Lille, men underholdende

4.0
Marvel tager en afstikker til én af deres mere særprægede superhelte med "Ant-Man", som introducerer en helt, der kan gøre sig meget lille og kontrollere myrer. I tegneserierne har Ant-Man i flere omgang været medlem af The Avengers, så de har naturligvis tænkt også tænkt sig at flette ham ind i de kommende Avengers-film. Men i første omgang debuterer han altså på film i en solohistorie.

Faktisk handler filmen om Ant-Man nummer to, for dens hovedperson er en tidligere indbrudstyv, der forsøger at leve lovlydigt, efter han kommer ud af fængslet. Det går dog ikke så godt, og derfor lader han sig overtale til at hjælpe nogle venner med et bræk. Og det fører så til, at han får tilbudt at blive den nye Ant-Man af videnskabsmanden, der har opfundet den revolutionerende skrumpeteknologi og nu forsøger at forhindre, at den falder i hænderne på de forkerte.

Det virkelig begavede ved "Ant-Man" er, at bagmændene har skåret den skarpt ind omkring, hvad der egentlig er essensen ved dens helt. Han er lille og dermed god til at snige sig ind, hvor ingen andre kan komme. Og derfor arbejder de i konsekvent kupfilm-stil - både før og efter helten får sine superkræfter. Det er godt set og giver en herlig kæk stemning, der ligger et sted mellem Mission: Impossible og Olsen-Banden.

Samtidig leverer instruktør Peyton Reed historien med et stort glimt i øjet, både med mange veltimede jokes, et velafviklet plot og god brug af de ret vilde effekter, der kan komme ud af, at folk skrumper og vokser på livet løs, når der virkelig er gang i handlingen. Det giver blandt andet nogle fede og samtidig morsomme actionscener. Reed er ellers en instruktør, der mest har ligegyldige romcoms på CV'et, men her får han en herlig film ud af det manuskript, han har overtaget fra Edgar Wright og Joe Cornish.

Paul Rudd er et også et supergodt valg til hovedrollen, som han balancerer fint mellem det meget heltemodige og det menneskelige - en vigtig detalje i opbygningen af hans karakter er, at han kæmper for at fastholde et godt forhold til sin datter. Og far-datter-temaet går igen i det fint spillede forhold mellem Michael Douglas som den geniale videnskabsmand bag skrumpeteknologien og Evangeline Lilly som hans snarrådige datter. Douglas' rolle, Henry Pym, er en stor rolle i Marvel-universet, hvor Pym er en kompleks karakter, der har haft mange inkarnationer som forskellige helte - og Douglas gør det fint som en aldrende version af ham.

Til sammenligning er Corey Stoll mere ligegyldig som filmens hovedskurk, som dog tjener sit formål som en gal mand med onde planer. Men til gengæld har Michael Peña en strålende birolle som hovedpersonens bedste ven, der er et helt usædvanligt velfungerende comic sidekick og en central del af kupfilm-stilen.

"Ant-Man" var absolut en positiv overraskelse for mig. Den fungerer fra start til slut og er dejlig underholdning i den mere letbenede Marvel-stil. Fans vil derudover glæde sig over, at vi også får introduceret heltens kvindelige modstykke, The Wasp, som er en mindst lige så vigtig del af Avengers-fortællingerne. Og så er der altså en åbenlys kobling til resten af Marvels filmunivers, så vi stensikkert vil se Ant-Man igen sammen med andre superhelte. Fire store stjerner til en overraskende god superheltefilm.
Ant-Man - 3 D