Let musikalsk anretning med falset og mafia
3.0
Det er velkendt, at Clint Eastwood har et stort hjerte for musik. Han har lavet flere musikfilm og har også selv skrevet musikken til nogle af sine film. Alligevel var jeg overrasket over, at han har valgt at instruere "Jersey Boys" - filmatiseringen af den succesfulde Broadway-musical af samme navn, der fortæller historien om rock'n'roll-bandet The Four Seasons og særligt deres primære sanger, Frankie Valli. Den havde jeg ikke lige set som en oplagt Eastwood-film, mest fordi han plejer at være til jazz og blues, men også fordi den er et skridt væk fra de mere seriøse dramaer, som ellers har stået så stærkt i den sene del af Eastwoods karriere.
Jeg gætter på, at Eastwood er blevet fascineret af den historie bag musikken, som først for alvor kom frem, da musicalen havde premiere. Titlen "Jersey Boys" dækker over, at The Four Seasons havde rødder i New Jersey, hvor tre af bandets fire medlemmer voksede op i mindre pæne kvarterer i byen Belleville. De var nogle rødder, der som unge lavede indbrud og hæleri, og særligt én af dem - bandets stifter, Tommy DeVito - havde tætte forbindelser til den italienske mafia. Den relation til organiseret kriminalitet forfulgte bandet i lang tid, og ét af de centrale temaer i filmen er, hvordan det i sidste ende fik gruppen til at gå i opløsning.
Derudover er "Jersey Boys" også en fortælling om mere klassiske problemer med kreativ uenighed, og hvem der egentlig bestemte i bandet - der hen ad vejen kom til at være synonymt med Frankie Valli, selv om det altså ikke var ham, der skabte det i første omgang. Og det er interessant, at hele den baggrundshistorie om indre konflikter og mafiaforbindelser altså først blev bredt kendt via musicalen, som to af bandmedlemmerne, nemlig Valli og den primære sangskriver, Bob Gaudio, havde kreativ kontrol med.
På den ene side er det modigt at lukke op for fortiden på den måde, men på den anden side fik jeg fornemmelsen af, at netop Vallis og Gaudios styrende hænder er årsagen til, at "Jersey Boys" mange steder kun synes at kradse i overfladen. Det er tydeligt, at forlægget er en scenemusical, når historien bliver fortalt så episodisk, som det er tilfældet her. Der er sådan set mange fine detaljer undervejs, men filmen kommer aldrig rigtig i dybden med hverken konflikter eller personer - selv om det i øvrigt ikke er skænderier, der mangler. Livsfarlige situationer og store tragedier bliver groft sagt afsluttet med et kast med hånden, og det er simpelt hen utilfredsstillende.
Når det er sagt, er "Jersey Boys" så også en film med fine tidsbilleder, omhyggeligt bygget op via kulisser og kostumer, og den musikalske rejse med The Four Seasons og deres fine vokalarrangementer er overbevisende fra "Sherry" til "Can't Take My Eyes Off You", der rammer historien ind som det tidlige og det sene hit.
Stilmæssigt følger filmen musicalen og bryder konsekvent den fjerde væg, ved at bandets fire medlemmer på skift fungerer som fortæller direkte til publikum. Fordi de generelt taler med tyk italiensk accent, giver det ofte filmen en fornemmelse a la "Goodfellas" - hvilket er spøjst, fordi der faktisk er en forbindelse mellem The Four Seasons og "Goodfellas". I den spiller Joe Pesci en psykopatisk gangster ved navn Tommy DeVito, og det er næppe noget tilfælde, at det også er navnet på stifteren af The Four Seasons. For Pesci optræder direkte i "Jersey Boys" - han er nemlig også fra New Jersey, kendte bandmedlemmerne og var endda manden, der introducerede de andre for Bob Gaudio.
