Dansk western uden Dirch Passer

3.0
Det er svært ikke at følge trop med de danske anmeldere og smide en stjerne mere efter "The Salvation" i nationalstolthedens navn. Men objektivt set bliver jeg bare nødt til at erkende, at denne danskproducerede tur på præriesletten ikke er mere end middelmådig.

Men gu er det da fedt at se en western, hvor der tales dansk i væsentlige dele af den....lavet af en dansk instruktør....uden man krummer tæer på noget tidspunkt. Det er da for fedt! Og på høje tid - det er trods alt snart et halvt århundrede siden at "Præriens skrappe drenge" udkom.

Men det er nu engang ærgerligt, at man har brugt denne unikke situation til at lave en western så lige-ud-af-landevejen, som de kommer. Jeg forventer ikke, man kipper med Dannebrog, men man kunne da godt have skilt sig lidt ud fra mængden. Bare en lille smule.

Især fordi Kristian Levring har talentet, og han burde lave flere film indenfor genren. Tja, han burde lave flere film i det hele taget. Men her virker han rigtig godt tilpas med en feinschmecker-betonet visuel stil og et langsomt tempo, der har den helt klassiske westernrytme. Flere steder går der bare for meget homage i den, og dermed kan det aldrig blive interessant. Det er ikke svært at se, hvem Levrings helte er. Men okay, hvis man nu endelig skal stjæle, så har manden da trods alt stjålet fra de bedste.

Slutteligt skal det dog siges, at to landsmænd forsøger at give filmen lidt af den 'Danish dynamite', man savner i helhedsindtrykket. Den ene er Kasper Winding, som har komponeret et enkelt men mindeværdigt tema, og den anden er Mads Mikkelsen, som igen beviser, at han er det tætteste Danmark kommer på en superstjerne. Jeg er dybt imponeret over, hvordan den mand gang på gang bærer en film med sit talent og sin udstråling. Det er en fornøjelse af se, hvordan han ubesværet kan matche modspillet fra Jeffrey Dean Morgan. For det er virkelig godt modspil.
The Salvation