En på alle måder kølig thriller
4.0
David Fincher leverer endnu en effektiv, særdeles vellavet thriller med "Gone Girl", hvis hovedperson er Nick, der på sin bryllupsdag kommer hjem og opdager, at hans kone, Amy, er forsvundet, og der er tegn på kamp i deres hus. Nick slår med det samme alarm, og eftersøgningen udvikler sig til et landsdækkende mediecirkus, ikke mindst drevet af, at Amy i sin barndom var inspirationskilden til hendes forældres succesfulde serie af børnebøger om Amazing Amy. Og snart begynder der at vise sig tegn på, at hendes mand ikke har rent mel i posen.
"Gone Girl" er baseret på en rost roman af samme navn af Gillian Flynn, som også selv har skrevet filmmanuskriptet. I form er det som nævnt en thriller, hvor spændingen naturligvis ligger omkring, hvad der er sket med den forsvundne kvinde. Amy og Nick var ellers det perfekte søde par, men efter finanskrisen mistede de begge deres job og var nødt til at flytte fra New York til mandens hjemby i Missouri for at tage sig af Nicks døende mor. Og i drypvise flashbacks får man så rullet ud, hvordan deres forhold langsomt blev forsuret. Hvilket naturligvis spiller op mod filmens gåde: Er Nick skyldig? Eller er det mon én af de forsmåede mænd fra Amys fortid, der er involveret, eller hvad er der sket? Usikkerheden bliver dygtigt holdt ved lige af fortællemæssige tricks fra Fincher, som bl.a. gentager romanens brug af skiftende fortællerperspektiv og på den måde skaber tvivl om, hvad der egentlig er sandheden.
Under thriller-overfladen handler "Gone Girl" også om parforhold og ikke mindst udfordringen ved at holde sammen på et forhold, når drømmen om det perfekte liv krakelerer. Her især udstillet igennem den forsvundne kvindelige hovedrolle, der altså er vokset op med et andet jeg, som blev fremvist som en perfekt rollemodel i forældrenes bøger. På sin vis gør det Amys forældre, særligt moderen, til historiens største skurke, og Rosamund Pike brænder flot igennem som Amy. Hun har netop udseendet til at spille på den cool, lækre facade, men også teknikken til at få masser af usikkerheder og problemer frem underneden.
Ben Affleck er tilsvarende stærkt castet som Nick, for Affleck har også den der lækre facade, der bare kan virke så kunstig, at der nok stikker noget under. De to hovedroller går flot i spænd - eller rettere ikke i spænd - med hinanden, og derudover har filmen en stribe præcist spillede biroller, hvor især Carrie Coon skiller sig ud som Nicks køligt rapkæftede tvillingesøster. Det er også sjovt at se Tyler Perry i en velfungerende rolle som den advokat med speciale i at forsvare utro ægtemænd, Nick ender med at hyre. Perry er ikke rigtig kendt i Danmark, men i USA er han bl.a. berømt som manden bag en stribe fladpandede, men succesfulde komedier, og han er én af de rigeste mænd i USA's underholdningsbranche - han har fx præsteret at overgå Steven Spielberg i årlig indtjening!
"Gone Girl" er helt generelt en enormt vellavet film, hvor Fincher med stort overblik har sørget for, at der er kælet for alle detaljer, som bliver eksekveret af stort set samme hold som på hans to seneste film. Jeff Cronenweth leverer endnu en gang blåtonet stilfulde billeder, der er med til at definere filmens iskolde stemning. Det samme er filmens stærke soundtrack, der kommer fra Atticus Ross og Trent Reznor, og den er også dygtigt klippet af Kirk Baxter.
Det hele er som nævnt effektivt og dygtigt skruet sammen, men til gengæld er "Gone Girl" måske også lidt for opsat på at være snedig i afviklingen af plottet. Jeg synes i hvert fald, at den allerede tidligt i historien tager nogle drejninger, hvor jeg tænker, at personerne mest af alt handler sådan for at få filmen til at være mystisk og spændende. Når man på den måde trækker historiens suspension of disbelief til det maksimale, bliver 149 minutters spilletid ret meget, og jeg savnede det ekstra kick, som kunne sparke filmens dilemmaer helt ind under huden på én - og dermed have gjort den til mere end en udspekuleret thriller, der køligt manipulerer med sit publikum. Men Fincher kan altså også sit kram, og "Gone Girl" er en yderst velproduceret film, der absolut fænger som krimigåde.
