Bond uden Bimbo
4.0
Ham du ved nok, med det der nummer, er tilbage
I en verden, hvor så absolutte størrelser som Østblokken og Dean Martin kan forsvinde næsten uden varsel, er der noget uendelig trygt ved James Bond. Godt nok er han blevet spillet af fem forskellige skuespillere i løbet af de 34 år, der er gået fra "Dr. No" til "GoldenEye", men egentlig har han ikke ændret sig en tøddel. Han er stadig 007, 'Her Majesty's Secret Agent With a License to Kill', en koldblodig men charmerende dræber, der forfører kvinder på stribe, mens han nærmest i forbifarten redder verden fra diabolske mesterskurke. Undertiden ved hjælp af diverse futuristisk hightech-legetøj - men han er stadig verdens bedste hemmelige agent.
De tre s'er
Det hele er faktisk et spørgsmål om stil - hver eneste James Bond-film er jo ret beset baseret på den samme historie: En grum superskurk sætter en diabolsk plan i værk, som tilsyneladende slet ikke kan fejle. Ikke desto mindre lykkes det hver gang James Bond at redde verden og pigen - så man går egentlig kun i biografen af tre grunde: For at se hvilke utrolige stunts Q og hans venner har fundet på denne gang, for at frustreres over de helt urimeligt smukke kvinder, der hver gang er strøet ud over en James Bond-film med løs hånd - og så for at kunne snakke med om, hvordan den skuespiller, der spiller Bond nu, klarer sig i forhold til sine forgængere.
Ud fra alle tre kriterier (stunts, kvinder og Bond-skuespiller) er "GoldenEye" absolut en af de bedste Bond-film. Jeg skal nok vende tilbage til hver af dem senere, men lad os lige tage handlingen først (den er hurtigt overstået): Skurken er denne gang ingen ringere end 006 - Bonds gamle makker, der har besluttet sig for at stjæle en fuldkommen grotesk mængde penge og samtidig hævne sig på England (det skal vist nok være en overraskelse, at skurken er 006, men man fik det allerede at vide i "GoldenEyes" forfilm, så jeg afslører det her uden dårlig samvittighed). Til dette formål stjæler 006 det russiske stjernekrigsvåben GoldenEye. Men James Bond kommer på sporet af ham, og så går det, som det plejer...
Bond spilles denne gang af Pierce Brosnan og det gør han rigtig godt. Han minder som type meget om Sean Connery, men har mere af den hårdhed og adræthed, som hans umiddelbare forgænger, Timothy Dalton, havde. Samtidig besidder han også den cool charme som både Connery og Moore bibragte rollen, men som publikum savnede hos Dalton.
Kvinder med krop - og hjerne
Men mens alt mere eller mindre er som det plejer med hensyn til Bond, så er der faktisk sket noget nyt med hensyn til kvinderne. For det første er Bonds chef M denne gang en kvinde, dernæst er Ms sekretær Moneypenny (der har altid været besynderlige navne i Bond-historierne, min personlige favorit er den kvindelige pilot fra Goldfinger: Pussy Galore) ikke særlig interesseret i at flirte med Bond. Mest overraskende er faktisk heltinden Natalya Simonova (og til en vis grad også skurkinden Xenia Onatopp) - hun er ikke bare et yndigt påhæng, som Bond skal redde, men en både intelligent og handlekraftig kvinde, der faktisk redder Bond og verdens skind op til flere gange. Heldigvis er der dog stadig nogle af de traditionelle træk tilbage ved Bond-kvinderne, blandt andet ser de stadig urimelig godt ud. Dog savner jeg det mylder af bikiniklædte skønheder, der plejer at vimse rundt i nærheden af Bond-skurkene - alle ved jo at Bond-filmene ikke er virkelighed, så hvorfor dog blive grebet af AIDS-skræk? - Vi vil have Bond-bimboerne tilbage!
Og så er der jo de obligatoriske stunts - wauw! Set på et stort lærrede og med det rigtige lydanlæg tager de regulært pusten fra tilskueren - ikke mindst i den korte film-i-filmen, som traditionen tro kommer før credits i Bond-filmene. Dog er det lidt skuffende, at vi slet ikke ser Bonds nye BMW (en tysk bil?!) lave nogle af alle de cool tricks, som Q fortæller, den er i stand til. Men det rådes der forhåbentlig bod på i næste film, som jeg ser frem til med sædvanlig forventning - ligesom alle de andre millioner af drengerøve verden over.
