Tiltrængte grin efter et uerstatteligt tab

4.0
I kølvandet på Robin Williams ubeskrivelig triste død så jeg en række af hans film for at mindes ham og blive mindet om, HVOR god han var. Efter at have hulket til nogle af hans bedste seriøse roller måtte der et skift til, og valget faldt på bøssekomedien "The Birdcage". En film jeg ikke havde set i 15 år, vil jeg tro.

Netop defor er det en fornøjelse at konstatere, at den ikke er nær så outdatet, som jeg frygtede. Jo, den er stadig for lang, og jo mænd i dametøj er ikke synderlig chokerende længere. Men har man set blot en håndfuld Monty Python-afsnit, ved man, at det også var håbløst gammeldags i 1996. Jeg hæfter mig ved, at "The Birdcage" netop ikke sætter sig for at provokere, men egentlig bare gerne vil være en sjov film, punktum.

At den bruger et hav af homo-klicheer er så en anden snak. Den her film er så svanset, at selv de mest macho-stolte mænd er tvunget til at løsne op og være med på legen (på nær de helt låste og fobiske - dem er der ikke råd for). For bøsser, dem jeg kender i hvert fald, forstår bare at more sig og sætte kolorit på hverdagen.

Og det smitter. Jeg grinte i hvert fald stort set hele vejen, og det er ikke fordi, jokesne er særlig gode, det er fordi de er fortalt godt. Dette cast er fænomenalt, og ALLE leverer varen. Nathan Lane er perfekt som Hausfrau-homo, Gene Hackman viser, at han kan fungere i vitterligt alle genrer, Hank Azaria er så over the top, at man kun kan grine, og Robin Williams.....ak ja, endnu en pletfri indsats fra hans side. Også denne rolle omfavner han til fulde, og han lader til at have en fest med karakteren. Absolut en af hans mere mindeværdige film, og dem er der ved Gud mange af. Jeg savner ham allerede.