Mama said knock you out?
2.0
I 2002 landede liget af en tidligere football-stjerne på obduktionsbordet hos Bennet Omalu - en nigerianskfødt læge med speciale i neuropatologi, som på det tidspunkt arbejdede som retsmediciner i Pittsburgh. Omalu undrede sig, over at en 50-årig mand kunne have haft de symptomer, han fik beskrevet - og hans obduktion blev det første konstaterede tilfælde af det syndrom, som i dag kendes som CTE. Nemlig at gentagne mindre hjernerystelser kan udvikle sig til permanente skader på hjernen og bl.a. udløse psykiske sygdomme. Men Omalus opdagelse var ikke populær hos bagmændene bag USA's mest populære sport, der også er en milliardindustri.
"Concussion" er som udgangspunkt en klassisk whistleblower-historie. Vi har en naiv, idealistisk, stædig helt, der opdager, at noget er galt, men ender med at måtte kæmpe for sit job og gode rygte, fordi en mægtig modstander ikke vil have sandheden frem, plus at mange sportsentusiaster ikke vil have deres billede af sporten ødelagt. Det er videnskaben imod big business og en grundpille i amerikansk kultur.
Desværre formår forfatter-instruktør Peter Landesman slet ikke at folde historien ud, så den bliver vedkommende og gribende. Der er ellers masser af muligheder for at pifte den her historie visuelt op, men det bliver ved en overfladisk og tør omgang videnskabssnak, kombineret med en meget forceret brug af casestories. Dertil forsøger Landesman at gøre historien farligere ved at bruge klassiske paranoide thrillergreb med den store modstander, der har fingrene med i spillet overalt. Men det bliver aldrig til mere end udokumenterede antydninger og virker endnu mere forceret.
Allerværst er det dog, at filmen også bruger meget krudt på Omalus privatliv. Det har muligvis noget at gøre med, at Landesman har vurderet, at hovedpersonen er en for aparte karakter, som et amerikansk publikum ikke ville kunne holde med, hvis man ikke viste hans bløde sider. Men det resulterer i en forfærdelig klæbrig omgang sødsuppe om, hvordan immigranten Omalu er en rigtig amerikansk helt, og hvordan han og hans kone tror på den amerikanske drøm og finder styrke i Gud og så videre.
Faktisk lykkes det for "Concussion" at vifte metaforisk med et stort Stars & Stripes, så man nærmest kan høre 'USA! USA!' i baggrunden ... i en historie, der handler om problemer og mørklægning af fakta i noget så ærkeamerikansk som football. Det er ret imponerende - bare på den forkerte måde.
Filmen kommer så heller ikke rigtig ind på, at man senere har konstateret CTE i atleter fra flere andre sportsgrene med fysisk kontakt. Men det er trods alt mere tilgiveligt, at den forsøger at fokusere emnet.
Som filmfan er den bedste grund til at se "Concussion" derfor den fine præstation, som Will Smith leverer i hovedrollen. Det er helt anden type rolle, end vi er vant til at se den flamboyante Smith i, for Omalu fremstår som en stiv, indadvendt og meget formel person - tilsat en tyk vestafrikansk accent, som Smith rammer imponerende konsekvent. Dygtige folk som Alec Baldwin, Albert Brooks og Eddie Marsan er også velfungerende som andre læger og forskere, mens andre biroller til gengæld er ligegyldige og påklistrede - det gælder ikke mindst Gugu Mbatha-Raw som Omalus kone.
Mbatha-Raw er i øvrigt en britisk skuespiller med sydafrikanske aner, der her spiller en kenyansk immigrant. I virkeligheden er Omalus kone godt nok nigerer, men af uransagelige årsager er hun altså omdefineret til kenyaner i "Concussion". Måske er det for svært for et amerikansk filmpublikum at fatte, at der findes et sted, der hedder Niger.
