Dejligt udknaldet hippieportræt

Efter et par kommercielt succesfulde, men kunstnerisk knap så fantastiske film er Ole Christian Madsen tilbage i det spor, som i sin tid fik ham omtalt som den mest talentfulde instruktør i sin årgang på Filmskolen (hvor et par af de andre elever hed Per Fly og Thomas Vinterberg). For "Steppeulven" har klart den fornemmelse af, at der er noget på spil og investeret noget personligt, som jeg fx savnede i "Flammen & Citronen".

Hovedpersonen er ét af de mest mytiske mennesker i dansk rockmusik. Eik Skaløe, kendt som forsanger i Steppeulvene. "Itsi Bitsi, tag med mig til Nepal". Filmen samler Skaløe op i starten af 60'erne, hvor han kortvarigt er politisk aktivist og redaktør for et venstreorienteret tidsskrift. Indtil han beslutter sig for, at politik også er for konservativt og i stedet søger udad, tomler rundt i verden, eksperimenterer med stoffer og grifler på den poesi, som udvikler sig til teksterne på Steppeulvenes eneste album. Men i det politiske miljø når han også at møde Iben Nagel Rasmussen, som bliver den store kærlighed, sangens Itsi Bitsi og Skaløes on/off-kæreste i årene op til, at han i 1968 begår selvmord i grænselandet mellem Indien og Pakistan.

Her er det væsentligt at pointere, at filmen er helt åben omkring, at den er "frit inspireret" af Eik Skaløes liv. Men forfatter-instruktør Madsen har altså fortolket det liv som en tosidet historie, der på den ene side handler om en rastløs drømmer og ærkeprovokatør, på den anden side er en stor kærlighedsfortælling, hvor den ubetingede hengivenhed til Iben er den store positive drivkraft i Skaløes liv - samtidig med at han i sine klareste øjeblikke er klar over, at deres kærlighed måske altid vil være gensidigt destruktiv.

Det er en stor, rørende historie, som Madsen samtidig får foldet fint ud til et fascinerende billede af datidens mest kompromisløse beatniks og hippier. Betingelsesløse idealister på den ene side, totalt fucked-up på den anden. For efter at Eik og Iben i en afgørende sekvens har været på hashrygerkursus i Athen, skrider det virkelig ud i massivt og livsfarligt stofmisbrug. Og særligt Skaløe kan ikke rigtig finde ud af at balancere idealet om frie forhold med besidderisk kærlighed. Men samtidig har han altså det drive og talent, som gør ham til hovedkraften bag "Hip", der står som en milepæl i dansk rockhistorie og er grunden til, at der overhovedet er nogen, som husker Eik Skaløe i dag. Musikken bliver naturligvis også flot gengivet i filmen.

Den største positive overraskelse ved "Steppeulven" er debutanten Joachim Fjelstrup, som er fremragende i hovedrollen. Han spiller Skaløe med enorm sjæl og karisma, men også med scener, hvor han fremstår som både en galning og et rigtig dumt svin. Det er en flot favnende rolle, der absolut gør myten om manden ære. Samtidig slår Fjelstrups samspil med Marie Tourell Søderberg virkelig gnister, for hun er lige så fremragende som Iben Nagel Rasmussen - der fremstår som en lidt spacy og opmærksomhedssøgende, men også grundlæggende sød ung kvinde, som dog er ved helt at miste sig selv undervejs. En tredje skarp rolle er Christian Gade Bjerrum som hashguruen, og det er en stor styrke ved filmen, at Madsen generelt har indspillet den med ukendte, men dygtige unge skuespillere (Søderberg er dog i mellemtiden blevet kendt fra "1864"). Det eneste velkendte ansigt fra dansk film er Thure Lindhardt, som så faktisk har én af filmens svageste roller som Skaløes stivstikker-far.

"Steppeulven" er et rigtig fint stykke frit fortolket dansk kulturhistorie. Den tager sig helt åbent en række friheder med sit materiale, som på nogle punkter faktisk var en endnu mere sørgelig historie i virkeligheden. Men Madsen og medforfatter Bo hr. Hansen har skruet en virkelig velfungerende fortælling om hippie-generationens storhed og fald sammen, koncentreret i én kompromisløs og tragisk oprører. Det er en ofte kantet, smårodet og skævt morsom film, som også lejlighedsvis syrer ud i Jørgen Johanssons flotte billedside. Men det er jo kun passende, at filmen ligesom sin hovedperson er utraditionel, og "Steppeulven" har virkelig sjæl. Jeg er positivt overrasket over, at det kan lade sig gøre at gøre Eik Skaløes begrænsede livshistorie så interessant og vedkommende. Og på et mere overordnet plan er jeg glad for at se Ole Christian Madsen komme tilbage på sporet og bekræfte, at han faktisk er den mest talentfulde fra Filmskolens gyldne årgang. Det giver fire store stjerner hos mig.