I en verden, hvor så absolutte størrelser som Østblokken og Dean Martin kan forsvinde næsten uden varsel, er der noget uendelig trygt ved James Bond. Godt nok er han blevet spillet af fem forskellige skuespillere i løbet af de 34 år, der er gået fra "Dr. No" til "GoldenEye", men egentlig har han ikke ændret sig en tøddel. Han er stadig 007, 'Her Majesty's Secret Agent With a License to Kill', en koldblodig men charmerende dræber, der forfører kvinder på stribe, mens han nærmest i forbifarten redder verden fra diabolske mesterskurke. Undertiden ved hjælp af diverse futuristisk hightech-legetøj - men han er stadig verdens bedste hemmelige agent.
De tre s'er
Det hele er faktisk et spørgsmål om stil - hver eneste James Bond-film er jo ret beset baseret på den samme historie: En grum superskurk sætter en diabolsk plan i værk, som tilsyneladende slet ikke kan fejle. Ikke desto mindre lykkes det hver gang James Bond at redde verden og pigen - så man går egentlig kun i biografen af tre grunde: For at se hvilke utrolige stunts Q og hans venner har fundet på denne gang, for at frustreres over de helt urimeligt smukke kvinder, der hver gang er strøet ud over en James Bond-film med løs hånd - og så for at kunne snakke med om, hvordan den skuespiller, der spiller Bond nu, klarer sig i forhold til sine forgængere.
Ud fra alle tre kriterier (stunts, kvinder og Bond-skuespiller) er "GoldenEye" absolut en af de bedste Bond-film. Jeg skal nok vende tilbage til hver af dem senere, men lad os lige tage handlingen først (den er hurtigt overstået): Skurken er denne gang ingen ringere end 006 - Bonds gamle makker, der har besluttet sig for at stjæle en fuldkommen grotesk mængde penge og samtidig hævne sig på England (det skal vist nok være en overraskelse, at skurken er 006, men man fik det allerede at vide i "GoldenEyes" forfilm, så jeg afslører det her uden dårlig samvittighed). Til dette formål stjæler 006 det russiske stjernekrigsvåben GoldenEye. Men James Bond kommer på sporet af ham, og så går det, som det plejer...
Bond spilles denne gang af Pierce Brosnan og det gør han rigtig godt. Han minder som type meget om Sean Connery, men har mere af den hårdhed og adræthed, som hans umiddelbare forgænger, Timothy Dalton, havde. Samtidig besidder han også den cool charme som både Connery og Moore bibragte rollen, men som publikum savnede hos Dalton.
Kvinder med krop - og hjerne
Men mens alt mere eller mindre er som det plejer med hensyn til Bond, så er der faktisk sket noget nyt med hensyn til kvinderne. For det første er Bonds chef M denne gang en kvinde, dernæst er Ms sekretær Moneypenny (der har altid været besynderlige navne i Bond-historierne, min personlige favorit er den kvindelige pilot fra Goldfinger: Pussy Galore) ikke særlig interesseret i at flirte med Bond. Mest overraskende er faktisk heltinden Natalya Simonova (og til en vis grad også skurkinden Xenia Onatopp) - hun er ikke bare et yndigt påhæng, som Bond skal redde, men en både intelligent og handlekraftig kvinde, der faktisk redder Bond og verdens skind op til flere gange. Heldigvis er der dog stadig nogle af de traditionelle træk tilbage ved Bond-kvinderne, blandt andet ser de stadig urimelig godt ud. Dog savner jeg det mylder af bikiniklædte skønheder, der plejer at vimse rundt i nærheden af Bond-skurkene - alle ved jo at Bond-filmene ikke er virkelighed, så hvorfor dog blive grebet af AIDS-skræk? - Vi vil have Bond-bimboerne tilbage!
Og så er der jo de obligatoriske stunts - wauw! Set på et stort lærrede og med det rigtige lydanlæg tager de regulært pusten fra tilskueren - ikke mindst i den korte film-i-filmen, som traditionen tro kommer før credits i Bond-filmene. Dog er det lidt skuffende, at vi slet ikke ser Bonds nye BMW (en tysk bil?!) lave nogle af alle de cool tricks, som Q fortæller, den er i stand til. Men det rådes der forhåbentlig bod på i næste film, som jeg ser frem til med sædvanlig forventning - ligesom alle de andre millioner af drengerøve verden over.
19/11-2018
