Bond Engang Bare Bedst (få hurtige ord herfra)
3.0
Bond bare bedst, men så alligevel ikke. Jo, der lægges godt ud og bydes på en fremragende, om end lidt uigennemtænkt actionsekvens, der trods et par fadæser, giver en et sus. Men det er så desværre nok også filmens største.
Det er naturligvis en film der er teknisk flot. Den er godt fotograferet, selv om ”Skyfall” så bedre ud, og har flere momenter der rummer det grandiose. Beklageligvis er der også så mange løse ender og svage beslutninger i manuskriptet, at det ender med at irritere en mere og mere des mere tanke man giver filmen.
Muligt at instruktør Sam Mendes og forfatterne bag fortællingen gerne vil give Bond en dybere tematik, men udover at tematikken virker banal og søgt, så glemmer de det grundlæggende i at få en historie og dens karakterer til at fungere.
Handlingen virker ofte karakterløs og episodisk. Selv om det er fint der er en sammenhæng af en art til de forrige film, at hver ny film ikke blot næsten ignorer ting sket tidligere og at man forsøger at bygge videre på Bond karakteren ud fra dette, så virker det mere som et påfund opfundet til lejligheden end gennemtænkt fra starten, hvad det sikkert også er. På papiret har det sikkert været godt, men måden man ligesom snører alle Craig film sammen på, fungerer ikke overbevisende.
Værre er det at filmen i bedste (som i værste) Hollywood stil går full circle og lader enderne mødes, så Bond ligesom er fuldgjort og ved vejs ende på sin rejse, har fået gjort op med sin fortid. Antagonistens fortid er plotmæssigt også en gang ret usandsynligt vrøvl i den henseende. Personligt er jeg så indrømmet også lidt træt af "familieproblematikken" som denne og forrige film kredser om, og tematikken om overvågningssamfundet, hvor aktuelt det end er, virker trættende, letkøbt og firkantet præsenteret.
På skuespillerfronten er Craig måske den bedste skuespiller der har spillet rollen som 007. Men efter en forrygende start i ”Casino Royale”, må jeg erkende at jeg føler han er falmet. Særligt denne omgang, forekommer han mig at mangle karisma, udstråling og kant. Han virker ganske enkelt lidt kedelig og grå.
Ligeledes kan man måske påstå at Christoph Waltz kan noget og har udstråling (selv om han gentager sig selv lidt rigeligt). Men som skurken Blofeld er han tæt på det fatale. Han virker slet ikke som den verdensmandforbryder som jeg kunne ønske mig, der er troværdig som leder af et verdensomspændende forbryder syndikat. Han virker mest som en forsmået, lille psykotisk mand. Nuvel, det er ikke kun Waltz der fejler, det gør manus også.
Undervejs bydes der så heldigvis på solid og underholdende action. Måske ikke af den slags der hænger helt ved og gør det største indtryk. Til gengæld er den dejlig naturalistisk og det kan jeg savne i vore dages ofte kunstigt overlæssede mainstreamfilm.
Filmen genopliver også mange fine klassiske Bond træk, selv om de så måske ikke helt svinger med resten af filmen, hvor tonen og stemningen ikke helt er på plads for hvor den vil hen. Klimaks er så ret Konstrueret og lidt klodset, uden helt at miste sin underholdningsmæssige værdi. I hvert fald frem til den rigeligt tåkrummende slutning.
Hvorfor man har valgt at gøre hele affæren så metafilmisk ved jeg ikke helt. Måske har der været en pointe. Jeg kan godt selv smile, når jeg ser en af de mange referencer til tidligere Bond film. Men måske er der altså for mange til hvad godt er. Det fjerner fokus. I hvert fald hos en garvet Bond fan som jeg. Hvis man gerne vil gøre Bond mere retrostilistisk, så kunne man jo i stedet hyre Tarantino til at iscenesætte løjerne. Det mester han nemlig mere elegant synes jeg.
Trods min megen kritik og mange forbehold, plus en for lang spilletid, så kedede filmen mig dog alligevel aldrig. Men jeg var så heller aldrig, eller i hvert fald for sjældent oppe og ringe over Bond seneste eventyr. Der var for mange små og mellemstore irritationsmomenter som nævnt, men jeg var stadig underholdt.
Til slut vil jeg nævne titelsangen af Sam Smith. Det ikke den værste Bond sang nogensinde (den ære må tilfalde Madonnas rædsel fra ”Die Another Day”), men det er dæleme tæt på. Kønsløs og fimset hyleri uden kraft. Men det passer måske til den nye og moderne Bond?