Der gemmer sig en potent historie i "Concussion". Det her handler helt bogstaveligt om liv og død. Forfatter-instruktør Landesman formår bare ikke at få den løftet ud til publikum; tværtimod lykkes det filmen at være både kedelig og irriterende undervejs. Men som football-fan blev jeg dog en del klogere på, hvorfor man i NFL er begyndt at gå så meget op i 'concussion protocols' i de senere år.
"Concussion" er som udgangspunkt en klassisk whistleblower-historie. Vi har en naiv, idealistisk, stædig helt, der opdager, at noget er galt, men ender med at måtte kæmpe for sit job og gode rygte, fordi en mægtig modstander ikke vil have sandheden frem, plus at mange sportsentusiaster ikke vil have deres billede af sporten ødelagt. Det er videnskaben imod big business og en grundpille i amerikansk kultur.
Desværre formår forfatter-instruktør Peter Landesman slet ikke at folde historien ud, så den bliver vedkommende og gribende. Der er ellers masser af muligheder for at pifte den her historie visuelt op, men det bliver ved en overfladisk og tør omgang videnskabssnak, kombineret med en meget forceret brug af casestories. Dertil forsøger Landesman at gøre historien farligere ved at bruge klassiske paranoide thrillergreb med den store modstander, der har fingrene med i spillet overalt. Men det bliver aldrig til mere end udokumenterede antydninger og virker endnu mere forceret.
Allerværst er det dog, at filmen også bruger meget krudt på Omalus privatliv. Det har muligvis noget at gøre med, at Landesman har vurderet, at hovedpersonen er en for aparte karakter, som et amerikansk publikum ikke ville kunne holde med, hvis man ikke viste hans bløde sider. Men det resulterer i en forfærdelig klæbrig omgang sødsuppe om, hvordan immigranten Omalu er en rigtig amerikansk helt, og hvordan han og hans kone tror på den amerikanske drøm og finder styrke i Gud og så videre.
Faktisk lykkes det for "Concussion" at vifte metaforisk med et stort Stars & Stripes, så man nærmest kan høre 'USA! USA!' i baggrunden ... i en historie, der handler om problemer og mørklægning af fakta i noget så ærkeamerikansk som football. Det er ret imponerende - bare på den forkerte måde.
Filmen kommer så heller ikke rigtig ind på, at man senere har konstateret CTE i atleter fra flere andre sportsgrene med fysisk kontakt. Men det er trods alt mere tilgiveligt, at den forsøger at fokusere emnet.
Som filmfan er den bedste grund til at se "Concussion" derfor den fine præstation, som Will Smith leverer i hovedrollen. Det er helt anden type rolle, end vi er vant til at se den flamboyante Smith i, for Omalu fremstår som en stiv, indadvendt og meget formel person - tilsat en tyk vestafrikansk accent, som Smith rammer imponerende konsekvent. Dygtige folk som Alec Baldwin, Albert Brooks og Eddie Marsan er også velfungerende som andre læger og forskere, mens andre biroller til gengæld er ligegyldige og påklistrede - det gælder ikke mindst Gugu Mbatha-Raw som Omalus kone.
Mbatha-Raw er i øvrigt en britisk skuespiller med sydafrikanske aner, der her spiller en kenyansk immigrant. I virkeligheden er Omalus kone godt nok nigerer, men af uransagelige årsager er hun altså omdefineret til kenyaner i "Concussion". Måske er det for svært for et amerikansk filmpublikum at fatte, at der findes et sted, der hedder Niger.
Der gemmer sig en potent historie i "Concussion". Det her handler helt bogstaveligt om liv og død. Forfatter-instruktør Landesman formår bare ikke at få den løftet ud til publikum; tværtimod lykkes det filmen at være både kedelig og irriterende undervejs. Men som football-fan blev jeg dog en del klogere på, hvorfor man i NFL er begyndt at gå så meget op i 'concussion protocols' i de senere år.
30/03-2016
