Depp in the Machine er et gevaldigt rod
2.0
Det er ikke en hr. hvem-som-helst, der her debuterer som filminstruktør. Wally Pfister er én af nutidens mest prominente filmfotografer, primært fordi han siden "Memento" har været fast fotograf for Christopher Nolan. Og han prøver sig altså af som instruktør med denne dystopiske sci-fi-historie, som Nolan er i øvrigt har været executive producer på.
Hovedpersonerne i "Transcendence" er et forskerpar, der begge er blandt verdens førende inden for udvikling af kunstig intelligens. Deres arbejde er dog ikke populært alle steder, og efter et angreb fra en gruppe maskinstormer-terrorister er manden dødsdømt. Det lykkes dog hustruen at få uploadet hans bevidsthed til deres AI-eksperiment, så han lever videre som en virtuel personlighed. I starten en fantastisk bedrift, som gør mennesket i maskinen i stand til at udrette imponerende ting ved at trække på computersystemets regnekraft. Men der går ikke længe, før der viser sig tegn på, at det computeriserede menneske måske er lidt for styret af den binære logik.
Plottet i "Transcendence" spiller på klassiske sci-fi-temaer om menneskets forhold til maskiner, og især hvem der har magten i den relation. Det er også set i masser af film, men her bliver ideen kørt helt ud til kanten, ved at internettet og botnet giver menneske-maskinen enorm magt på kort tid. "Transcendence" er på den måde en ekstremt teknologiforskrækket film, der gerne vil stille spørgsmålstegn ved, om det moderne menneske har lagt for meget af sit liv ind i en computer.
Det bliver konsekvent flot iscenesat af Pfister, som - selvfølgelig - får bygget imponerende billeder med god brug af computeranimationer, der også formidler den mest konsekvente brug af det hippe sci-fi-begreb nanoteknologi, jeg endnu har set på film. Og så indeholder manuskriptet i øvrigt en del fine in-jokes rettet mod computernørder.
Det fungerer sådan set fint nok i filmens indledende fase, hvor plottet bygges op, og der bliver uploadet en mand i maskinen. Men derfra går det seriøst galt, efterhånden som "Transcendence" mister sit tænksomme strejf og i stedet bliver til en technothriller, der handler om at stoppe en computer. Ikke nok med, at der går total technobabble i den på den ret kiksede måde; der er også nogle virkelig massive plothuller, som er langt større, end hvad man ser i den gennemsnitlige blockbuster. Her taler vi om plothuller i stil med, at der er pludselig gået flere år, uden at det har nogen konsekvens for handlingen, eller at personer bliver skrevet ud af filmen, ved at man får at vide i en sidebemærkning, at de er døde, selv om man sidst så folk i vild kamp for at redde dem. Det virker, som om Pfister & co. først ved klippebordet har opdaget, at der manglede sammenhænge, som der så bliver klippet lystigt henover.
Det er synd, for filmen har gode takter, og det er rigtig rart at se Johnny Depp tilbage i en hovedrolle, hvor han ikke skaber sig som en pirat. Han leverer mennesket i maskinen ganske fint, mens Rebecca Hall er noget blegere som hans kone. Filmens bedste rolle tilhører dog Paul Bettany som deres nære ven, der sammen med myndigheder og terrorister forsøger at bringe orden i tingene igen, men ligesom filmens andre dygtige skuespillere - Morgan Freeman, Cillian Murphy, Kate Mara - bliver både Depp og Bettany i sidste ende skudt ned af plothuller og rod i fortællingen.
Som nævnt er der bestemt interessante takter i "Transcendence". Hvis den var blevet ordentligt ført ud i livet, ville jeg nok mest have kritiseret den for, at den lige tager teknologiforskrækkelsen et skridt for langt ud. Nu kan jeg bare konstatere, at den er endt som en gevaldig gang rod, som mest af alt viser, at Pfister nok bør holde sig til at fotografere, for her har han helt mistet overblikket over fortællingen undervejs. "Transcendence" er en spektakulær kikser.
Hovedpersonerne i "Transcendence" er et forskerpar, der begge er blandt verdens førende inden for udvikling af kunstig intelligens. Deres arbejde er dog ikke populært alle steder, og efter et angreb fra en gruppe maskinstormer-terrorister er manden dødsdømt. Det lykkes dog hustruen at få uploadet hans bevidsthed til deres AI-eksperiment, så han lever videre som en virtuel personlighed. I starten en fantastisk bedrift, som gør mennesket i maskinen i stand til at udrette imponerende ting ved at trække på computersystemets regnekraft. Men der går ikke længe, før der viser sig tegn på, at det computeriserede menneske måske er lidt for styret af den binære logik.
Plottet i "Transcendence" spiller på klassiske sci-fi-temaer om menneskets forhold til maskiner, og især hvem der har magten i den relation. Det er også set i masser af film, men her bliver ideen kørt helt ud til kanten, ved at internettet og botnet giver menneske-maskinen enorm magt på kort tid. "Transcendence" er på den måde en ekstremt teknologiforskrækket film, der gerne vil stille spørgsmålstegn ved, om det moderne menneske har lagt for meget af sit liv ind i en computer.
Det bliver konsekvent flot iscenesat af Pfister, som - selvfølgelig - får bygget imponerende billeder med god brug af computeranimationer, der også formidler den mest konsekvente brug af det hippe sci-fi-begreb nanoteknologi, jeg endnu har set på film. Og så indeholder manuskriptet i øvrigt en del fine in-jokes rettet mod computernørder.
Det fungerer sådan set fint nok i filmens indledende fase, hvor plottet bygges op, og der bliver uploadet en mand i maskinen. Men derfra går det seriøst galt, efterhånden som "Transcendence" mister sit tænksomme strejf og i stedet bliver til en technothriller, der handler om at stoppe en computer. Ikke nok med, at der går total technobabble i den på den ret kiksede måde; der er også nogle virkelig massive plothuller, som er langt større, end hvad man ser i den gennemsnitlige blockbuster. Her taler vi om plothuller i stil med, at der er pludselig gået flere år, uden at det har nogen konsekvens for handlingen, eller at personer bliver skrevet ud af filmen, ved at man får at vide i en sidebemærkning, at de er døde, selv om man sidst så folk i vild kamp for at redde dem. Det virker, som om Pfister & co. først ved klippebordet har opdaget, at der manglede sammenhænge, som der så bliver klippet lystigt henover.
Det er synd, for filmen har gode takter, og det er rigtig rart at se Johnny Depp tilbage i en hovedrolle, hvor han ikke skaber sig som en pirat. Han leverer mennesket i maskinen ganske fint, mens Rebecca Hall er noget blegere som hans kone. Filmens bedste rolle tilhører dog Paul Bettany som deres nære ven, der sammen med myndigheder og terrorister forsøger at bringe orden i tingene igen, men ligesom filmens andre dygtige skuespillere - Morgan Freeman, Cillian Murphy, Kate Mara - bliver både Depp og Bettany i sidste ende skudt ned af plothuller og rod i fortællingen.
Som nævnt er der bestemt interessante takter i "Transcendence". Hvis den var blevet ordentligt ført ud i livet, ville jeg nok mest have kritiseret den for, at den lige tager teknologiforskrækkelsen et skridt for langt ud. Nu kan jeg bare konstatere, at den er endt som en gevaldig gang rod, som mest af alt viser, at Pfister nok bør holde sig til at fotografere, for her har han helt mistet overblikket over fortællingen undervejs. "Transcendence" er en spektakulær kikser.
05/07-2014
