Lettere tandløs klassekamp

To nye Oxford-studerende bliver inviteret ind i The Riot Club - en flere hundrede år gammel hemmelig studenterklub, hvor elitens børn dyrker udskejelser i druk, grovæderi og hærværk. De to nye medlemmer kommer med vidt forskellig tilgang til klubben, og begivenhederne kulminerer ved klubbens årlige festmiddag på en afsides pub, som ikke aner, hvad de skal lægge hus til.

"The Riot Club" er baseret på et teaterstykke af Laura Wade, der selv har skrevet forlægget om til film. Men inspiration kommer helt klart fra den virkelige Bullingdon Club, som er berømt og berygtet for at hærge i Oxford og omegn, og som derudover rygtes til at være et centralt netværk for indflydelsesrige medlemmer af den britiske overklasse - fx var premierminister David Cameron med i klubben i sin tid på Oxford. Og "The Riot Club" tager da også fat i de åbenlyse problematikker omkring en overklasse, der tror, at deres magt og penge betyder, at de kan tillade sig hvad som helst. Og som tilmed bliver belønnet for det senere i livet, fordi medlemmerne af klubben generelt ender på vigtige poster i samfundet.

Udskejelserne i The Riot Club skildres i filmen som noget, der starter med tåbelige drengestreger, men eskalerer ud helt af kontrol. Det er en ganske forudsigelig opbygning, hvor spørgsmålet bare er, hvad der ender med at gå grueligt galt - ikke hvordan det gør det. På den måde skal historien selvfølgelig sparke til det britiske klassesamfund, men fordi kritikken bliver så forudsigeligt leveret, synes jeg også, den bliver en anelse tandløs. Jeg sad i hvert fald tilbage med et billede af en flok unge overklasseløg og ritualer, som bare virkede som noget fra en svunden tid. Hvilket måske er en del af pointen, men i så fald formåede filmen altså ikke at lave en stærk nok kobling til, at det her stadig er relevant at bekymre sig om i nutiden. Men der er fiktionen så i den grad også blevet overhalet af virkeligheden, hvor de i England lige nu har gang i en kæmpe skandale om organiseret pædofili i de fineste kredse. Sammenlignet med den omgang er "The Riot Club" sådan lidt nå ja, fint nok ...

Så i mine øjne er der altså ét eller andet i arbejdet fra manuskriptforfatter Wade til instruktør Lone Scherfig, som ikke sidder helt i skabet. Scherfig får spillet filmens temaer alt for åbenlyst ud, og der er så mange småkonflikter i personer og situationer, at det ender med at skabe en overeksponering af den overordnede tematiske konflikt. Filmen er fx så forhippet på at vise det urimelige i overklassedrengenes opførsel, at den lidt glemmer at etablere, hvorfor det i første omgang er så attraktivt at komme med i klubben.

Selv om "The Riot Club" altså mangler det sidste bid, er filmen lavet på en bund af kvalitet. Det filmtekniske er i orden med god brug af locations i Oxford og omegn, og særligt Sam Claflin gør det godt som det dumme svin af de to nye Riot Club-medlemmer. Generelt er der solide præstationer fra en stribe yngre britiske skuespillere, men Claflin får dog ikke helt effektivt modspil af Max Irons som den sympatiske af de nye medlemmer - han er lidt for ensidig i rollen og overbeviser ikke om, at han skulle have noget nær samme talent som sin berømte far.

Der er altså en del lyspunkter i "The Riot Club" - også Holliday Grainger i en fin rolle som Irons' kæreste - men samlet set kommer den ikke i mål med den skarpe klassekritik, den tydeligvis sigter efter.