Coen-brødrene knækker og elsker kunstnerklicheen
4.0
Okay. Det er lykkedes Coen-brødrene at lave en film, som jeg synes er god, men uden at jeg helt kan forklare hvorfor.
"Inside Llewyn Davis" foregår i New Yorks folkmusik-miljø i 1961, hvor titelpersonen er en hårdt kæmpende singer-songwriter. Tidligere var han del af en duo, hvor det vist gik lidt bedre, men nu virker det, som om alt er op ad bakke for ham. Filmen udspiller sig så over en uges tid omkring et gig på The Gaslight Cafe, hvor hovedpersonen ender med at blive slået ned i baggyden.
Filmen er i hvert fald delvist inspireret af en selvbiografi af Dave Van Ronk, som var et stort navn i denne sammenhæng og bl.a. inspirerede Bob Dylan. Coen-brødrene har selv udtalt, at "Inside Llewyn Davis" startede som en strøtanke: Hvad nu hvis Dave Van Ronk blev slået ned uden for Gaslight Cafe? Men derfra er det et rent fiktivt værk, for Llewyn Davis har ikke noget med Van Ronk at gøre. Altså bortset fra at Llewyn Davis' pladecovers og sange er tydeligt inspireret af Van Ronks værker. Det er i øvrigt et rigtig fint soundtrack, T Bone Burnett har sammensat til filmen.
Basalt set bygger "Inside Llewyn Davis" på en stor, fed kliché om den lidende kunstner. Ham, der er så ægte og passioneret, at han ikke vil gå på kompromis med sin kunst, og som derfor må leve på nærmest ingenting, mens han hutler sig rundt mellem vennernes gæstesenge. Men på én eller anden måde lykkes det Coen-brødrene at omfavne den kliché så meget, at filmen bliver til noget mere. Samtidig med at den er både morsom, melankolsk og nostalgisk - hvilket bl.a. understreges af den bløde, romantiske lyssætning i billederne.
Én af de ting, som Coen-brødrene dygtigt bruger til at knække klicheen, er karakteristikken af hovedpersonen. For han er nemlig lidt af et dumt svin, som ikke opfører sig ret pænt over for de hjælpsomme venner, og hvis udtalte forsmåelse måske dækker over, at han i virkeligheden ikke er særligt talentfuld. Og alligevel bliver han så engagerende portrætteret, at man følger med i hans trængsler og ønsker, det skal gå ham bedre. På den led har filmen selvfølgelig også en dybere forbindelse til den musikgenre, den handler om.
I det hele taget løber der masser af kulturhistorie gennem "Inside Llewyn Davis". Mest udtalt i referencerne til Dave Van Ronk og The Gaslight Cafe, som var et berømt boheme-sted i Greenwich Village, hvor Dylan, Van Ronk og mange andre spillede, og hvor folk som Allen Ginsberg i det foregående årti læste digte op.
Blandt Llewyn Davis' venner er også en ægtepar-duo med fornavnene Jim og Jean, som helt sikkert er en reference til de virkelige Jim and Jean, der også har forbindelse til andre dele af musikhistorien, ved at Jean var den "Cinnamon Girl", som Neil Young skrev én af sine mest berømte sange om. Der er også en fantastisk, næsten surrealistisk sekvens, hvor Davis deler en bil med en ubehøvlet ældre jazzmusiker - fuldstændig forrygende spillet af John Goodman i én af den slags skæve roller, som Coen-brødrene er mestre i at skrive, og som har et skær af noget dæmonisk over sig. Og han har så en aparte chauffør, som vist også er beat-poet, og det er næppe tilfældigt, at denne chauffør bliver spillet af Garrett Hedlund i en slags kopi af den rolle, han for nylig havde i filmatiseringen af Jack Kerouacs "On the Road".
Der er i øvrigt glimrende skuespil overalt i filmen. Oscar Isaac er fint selvretfærdig i titelrollen, og Justin Timberlake er god som den overdrevent entusiastiske Jim, men Carey Mulligan er klart skarpere i en meget vred rolle som Jean. Og så er Goodman som nævnt aldeles forrygende.
I det hele taget er "Inside Llewyn Davis" en gennemført vellavet film, hvilket naturligvis ikke overrasker, når det er de to gange Coen, der står bag. Og den er god, selv om jeg altså ikke helt synes, jeg kan forklare hvorfor, for handlingen er i sig selv 'lille' og sporadisk. Men Coen-brødrene formår at ramme præcist ind et sted, hvor filmen både ubetinget elsker kunst og kunstnere og samtidig skildrer kunstnerlivet som håbløst på flere niveauer. Og det skal nok mere føles end tænkes.
