Tragiekomisk.

4.0
Muligvis vil nogle bankfolk grine højlydt, når de ser filmen – men personligt har jeg svært ved at forstå at den er placeret som komedie-drama.
Emnet er svært forståeligt, selvom man pædagogisk (grænsende til det sjove) får det forklaret ved flere uortodokse eksempler.
Bagefter stillede jeg selv spørgsmålet; Var de mennesker som satsede på at systemet brød sammen – med til at få det til at ske?
Svaret er vel ja, men det var nok sket alligevel – før eller siden. For systemet var båret af luft og grådighed – og alle bankfolk var ramt af sygdommen, mere eller mindre.
I filmen fremtræder nogle mennesker som fremsynede, men i virkeligheden var der tusindvis af bank og finansfolk som havde råbt på ulven – mange år tidligere. De var bare blevet hæse af at råbe, og var vel begyndt at tvivle på om dommedag nogensinde kom. Men ulven kommer, når ingen tror på den længere – og så er det for sent.
Det værste er at man kan være helt sikker på at det ikke er sidste gang, at den lille mand kommer til at betale for spekulanternes fest.
Historien har fokus på dem som forudså krakket, og på dem som tjente penge på at krakket kom. Der er fine præstationer af Steve Carell og Christian Bale.
The Big Short