Mislykket udgave af den store amerikanske fortælling

2.0
Susanne Biers anden amerikanske film er en romantisk tragedie fra depressionstidens USA. Her har en driftig forretningsmand, George Pemberton, bygget en succesfuld tømmerforretning i North Carolina. På en tur til Boston møder han Serena, en ung kvinde af byens bedre borgerskab, der i sin barndom blev gjort forældreløs af en tragisk brand. De forelsker sig og bliver snart gift, og Serena viser sig at kunne matche alle, når det gælder tømmerbranchen og vildmarksliv. Men deres lykke bliver truet, både fordi George forinden har fået et barn med sin hushjælp, og fordi firmaet bliver presset af krisen og forslag, om at skovområdet i North Carolina skal indlemmes i en nationalpark.

Det er nemt at se, hvad der har fået Bier og filmens fine rolleliste til at tænde på "Serena". Den stræber efter at fortælle den store amerikanske historie om balancen mellem entreprenørånd og grådighed, kombineret med en stor romantisk historie, der også forholder sig til kønsroller. Der er kimen til en stor fortælling i historien om ægteparret, der med lige dele passion og hensynsløshed stræber efter storhed, men bliver fældet af deres egne utilstrækkeligheder. Og Bier forsøger at iscenesætte den som et storladent klassisk melodrama i en oldschool-stil, hvor man nemt kunne forestille sig nogle af 40'ernes eller 50'ernes store Hollywood-stjerner i hovedrollerne.

Problemet er bare, at "Serena" slet ikke lever op til potentialet, men i stedet slår revner i alle ender og kanter. Ansvaret ligger først og fremmest hos Christopher Kyles manuskript, som kort fortalt er temmelig talentløst. Der er masser af spændende brikker at arbejde med, men de bliver ikke brugt til en ordentlig dramatisk opbygning. I stedet virker det, som om hver eneste scene forsøger at give den maksimalt gas på melodrama, og det kommer altså bare til at virke kunstigt og oppustet i længden. For slet ikke at tale om den helt ekstremt klodsede symbolik, filmen benytter sig af, hvor der bliver sat lighedstegn mellem kvindelighed og utæmmelig natur på et niveau, hvor selv Freud ville banke hovedet ned i skrivepulten. Eller at hele sideplottet om nationalparken med fordel bare kunne have været redigeret ud.

Oveni er der tilmed ændret væsentligt på historiens klimaks i forhold til den roman, "Serena" er baseret på. Jeg kan godt se, at romanens slutning passer langt værre til en filmisk fortællestil, men Kyles omskrivning giver faktisk historien en helt anden morale og tager slagkraften ud af dens spidse pointer om den amerikanske drøm.

Midt i det rod af et manuskript lykkes det så faktisk skuespillerne at gøre et okay stykke arbejde. Jennifer Lawrence bringer ikke overraskende en hel del pondus til rollen som Serena, der i hendes skikkelse bliver en passioneret ildsjæl, som ikke vil lade noget komme i vejen for sig - og selv rollens enorme stemningsskift virker næsten troværdige. Bradley Cooper er også okay som George, som han gør til en meget glat entreprenørtype, der ligger lidt længere væk fra stereotypen. Det er nemt at se Lawrence som en version af en typisk Barbara Stanwyck-rolle, mens der er lidt længere fra Cooper til den Clark Gable-type, hans rolle klart lægger sig opad. Ud over de to er det især Rhys Ifans, der er mindeværdig i en meget atypisk rolle som tømmerfirmaets barske håndlanger.

Men selv i brugen af skuespillerne kan man se, at kæden ét eller andet sted er hoppet af i produktionen af "Serena". Når Bier har hentet store danske navne som Bodil Jørgensen og Kim Bodnia ind til optagelserne, har det næppe været meningen, at deres biroller ikke engang skulle have replikker.

"Serena" er ganske simpelt en mislykket film. Ikke mislykket på en totalt kikset og pinlig måde, for den er aldrig uinteressant, og der er fine elementer i både dens visualisering af en Technicolor-agtig version af depressionstiden og i skuespillernes arbejde med karakterskildringen. Det lykkes bare aldrig Bier at få de forskellige dele til at arbejde sammen, og derfor bliver "Serena" et overstyret og overfortalt melodrama - frem for den store historie om USA's sjæl, den tydeligvis sigter efter.
Serena