Brendan Gleeson viser humoristiske superkræfter

4.0
Skøn og frem for alt skidesjov lille krimi takket være én mand....

Brendan Gleeson brillerer i hovedrollen som den bandende, horende og stofindtagende irske strømer, Gerry Boyle. Hans stædige hårde ydre pilles på skøn vis fra hinanden, når han besøger sin døende mor og Gleeson finder den perfekte balance mellem skæg deadpan og hårdkogt strømer.

Hvem havde troet det? Gleeson er en af de skuespillere jeg selvfølgelig kender til uden ligefrem at følge ham, men efter denne her, har jeg ganske enkelt svoret at se alt, hvor han bevæger sig i det komiske felt. Han har det helt rette instinkt.

Historien er lidt comme ci comme ca, men filmen hygger sig med sig selv hele vejen, og at Mark Strong er på skurke-holdet er jo altid et gigantisk plus. Dette er dog Gleesons show. Han er både filmens helt og klovn, og for dét kan man ikke andet end at elske ham. Og så får hans rolle en dimension mere i scenerne med hans skrantende mor, hvor man ubesværet går fra det absurd sjove til det stilfærdigt rørende.

Jeg kan allerede nu fornemme, at denne her vil blive flittigt citeret i visse kredse (underforstået alle kredse der ikke har fået overpisset deres sukkermad).
The Guard