at uddannelse er mindre værd end hudfarve. Derefter årene som en stadig mere prominent aktivist og leder i ANC. Skiftet til voldelig opstand med ANC's guerillaorganisation, Umkhonto we Sizwe. 27 år i fængsel. Løsladelsen og det svære arbejde med at få bragt Sydafrika godt ind i tiden efter apartheid. Og samtidig den gennemgående historie om privatlivet og særligt forholdet til Winnie Mandela.
Det er en handling, som spænder over lang tid med mange interessante detaljer, og instruktør Justin Chadwick afvikler den solidt i traditionel biopic-stil, uden at bruge ret mange fortællemæssige tricks. Det er heller ikke så nødvendigt, for den mangeårige kamp mod apartheid er fundamentalt medrivende. Der lykkes det også filmen at etablere, hvordan apartheid i mange sammenhænge var en ret subtil, strukturel racisme, som opretholdt en pæn facade, der kunne overbevise fremmede gæster som Erling Jacobsen og Brian Mikkelsen, om at det da var et ordentligt samfund.
Til gengæld er det et noget begrænset billede af ANC og Mandela, man får på den anden side. Kampen mod apartheid fremstilles som en ren kamp for ligestilling af sorte og hvide - hvilket selvfølgelig også var det absolutte hovedformål. Men filmen undgår behændigt at komme ind på, at Mandela i hvert fald indtil sit fængselsophold var kommunist og afrikansk nationalist, og at ANC efter europæisk målestok ligger ret langt til venstre. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det nok var en lidt redigeret virkelighed, vi fik der, for ikke at forvirre publikum i fx USA.
Omvendt er filmen bedre detaljeret i skildringen af den politiske situation omkring ophævelsen af apartheid. Hvor Mandela og ANC-folkene på den ene side var presset af stridigheder blandt den sorte befolkning, bl.a. voldsomme gadekampe mod Inkatha-partiet, og på den anden side af den hvide regering, som helst ville have en gradvis afskaffelse af apartheid. Det er der, man ser, hvorfor vi i dag husker Mandela som én af de største statsmænd i moderne tid. Fordi han var en benhård politiker, der nægtede at give sig på kravene om total ligestilling, men samtidig var klarsynet nok til at forstå, at landet kun komme videre med sort og hvid i forening.
Ved siden af den politiske og historiske fortælling skildrer filmen så som nævnt Mandelas privatliv og forholdet til Winnie Mandela. Og det er især der, at filmens største styrke, to rigtig velspillede hovedroller, slår igennem.
Idris Elba er et supergodt valg som Nelson Mandela, fordi han har sin store fysiske udstråling, der virker godt for oprørslederen Mandela, hvorefter han flot formår at forvandle sig til den runde og milde ældre udgave af manden. Over for ham tager Naomie Harris nærmest den modsatte udvikling som Winnie Mandela, der starter med at være glad og smilende, men ender som en rasende furie, der hader afrikaanerne efter at være blevet mishandlet i fængslet. Man forstår, hvorfor hun reagerer, som hun gør, så der formår filmen virkelig overbevisende at gengive Nelson Mandelas analyse af, hvorfor han og hans kone gled fra hinanden og endte med et forlist ægteskab og positioner på hver sin fløj i ANC.
"Mandela: Long Walk to Freedom" nyder i øvrigt også godt af pæne sydafrikanske landskabsbilleder - og ikke mindst af, at det fængsel på Robben Island, hvor ANC-lederne sad i mange år, er bevaret som museum i dag. Så alle fængelsscenerne er indspillet i de helt autentiske kulisser. Det er med til at give filmen troværdighed som en solid biopic, der har et stort plus i Elbas og Harris' spil, og som er medrivende og fængende nok, til at 141 minutter om Mandela og kampen mod undertrykkelse faktisk ikke føles som nogen specielt lang film.
13/02-2014
