Pænt og ordentligt kostumedrama mangler den gode historie
3.0
Charles Dickens er selvfølgelig kendt som én af litteraturhistoriens store forfattere, men det er formentlig ikke helt så almindelig paratviden, at han i de sidste 12-13 år af sit liv levede i et forhold, som var stærkt skandaløst efter datidens victorianske normer. I 1857 mødte han nemlig den meget yngre skuespiller Nelly Ternan, og deres forelskelse førte til, at Dickens lod sig separere fra sin kone, så han kunne leve sammen med Ternan - dog stadig i smug.
Det er den kærlighedshistorie og sammenstødet med sociale normer, som er i fokus i Ralph Fiennes' "The Invisible Woman". Mange af de præcise detaljer er gået tabt, for både Dickens og Ternan brændte deres breve, og Dickens-selskabet lagde låg på sagen i over 60 år, indtil alle Dickens' børn var døde. Men Fiennes får alligevel skruet en troværdig version af historien sammen i dette nydelige kostumedrama, som primært er baseret på en moderne biografi af Claire Tomalin.
Filmen tager loyalt udgangspunkt i kendte fakta - som fx at Dickens og Ternan mødte hinanden, da forfatteren satte et stykke af protegeen Wilkie Collins op, og at Catherine Dickens opdagede deres affære, da et guldarmbånd ved en fejl blev leveret til hende i stedet for Ternan. Og Fiennes lader respektfuldt filmen undgå at spekulere for meget i, hvad der ellers skete, så meget af Dickens' og Ternans forhold bliver antydet frem for skildret direkte.
Det giver dog samtidig filmen en ret klodset opbygning, hvor Ternans liv efter Dickens' død bliver brugt til at illustrere hendes følelser, spejlet op mod flashbacks, hvor man faktisk ikke er helt sikker på, hvor forelsket hun egentlig var i første omgang. På den måde har filmen klart nogle pointer omkring en ung kvindes umulige rolle i sådan et spil i victoriatiden, hvor hun må stille sig tilfreds med at være elskerinden, der netop kun deler den kendte mands liv som en usynlig ledsager. Der er enormt meget forstillelse til stede, og Felicity Jones gør sådan set et fint stykke arbejde med at spille Ternan særdeles introvert.
Som kontrast er der meget mere spræl i Ralph Fiennes, for han har nemlig givet sig selv rollen som Dickens. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at han udfylder den rolle godt, og det er sjovt at se en version af Dickens med flere facetter, som ikke kun matcher de alvorlige sider af hans kendte værker, men også viser ham som en livlig, charmerende, kreativ mand, der bl.a. også var teaterinstruktør og skuespiller. Her er der igen en underliggende pointe i, at den berømte mand trods mumlen i krogene i herreklubben meget nemmere kunne overleve at bryde de sociale konventioner. Hvor hans unge elskerinde altså måtte rangeres helt ud på et sidespor.
På den måde leverer filmen sine pointer forholdsvis elegant, og Fiennes' iscenesættelse er i det hele taget pæn og ordentlig, ikke mindst visuelt, hvor der virkelig er victorianske kostumer og kulisser for alle pengene. Der bliver desuden leveret solidt skuespil, ud over de to hovedroller også af bl.a. Tom Hollander som Wilkie Collins og Kristin Scott Thomas som Ternans mor. Men i sidste ende lider "The Invisible Woman" også under at være så pæn og ordentlig og decideret underspillet. For Nelly Ternans historie er bare ikke ret interessant i sig selv, og filmen kommer til at mangle noget, der helt basalt kan engagere én - selv om jeg rent intellektuelt godt kan se, hvad det er, Fiennes forsøger at gøre ved at behandle meget af sit materiale på armslængde.
Det er den kærlighedshistorie og sammenstødet med sociale normer, som er i fokus i Ralph Fiennes' "The Invisible Woman". Mange af de præcise detaljer er gået tabt, for både Dickens og Ternan brændte deres breve, og Dickens-selskabet lagde låg på sagen i over 60 år, indtil alle Dickens' børn var døde. Men Fiennes får alligevel skruet en troværdig version af historien sammen i dette nydelige kostumedrama, som primært er baseret på en moderne biografi af Claire Tomalin.
Filmen tager loyalt udgangspunkt i kendte fakta - som fx at Dickens og Ternan mødte hinanden, da forfatteren satte et stykke af protegeen Wilkie Collins op, og at Catherine Dickens opdagede deres affære, da et guldarmbånd ved en fejl blev leveret til hende i stedet for Ternan. Og Fiennes lader respektfuldt filmen undgå at spekulere for meget i, hvad der ellers skete, så meget af Dickens' og Ternans forhold bliver antydet frem for skildret direkte.
Det giver dog samtidig filmen en ret klodset opbygning, hvor Ternans liv efter Dickens' død bliver brugt til at illustrere hendes følelser, spejlet op mod flashbacks, hvor man faktisk ikke er helt sikker på, hvor forelsket hun egentlig var i første omgang. På den måde har filmen klart nogle pointer omkring en ung kvindes umulige rolle i sådan et spil i victoriatiden, hvor hun må stille sig tilfreds med at være elskerinden, der netop kun deler den kendte mands liv som en usynlig ledsager. Der er enormt meget forstillelse til stede, og Felicity Jones gør sådan set et fint stykke arbejde med at spille Ternan særdeles introvert.
Som kontrast er der meget mere spræl i Ralph Fiennes, for han har nemlig givet sig selv rollen som Dickens. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at han udfylder den rolle godt, og det er sjovt at se en version af Dickens med flere facetter, som ikke kun matcher de alvorlige sider af hans kendte værker, men også viser ham som en livlig, charmerende, kreativ mand, der bl.a. også var teaterinstruktør og skuespiller. Her er der igen en underliggende pointe i, at den berømte mand trods mumlen i krogene i herreklubben meget nemmere kunne overleve at bryde de sociale konventioner. Hvor hans unge elskerinde altså måtte rangeres helt ud på et sidespor.
På den måde leverer filmen sine pointer forholdsvis elegant, og Fiennes' iscenesættelse er i det hele taget pæn og ordentlig, ikke mindst visuelt, hvor der virkelig er victorianske kostumer og kulisser for alle pengene. Der bliver desuden leveret solidt skuespil, ud over de to hovedroller også af bl.a. Tom Hollander som Wilkie Collins og Kristin Scott Thomas som Ternans mor. Men i sidste ende lider "The Invisible Woman" også under at være så pæn og ordentlig og decideret underspillet. For Nelly Ternans historie er bare ikke ret interessant i sig selv, og filmen kommer til at mangle noget, der helt basalt kan engagere én - selv om jeg rent intellektuelt godt kan se, hvad det er, Fiennes forsøger at gøre ved at behandle meget af sit materiale på armslængde.
20/10-2014
