Medrivende og slagkraftig skildring af et centralt punkt i USA's nyere historie
5.0
I 1965 havde den amerikanske borgerrettighedsbevægelse vundet sine første store sejre. Det var ikke mindst blevet gjort ulovligt at adskille folk efter hudfarve. Men selv om den sorte del af befolkningen dermed havde vundet formel lighed, kneb det stadig i praksis, særligt i Sydstaterne, hvor lokale embedsmænd fx brugte alle mulige kneb for at forhindre sorte i at stemme. Martin Luther King og hans kristne borgerrettighedsforkæmpere valgte den problemstilling som deres næste store slag, og efter at have kigget på forskellige muligheder tog de udgangspunkt i den lille by Selma i Alabama.
"Selma" skildrer de dage i marts 1965, hvor King og hans følgesvende sætter fokus på stemmeret ved at arrangere en protestmarch fra Selma til delstatshovedstaden Montgomery. Men de lokale myndigheder ser dem som ballademagere og vil ikke have nogen march, så de forsøger at stoppe den med magt. Hvilket løber helt ud af kontrol, især på den dag, der er gået over i historien som amerikanernes Bloody Sunday.
Iscenesættelsen af marcherne og volden er gribende og skræmmende, men samtidig kommer instruktør Ava DuVernay og forfatter Paul Webb også dygtigt rundt om de mange ting, der foregår i kulisserne. Der er det politiske spil, der udspiller sig mellem Kings SCLC-organisation og de lokale borgerrettighedsgrupper, som ikke nødvendigvis er begejstrede for, at King & co. kommer og stjæler al opmærksomheden, bare fordi de har en særligt stivnakket racistisk sheriff i Selma. Der er det politiske spil på højeste niveau, hvor King flere gange mødes med præsident Lyndon Johnson, og Johnson med Alabamas berygtede demokratiske guvernør, George Wallace, som opportunistisk er valgt på en racistisk platform og derfor ikke vil give sig. Og der er FBI, som lurer i skyggerne og decideret forsøger at miskreditere borgerrettighedsbevægelsen, fordi J. Edgar Hoover ser King som en farlig kommunistisk agitator.
Det sidste omsætter instruktør DuVernay elegant til et fortælleteknisk trick, der giver filmen en ekstra fornemmelse af autenticitet, ved at hun bruger udskrifter fra FBI's overvågning og aflytning af King som overlay på billederne, der er med til at sætte scenerne. Men "Selma" er helt generelt en virkelig stramt komponeret og velfungerende film, hvor mange informationer er komprimeret sammen på et par timer, samtidig med at man effektivt får sat billeder på, hvor himmelråbende uretfærdigt de sorte blev behandlet, og med hvilken brutalitet white power-folkene forsøgte at forsvare status quo.
I centrum af det meste af filmen er en fremragende David Oyelowo som Martin Luther King. En åbenlyst udfordrende rolle, for det er ikke nemt at skulle gengive en legendarisk skikkelse med så meget karisma og så stor retorisk begavelse. Men Oyelowo klarer det med bravour, og samtidig giver manuskriptet ham også lov til at komme mere nuanceret rundt om King, ved at man fx får illustreret, at Kings ægteskab knager i fugerne. Carmen Ejogo gør det også udmærket som konen, og derudover er filmen selvsagt fyldt med andre ikoner fra borgerrettighedsbevægelsen - hvor bl.a. Colman Domingo, Common, Lorraine Toussaint og Stephan James fint løfter deres roller ud af historiebøgerne. Blandt Kings modstandere er det især Tim Roth, der er mindeværdig som guvernør Wallace, mens Tom Wilkinson omvendt er et lidt sjovt valg som præsident Johnson (der så også var en spøjs karakter i sig selv).
"Selma" er en virkelig velfungerende og medrivende skildring af en ekstremt vigtig bid af USA's moderne historie. Instruktør DuVernay forfalder heldigvis ikke til udpenslet følelsesporno, men lader i stedet begivenhederne tale for sig selv - og det gør de så med stor slagkraft. For der er en vigtig pointe i at huske, at det kun er 50 år siden, at USA var et så rendyrket uretfærdigt sted, og at statsmagten vel at mærke strittede imod forandringer på rigtig mange planer. Det er ikke mindst vigtigt at huske, fordi spørgsmålet om at få lov til at udøve sin stemmeret stadig er højaktuelt i dag, hvor der igen fuskes med procedurerne for vælgerregistrering en del steder, og hvor det konservative flertal i USA's højesteret for et par år siden fjernede magtmidlerne i den lov om beskyttelse af stemmeret, som begivenhederne i Selma førte til. Det er selvfølgelig heller ikke noget tilfælde, at man hen over slutcredits i "Selma" hører en sang, der refererer til Ferguson, Missouri. Den sang indeholder nemlig al den indignation, som "Selma" også genopliver med imponerende stor effekt.