Det er bare én af mange gode detaljer i "Jersey Boys". En anden er, at Eastwood har fået Christopher Walken ind som den mafiaboss, der har en central rolle i bandets historie. The Four Seasons spilles derimod af ret ukendte navne, som primært er hentet fra opsætninger af scenemusicalen, og det fungerer også fint. Men som nævnt mangler der noget bund og noget, der kunne give filmen et ekstra gear. "Jersey Boys" er en pæn og ordentlig, men også bare jævnt okay musikalsk biopic.
Jeg gætter på, at Eastwood er blevet fascineret af den historie bag musikken, som først for alvor kom frem, da musicalen havde premiere. Titlen "Jersey Boys" dækker over, at The Four Seasons havde rødder i New Jersey, hvor tre af bandets fire medlemmer voksede op i mindre pæne kvarterer i byen Belleville. De var nogle rødder, der som unge lavede indbrud og hæleri, og særligt én af dem - bandets stifter, Tommy DeVito - havde tætte forbindelser til den italienske mafia. Den relation til organiseret kriminalitet forfulgte bandet i lang tid, og ét af de centrale temaer i filmen er, hvordan det i sidste ende fik gruppen til at gå i opløsning.
Derudover er "Jersey Boys" også en fortælling om mere klassiske problemer med kreativ uenighed, og hvem der egentlig bestemte i bandet - der hen ad vejen kom til at være synonymt med Frankie Valli, selv om det altså ikke var ham, der skabte det i første omgang. Og det er interessant, at hele den baggrundshistorie om indre konflikter og mafiaforbindelser altså først blev bredt kendt via musicalen, som to af bandmedlemmerne, nemlig Valli og den primære sangskriver, Bob Gaudio, havde kreativ kontrol med.
På den ene side er det modigt at lukke op for fortiden på den måde, men på den anden side fik jeg fornemmelsen af, at netop Vallis og Gaudios styrende hænder er årsagen til, at "Jersey Boys" mange steder kun synes at kradse i overfladen. Det er tydeligt, at forlægget er en scenemusical, når historien bliver fortalt så episodisk, som det er tilfældet her. Der er sådan set mange fine detaljer undervejs, men filmen kommer aldrig rigtig i dybden med hverken konflikter eller personer - selv om det i øvrigt ikke er skænderier, der mangler. Livsfarlige situationer og store tragedier bliver groft sagt afsluttet med et kast med hånden, og det er simpelt hen utilfredsstillende.
Når det er sagt, er "Jersey Boys" så også en film med fine tidsbilleder, omhyggeligt bygget op via kulisser og kostumer, og den musikalske rejse med The Four Seasons og deres fine vokalarrangementer er overbevisende fra "Sherry" til "Can't Take My Eyes Off You", der rammer historien ind som det tidlige og det sene hit.
Stilmæssigt følger filmen musicalen og bryder konsekvent den fjerde væg, ved at bandets fire medlemmer på skift fungerer som fortæller direkte til publikum. Fordi de generelt taler med tyk italiensk accent, giver det ofte filmen en fornemmelse a la "Goodfellas" - hvilket er spøjst, fordi der faktisk er en forbindelse mellem The Four Seasons og "Goodfellas". I den spiller Joe Pesci en psykopatisk gangster ved navn Tommy DeVito, og det er næppe noget tilfælde, at det også er navnet på stifteren af The Four Seasons. For Pesci optræder direkte i "Jersey Boys" - han er nemlig også fra New Jersey, kendte bandmedlemmerne og var endda manden, der introducerede de andre for Bob Gaudio.
Det er bare én af mange gode detaljer i "Jersey Boys". En anden er, at Eastwood har fået Christopher Walken ind som den mafiaboss, der har en central rolle i bandets historie. The Four Seasons spilles derimod af ret ukendte navne, som primært er hentet fra opsætninger af scenemusicalen, og det fungerer også fint. Men som nævnt mangler der noget bund og noget, der kunne give filmen et ekstra gear. "Jersey Boys" er en pæn og ordentlig, men også bare jævnt okay musikalsk biopic.
01/11-2014