"Gone Girl" er baseret på en rost roman af samme navn af Gillian Flynn, som også selv har skrevet filmmanuskriptet. I form er det som nævnt en thriller, hvor spændingen naturligvis ligger omkring, hvad der er sket med den forsvundne kvinde. Amy og Nick var ellers det perfekte søde par, men efter finanskrisen mistede de begge deres job og var nødt til at flytte fra New York til mandens hjemby i Missouri for at tage sig af Nicks døende mor. Og i drypvise flashbacks får man så rullet ud, hvordan deres forhold langsomt blev forsuret. Hvilket naturligvis spiller op mod filmens gåde: Er Nick skyldig? Eller er det mon én af de forsmåede mænd fra Amys fortid, der er involveret, eller hvad er der sket? Usikkerheden bliver dygtigt holdt ved lige af fortællemæssige tricks fra Fincher, som bl.a. gentager romanens brug af skiftende fortællerperspektiv og på den måde skaber tvivl om, hvad der egentlig er sandheden.
Under thriller-overfladen handler "Gone Girl" også om parforhold og ikke mindst udfordringen ved at holde sammen på et forhold, når drømmen om det perfekte liv krakelerer. Her især udstillet igennem den forsvundne kvindelige hovedrolle, der altså er vokset op med et andet jeg, som blev fremvist som en perfekt rollemodel i forældrenes bøger. På sin vis gør det Amys forældre, særligt moderen, til historiens største skurke, og Rosamund Pike brænder flot igennem som Amy. Hun har netop udseendet til at spille på den cool, lækre facade, men også teknikken til at få masser af usikkerheder og problemer frem underneden.
Ben Affleck er tilsvarende stærkt castet som Nick, for Affleck har også den der lækre facade, der bare kan virke så kunstig, at der nok stikker noget under. De to hovedroller går flot i spænd - eller rettere ikke i spænd - med hinanden, og derudover har filmen en stribe præcist spillede biroller, hvor især Carrie Coon skiller sig ud som Nicks køligt rapkæftede tvillingesøster. Det er også sjovt at se Tyler Perry i en velfungerende rolle som den advokat med speciale i at forsvare utro ægtemænd, Nick ender med at hyre. Perry er ikke rigtig kendt i Danmark, men i USA er han bl.a. berømt som manden bag en stribe fladpandede, men succesfulde komedier, og han er én af de rigeste mænd i USA's underholdningsbranche - han har fx præsteret at overgå Steven Spielberg i årlig indtjening!
"Gone Girl" er helt generelt en enormt vellavet film, hvor Fincher med stort overblik har sørget for, at der er kælet for alle detaljer, som bliver eksekveret af stort set samme hold som på hans to seneste film. Jeff Cronenweth leverer endnu en gang blåtonet stilfulde billeder, der er med til at definere filmens iskolde stemning. Det samme er filmens stærke soundtrack, der kommer fra Atticus Ross og Trent Reznor, og den er også dygtigt klippet af Kirk Baxter.
Det hele er som nævnt effektivt og dygtigt skruet sammen, men til gengæld er "Gone Girl" måske også lidt for opsat på at være snedig i afviklingen af plottet. Jeg synes i hvert fald, at den allerede tidligt i historien tager nogle drejninger, hvor jeg tænker, at personerne mest af alt handler sådan for at få filmen til at være mystisk og spændende. Når man på den måde trækker historiens suspension of disbelief til det maksimale, bliver 149 minutters spilletid ret meget, og jeg savnede det ekstra kick, som kunne sparke filmens dilemmaer helt ind under huden på én - og dermed have gjort den til mere end en udspekuleret thriller, der køligt manipulerer med sit publikum. Men Fincher kan altså også sit kram, og "Gone Girl" er en yderst velproduceret film, der absolut fænger som krimigåde.
14/12-2014
