Køreglæde

4.0
Jeg interesserer mig hverken for motorsport eller biler i det hele taget. Det siger mig ikke en, nå ja, dyt.

Men når Hollywoods velnok bedste håndværker, Ron Howard, tager hjelmen på og styrer filmen sikkert over målstregen, bliver det nemt for mig at indrømme, at jeg var underholdt af dette Formel 1-brag. Godt endda.

"Rush" lever op til sin titel, for meget sjældent oplever jeg to timer flyve så hurtigt af sted. Og det er oven i købet med indlagte pit stop, hvor vi kommer ind på livet af vores to hovedpersoner, og hvor deres personlige problemer skildres rigtig fint.

Men selv en motor-spasser som mig må indrømme, at det er tiden på asfalten, der er mest dragende - i disse sekvenser er filmen decideret fremragende, og det afsluttende løb tog pusten fra mig. Det er ikke en kliche-vending, jeg tyr til her - jeg fik bogstavelig talt åndenød. Anthony Dod Mantles kameraevner er, som sædvanlig, en sand gave.

Men uanset hvor store gnister der slås i kamphanernes møde på banen, så udebliver intensiteten udenfor den. Hemsworths og Brühl gør det overbevisende hver især, men jeg savner kemi, når de deler skærmen. Især filmens sidste scene virker alt for kunstig, og det er altså et kæmpe minus, når det er dét, filmen siger "farvel" med. Manuskriptet er simpelthen overforklarende og dialogen for ordinær. Det er og bliver Ron Howards akilleshæl.

Dette er dog absolut en af de bedste film, den tidligere oscarvinder har lavet, og den ligger lunt i svinget til de fem stjerner i underholdningens navn. Jeg får nok aldrig benzin i blodet, men jeg tror, jeg ved, hvordan det føles nu.
Rush