Eventyr med kæmpestort E

5.0
Disney-studierne omsætter det kendte og elskede eventyr om Askepot til realfilm i denne imponerende produktion, som Kenneth Branagh i instruktørstolen formår at give overraskende stor gennemslagskraft.

I de senere år har det været på mode at lave revisionistiske eventyrfilm med nyfortolkninger af de klassiske historier, men Branagh og Disney går her i den stik modsatte retning og laver i stedet en film, der er 100% tro mod eventyret, som vi kender det. Med fuldt tryk på romantik og eventyrlig farveladestil. Og det virker utroligt godt.

Branagh lader historien få lov til at udfolde sig lidt langsommere, end den gør i den klassiske tegnefilm, så der kommer noget mere kød på forhistorien om Askepots forhold til sin far og den tragedie, der rammer hende med hans død, hvorefter hun er overladt til sin onde stedmor og to trælse stedsøstre. Filmen har især et kæmpestort aktiv i Cate Blanchett, der er helt fantastisk som den selvglade, nedrige og sleske stedmor, som hun spiller med en statelig overlegenhed iført et sæt utrolige kjoler fra Sandy Powell, der har lavet et blændende stykke arbejde med filmens kostumer.

I det hele taget er "Cinderella" visuelt totalt overdådig. Ud over kostumerne leverer veteranen Dante Ferretti et lige så forrygende production design, og fotograf Haris Zambarloukos omsætter et smukt grundmateriale til en smuk film - hvor billederne naturligvis også glider sammen med fine computeranimationer, især da den gode fe kommer på banen.

Feen er i øvrigt et herligt excentrisk indslag fra Helena Bonham Carter, og Holliday Grainger og Sophie McShera er også fint valgt som stedsøstrene. Men det er altså Blanchett, som har filmens store rolle, stærkt efterfulgt af Lily James, der formår at gøre Askepot gennemført knuselskeligt sød og rar og god mod dyr, uden at hun kommer ud over den kant, hvor det bliver irriterende.

"Cinderella" var en stor positiv overraskelse for mig. Det er virkelig Disney, der har omfavnet selskabets egen historie og sluppet Branagh løs på en klassiker sammen med et stærkt produktionshold og et fint udvalg af skuespillere. Resultatet er eventyr med kæmpestort E, og det virker fremragende.
Eventyret om Askepot - Org.Vers.