"Selma" skildrer de dage i marts 1965, hvor King og hans følgesvende sætter fokus på stemmeret ved at arrangere en protestmarch fra Selma til delstatshovedstaden Montgomery. Men de lokale myndigheder ser dem som ballademagere og vil ikke have nogen march, så de forsøger at stoppe den med magt. Hvilket løber helt ud af kontrol, især på den dag, der er gået over i historien som amerikanernes Bloody Sunday.
Iscenesættelsen af marcherne og volden er gribende og skræmmende, men samtidig kommer instruktør Ava DuVernay og forfatter Paul Webb også dygtigt rundt om de mange ting, der foregår i kulisserne. Der er det politiske spil, der udspiller sig mellem Kings SCLC-organisation og de lokale borgerrettighedsgrupper, som ikke nødvendigvis er begejstrede for, at King & co. kommer og stjæler al opmærksomheden, bare fordi de har en særligt stivnakket racistisk sheriff i Selma. Der er det politiske spil på højeste niveau, hvor King flere gange mødes med præsident Lyndon Johnson, og Johnson med Alabamas berygtede demokratiske guvernør, George Wallace, som opportunistisk er valgt på en racistisk platform og derfor ikke vil give sig. Og der er FBI, som lurer i skyggerne og decideret forsøger at miskreditere borgerrettighedsbevægelsen, fordi J. Edgar Hoover ser King som en farlig kommunistisk agitator.
Det sidste omsætter instruktør DuVernay elegant til et fortælleteknisk trick, der giver filmen en ekstra fornemmelse af autenticitet, ved at hun bruger udskrifter fra FBI's overvågning og aflytning af King som overlay på billederne, der er med til at sætte scenerne. Men "Selma" er helt generelt en virkelig stramt komponeret og velfungerende film, hvor mange informationer er komprimeret sammen på et par timer, samtidig med at man effektivt får sat billeder på, hvor himmelråbende uretfærdigt de sorte blev behandlet, og med hvilken brutalitet white power-folkene forsøgte at forsvare status quo.
I centrum af det meste af filmen er en fremragende David Oyelowo som Martin Luther King. En åbenlyst udfordrende rolle, for det er ikke nemt at skulle gengive en legendarisk skikkelse med så meget karisma og så stor retorisk begavelse. Men Oyelowo klarer det med bravour, og samtidig giver manuskriptet ham også lov til at komme mere nuanceret rundt om King, ved at man fx får illustreret, at Kings ægteskab knager i fugerne. Carmen Ejogo gør det også udmærket som konen, og derudover er filmen selvsagt fyldt med andre ikoner fra borgerrettighedsbevægelsen - hvor bl.a. Colman Domingo, Common, Lorraine Toussaint og Stephan James fint løfter deres roller ud af historiebøgerne. Blandt Kings modstandere er det især Tim Roth, der er mindeværdig som guvernør Wallace, mens Tom Wilkinson omvendt er et lidt sjovt valg som præsident Johnson (der så også var en spøjs karakter i sig selv).
"Selma" er en virkelig velfungerende og medrivende skildring af en ekstremt vigtig bid af USA's moderne historie. Instruktør DuVernay forfalder heldigvis ikke til udpenslet følelsesporno, men lader i stedet begivenhederne tale for sig selv - og det gør de så med stor slagkraft. For der er en vigtig pointe i at huske, at det kun er 50 år siden, at USA var et så rendyrket uretfærdigt sted, og at statsmagten vel at mærke strittede imod forandringer på rigtig mange planer. Det er ikke mindst vigtigt at huske, fordi spørgsmålet om at få lov til at udøve sin stemmeret stadig er højaktuelt i dag, hvor der igen fuskes med procedurerne for vælgerregistrering en del steder, og hvor det konservative flertal i USA's højesteret for et par år siden fjernede magtmidlerne i den lov om beskyttelse af stemmeret, som begivenhederne i Selma førte til. Det er selvfølgelig heller ikke noget tilfælde, at man hen over slutcredits i "Selma" hører en sang, der refererer til Ferguson, Missouri. Den sang indeholder nemlig al den indignation, som "Selma" også genopliver med imponerende stor effekt.
09/04-2015