Det er naturligvis en film der er teknisk flot. Den er godt fotograferet, selv om ”Skyfall” så bedre ud, og har flere momenter der rummer det grandiose. Beklageligvis er der også så mange løse ender og svage beslutninger i manuskriptet, at det ender med at irritere en mere og mere des mere tanke man giver filmen.
Muligt at instruktør Sam Mendes og forfatterne bag fortællingen gerne vil give Bond en dybere tematik, men udover at tematikken virker banal og søgt, så glemmer de det grundlæggende i at få en historie og dens karakterer til at fungere.
Handlingen virker ofte karakterløs og episodisk. Selv om det er fint der er en sammenhæng af en art til de forrige film, at hver ny film ikke blot næsten ignorer ting sket tidligere og at man forsøger at bygge videre på Bond karakteren ud fra dette, så virker det mere som et påfund opfundet til lejligheden end gennemtænkt fra starten, hvad det sikkert også er. På papiret har det sikkert været godt, men måden man ligesom snører alle Craig film sammen på, fungerer ikke overbevisende.
Værre er det at filmen i bedste (som i værste) Hollywood stil går full circle og lader enderne mødes, så Bond ligesom er fuldgjort og ved vejs ende på sin rejse, har fået gjort op med sin fortid. Antagonistens fortid er plotmæssigt også en gang ret usandsynligt vrøvl i den henseende. Personligt er jeg så indrømmet også lidt træt af "familieproblematikken" som denne og forrige film kredser om, og tematikken om overvågningssamfundet, hvor aktuelt det end er, virker trættende, letkøbt og firkantet præsenteret.
På skuespillerfronten er Craig måske den bedste skuespiller der har spillet rollen som 007. Men efter en forrygende start i ”Casino Royale”, må jeg erkende at jeg føler han er falmet. Særligt denne omgang, forekommer han mig at mangle karisma, udstråling og kant. Han virker ganske enkelt lidt kedelig og grå.
Ligeledes kan man måske påstå at Christoph Waltz kan noget og har udstråling (selv om han gentager sig selv lidt rigeligt). Men som skurken Blofeld er han tæt på det fatale. Han virker slet ikke som den verdensmandforbryder som jeg kunne ønske mig, der er troværdig som leder af et verdensomspændende forbryder syndikat. Han virker mest som en forsmået, lille psykotisk mand. Nuvel, det er ikke kun Waltz der fejler, det gør manus også.
Undervejs bydes der så heldigvis på solid og underholdende action. Måske ikke af den slags der hænger helt ved og gør det største indtryk. Til gengæld er den dejlig naturalistisk og det kan jeg savne i vore dages ofte kunstigt overlæssede mainstreamfilm.
Filmen genopliver også mange fine klassiske Bond træk, selv om de så måske ikke helt svinger med resten af filmen, hvor tonen og stemningen ikke helt er på plads for hvor den vil hen. Klimaks er så ret Konstrueret og lidt klodset, uden helt at miste sin underholdningsmæssige værdi. I hvert fald frem til den rigeligt tåkrummende slutning.
Hvorfor man har valgt at gøre hele affæren så metafilmisk ved jeg ikke helt. Måske har der været en pointe. Jeg kan godt selv smile, når jeg ser en af de mange referencer til tidligere Bond film. Men måske er der altså for mange til hvad godt er. Det fjerner fokus. I hvert fald hos en garvet Bond fan som jeg. Hvis man gerne vil gøre Bond mere retrostilistisk, så kunne man jo i stedet hyre Tarantino til at iscenesætte løjerne. Det mester han nemlig mere elegant synes jeg.
Trods min megen kritik og mange forbehold, plus en for lang spilletid, så kedede filmen mig dog alligevel aldrig. Men jeg var så heller aldrig, eller i hvert fald for sjældent oppe og ringe over Bond seneste eventyr. Der var for mange små og mellemstore irritationsmomenter som nævnt, men jeg var stadig underholdt.
Til slut vil jeg nævne titelsangen af Sam Smith. Det ikke den værste Bond sang nogensinde (den ære må tilfalde Madonnas rædsel fra ”Die Another Day”), men det er dæleme tæt på. Kønsløs og fimset hyleri uden kraft. Men det passer måske til den nye og moderne Bond?
19/11-2015
