Dårlige tabere

2.0
Én ting som "The Losers" i det mindste burde vide er, at hvis man gerne vil føre sig frem med det ene plot-twist efter det andet, skal man opfylde minimumskravet for en historie til at starte med.

Det her manuskript er så tyndt, tomt og tåbeligt, at jeg på intet tidspunkt kunne nyde 'The B Team'. Et selvfedt spektakel af en film. Og det er ellers en af dem, der bare skal nydes. Jeg har intet imod hjernedød underholdning, der vil udover stepperne og har det sjovt imens. Jeg morede mig eksempelvis kosteligt over "Smokin' Aces", som er i samme boldgade. Forskellen er bare, at man her krampagtigt prøver at være flabet og 'ung med de unge' frem for at være sin egen, og det er i en sådan grad, at det faktisk er miserabelt at overvære.

Der er en altafgørende scene, hvor vores hold af helte hijacker en fangetransport med deres nemesis ved hjælp af en helikopterbåren magnet. Kort forinden blev det ellers slået fast, at det var nemmere at kidnappe præsidenten end denne fangetransport. Men næh nej, det kører som smurt. Ja der er faktisk overskud til at fyre jokes af og give hinanden 'high fives', når ting eksploderer. Således dræber filmen den snert af spænding, der måtte opstå. Der er INTET på spil.

Det her er bare en kikset film. Humoren, som den hele vejen sætter sin lid til, er frygtelig....

"Oh shit! She's got a gun and... it's pointed at my dick. It's pointed at my dick!"

....nope, det var heller ikke sjovt anden gang.

Når der så samtidig er arbejdet så lidt med karaktererne, at de alle ender som endimensionelle klichéer, så er det vitterligt svært at tilgive de andre mangler. Instruktøren skal være glad for, at han har fået et cast, han ikke fortjener, og som redder filmen fra at gå helt i spåner. Jeffrey Dean Morgan og Idris Elba har så meget karisma, at end ikke 2010's tammeste oneliners kan dræbe den.
The Losers