R.I.P. David Bowie
4.0
Det er åbenlyst, at David Bowies aftryk først og fremmest blev sat i musikkens verden, men han skal alligevel æres herinde, synes jeg. Det er altså ikke 'overkill'. Der er mange musikere, der med svingende resultater har forsøgt at vandre langs filmens sti, men Bowie var en af de få, der rent faktisk GJORDE det. Uden slinger. Denne del af CV'et er mindst lige så spændende for mig, fordi det er udført med en lige så stor stoisk ro og dygtighed som resten af karrieren. Han var aldrig famlende i sine filmroller. Altid forstærkende i sine optrædener. Hans skuespil var irriterende godt.
Valget faldt på John Landis' "Into the NIght", som jeg ikke havde set længe. Hovedrolle-film som "Labyrinth" eller "The Man Who Fell To Earth" havde måske været mere åbenlyse, men jeg føler, den her er gået i glemmebogen. Bowie selv fylder ganske lidt, men det er et glimrende eksempel på, hvor god han var på film uanset uanset begrænsningen. I hans lille intro går han på rekordtid fra at virke oprigtig hyggelig til at stikke en pistol i munden på vores hovedperson. Og overgangen er helt troværdig.
Nuvel, "Into the Night" er meget mere end Bowie. Ret meget endda. På den ene side er det en af de der 'umage par'-film fra 80'erne, hvor (lidt for) tilfældige og (lidt for) dramatiske omstændigheder skaber handlingen, men som i sidste ende (selvfølgelig) sørger for at forene vores to hovedaktører. Overraskelserne eksisterer dog alligevel herimellem, og dem er der faktisk mange opfindsomme og charmerende af. Landis instruerer virkelig levende med et kamera, der endnu ikke er overhalet af tiden. Især én scene stikker ud, hvor Ed (Goldblum) lukker sig selv ind i en luksuslejlighed - udsigten nydes mens ligene ligger på gulvtæppet, og de meningsløst mange fjernsyn er tændte. Der er faktisk en fantastisk Lynch-agtig stemning at finde her.
Ellers er det er en letbenet men stort set aldrig kedelig halvdøgnsfortælling, der udover at have en uimodståelig Michelle Pfeiffer forrest også levner plads til så eksotiske birolleskuespillere som David Cronenberg og Carl Perkins (!). Og David Bowie. Som nævnt er hans rolle lille her, men han var på mange måder en perfekt birolle i filmens verden. Altid god og scenestjælende men uden skyggen af store armbevægelser, som ens logik ellers frygtede (bare spørg Christopher Nolan og Teslas spøgelse).
Valget faldt på John Landis' "Into the NIght", som jeg ikke havde set længe. Hovedrolle-film som "Labyrinth" eller "The Man Who Fell To Earth" havde måske været mere åbenlyse, men jeg føler, den her er gået i glemmebogen. Bowie selv fylder ganske lidt, men det er et glimrende eksempel på, hvor god han var på film uanset uanset begrænsningen. I hans lille intro går han på rekordtid fra at virke oprigtig hyggelig til at stikke en pistol i munden på vores hovedperson. Og overgangen er helt troværdig.
Nuvel, "Into the Night" er meget mere end Bowie. Ret meget endda. På den ene side er det en af de der 'umage par'-film fra 80'erne, hvor (lidt for) tilfældige og (lidt for) dramatiske omstændigheder skaber handlingen, men som i sidste ende (selvfølgelig) sørger for at forene vores to hovedaktører. Overraskelserne eksisterer dog alligevel herimellem, og dem er der faktisk mange opfindsomme og charmerende af. Landis instruerer virkelig levende med et kamera, der endnu ikke er overhalet af tiden. Især én scene stikker ud, hvor Ed (Goldblum) lukker sig selv ind i en luksuslejlighed - udsigten nydes mens ligene ligger på gulvtæppet, og de meningsløst mange fjernsyn er tændte. Der er faktisk en fantastisk Lynch-agtig stemning at finde her.
Ellers er det er en letbenet men stort set aldrig kedelig halvdøgnsfortælling, der udover at have en uimodståelig Michelle Pfeiffer forrest også levner plads til så eksotiske birolleskuespillere som David Cronenberg og Carl Perkins (!). Og David Bowie. Som nævnt er hans rolle lille her, men han var på mange måder en perfekt birolle i filmens verden. Altid god og scenestjælende men uden skyggen af store armbevægelser, som ens logik ellers frygtede (bare spørg Christopher Nolan og Teslas spøgelse).
27/01-2016