"Inside Llewyn Davis" foregår i New Yorks folkmusik-miljø i 1961, hvor titelpersonen er en hårdt kæmpende singer-songwriter. Tidligere var han del af en duo, hvor det vist gik lidt bedre, men nu virker det, som om alt er op ad bakke for ham. Filmen udspiller sig så over en uges tid omkring et gig på The Gaslight Cafe, hvor hovedpersonen ender med at blive slået ned i baggyden.
Filmen er i hvert fald delvist inspireret af en selvbiografi af Dave Van Ronk, som var et stort navn i denne sammenhæng og bl.a. inspirerede Bob Dylan. Coen-brødrene har selv udtalt, at "Inside Llewyn Davis" startede som en strøtanke: Hvad nu hvis Dave Van Ronk blev slået ned uden for Gaslight Cafe? Men derfra er det et rent fiktivt værk, for Llewyn Davis har ikke noget med Van Ronk at gøre. Altså bortset fra at Llewyn Davis' pladecovers og sange er tydeligt inspireret af Van Ronks værker. Det er i øvrigt et rigtig fint soundtrack, T Bone Burnett har sammensat til filmen.
Basalt set bygger "Inside Llewyn Davis" på en stor, fed kliché om den lidende kunstner. Ham, der er så ægte og passioneret, at han ikke vil gå på kompromis med sin kunst, og som derfor må leve på nærmest ingenting, mens han hutler sig rundt mellem vennernes gæstesenge. Men på én eller anden måde lykkes det Coen-brødrene at omfavne den kliché så meget, at filmen bliver til noget mere. Samtidig med at den er både morsom, melankolsk og nostalgisk - hvilket bl.a. understreges af den bløde, romantiske lyssætning i billederne.
Én af de ting, som Coen-brødrene dygtigt bruger til at knække klicheen, er karakteristikken af hovedpersonen. For han er nemlig lidt af et dumt svin, som ikke opfører sig ret pænt over for de hjælpsomme venner, og hvis udtalte forsmåelse måske dækker over, at han i virkeligheden ikke er særligt talentfuld. Og alligevel bliver han så engagerende portrætteret, at man følger med i hans trængsler og ønsker, det skal gå ham bedre. På den led har filmen selvfølgelig også en dybere forbindelse til den musikgenre, den handler om.
I det hele taget løber der masser af kulturhistorie gennem "Inside Llewyn Davis". Mest udtalt i referencerne til Dave Van Ronk og The Gaslight Cafe, som var et berømt boheme-sted i Greenwich Village, hvor Dylan, Van Ronk og mange andre spillede, og hvor folk som Allen Ginsberg i det foregående årti læste digte op.
Blandt Llewyn Davis' venner er også en ægtepar-duo med fornavnene Jim og Jean, som helt sikkert er en reference til de virkelige Jim and Jean, der også har forbindelse til andre dele af musikhistorien, ved at Jean var den "Cinnamon Girl", som Neil Young skrev én af sine mest berømte sange om. Der er også en fantastisk, næsten surrealistisk sekvens, hvor Davis deler en bil med en ubehøvlet ældre jazzmusiker - fuldstændig forrygende spillet af John Goodman i én af den slags skæve roller, som Coen-brødrene er mestre i at skrive, og som har et skær af noget dæmonisk over sig. Og han har så en aparte chauffør, som vist også er beat-poet, og det er næppe tilfældigt, at denne chauffør bliver spillet af Garrett Hedlund i en slags kopi af den rolle, han for nylig havde i filmatiseringen af Jack Kerouacs "On the Road".
Der er i øvrigt glimrende skuespil overalt i filmen. Oscar Isaac er fint selvretfærdig i titelrollen, og Justin Timberlake er god som den overdrevent entusiastiske Jim, men Carey Mulligan er klart skarpere i en meget vred rolle som Jean. Og så er Goodman som nævnt aldeles forrygende.
I det hele taget er "Inside Llewyn Davis" en gennemført vellavet film, hvilket naturligvis ikke overrasker, når det er de to gange Coen, der står bag. Og den er god, selv om jeg altså ikke helt synes, jeg kan forklare hvorfor, for handlingen er i sig selv 'lille' og sporadisk. Men Coen-brødrene formår at ramme præcist ind et sted, hvor filmen både ubetinget elsker kunst og kunstnere og samtidig skildrer kunstnerlivet som håbløst på flere niveauer. Og det skal nok mere føles end tænkes.
31/03-2014
