Where to Begin?

Jeg kan huske, da jeg som 10-årig knægt sad og så teaser-traileren til den første film. Det var på en slidt VHS-kopi af Braveheart og suset var lige stort tredje og fjerde gang jeg så traileren. Det Hvide Hus blev sprunget i luften?!?! Hvem kunne dog gøre det?

Siden blev det til tre bio-ture og et utal af gensyn på VHS'en og den dag i dag har ID stadig en speciel plads i mit filmhjerte: Udover at være en virkelig go' popcornunderholdning med karismatiske skuespillere og en tommetyk dommedags-atmosfære, var det også én af mine (og min generations "store eventfilm" . Vi citerede konstant Will Smith (formentligt forkert) og grinede smørret, når Jeff Goldblum konstant smed sit "uh-uh-uh" trumfkort.

Det var derfor jeg, for små tre timer siden, satte mig ned og tænkte, at nu skulle det blive et fornøjeligt gensyn med den nostalgi. Da filmen var færdig, sad jeg med en tom følelse og tænkte: "er det mig?" Har jeg efterhånden udbygget mit film-repetoire så meget, at jeg ikke længere kan værdsætte bulder og brag? Er jeg blevet ... gammel?!?!"

Da de 10 børn, der sad på de øverste række hujede og hajede og klappede efter rulleteksterne, kom svaret med usædvanlig klarhed: "NEJ, det er jeg ikke. Jeg elsker sgu da stadig gigantiske smadre-blockbusters. Dette er ren og skær bare en dårlig film, og de hjernetomme poder ved ikke, hvad en god blockbuster er om det så sparkede dem i ansigtet.

Dét, der gjorde den første film speciel var, udover sine banebrydende effekter, var at universet var befolket med karakterer, vi kunne lide og heppede på, når kampen endelig gik i gang. Var de stereotyper? Måske. But goddammit, de var spillet af skuespillere med karisma to spare og filmen tog sig tid til at kende karaktererne.

Tid? I denne film? Glem det. I filmens første tyve minutter bliver vi præsenteret for et absurd stort persongalleri, og filmen synes ikke at ville erkende, at nogle er vigtigere end andre. I den første film, melodrama notwithstanding, var det trods alt et betydningsfuldt øjeblik, da præsidentens kone døde og ødelæggelserne havde en form for gravitas.

Denne film bringer nogle af de gamle skuespillere tilbage, men synes kun interesseret i at dræbe så mange som muligt i løbet af spilletiden og den Dean Devlin og de fire andre manusforfattere finder det åbenbart passende at krydre det med små, kvikke bemærkninger, så dødsfaldene bliver blottet for enhver form for nærvær.

I en så stor og operatisk smadrefilm som ID, skal man være tilknyttet et par af karaktererne. Hvor kaloriefattigt det end måtte være, skal filmen indgyde os med en form for patos, så vi et par timer, kan investere os i det og de, der optræder på skærmen.

Og det er hér fortsættelsen fejler; vi har simpelthen ingen følelsesmæssig tilknytning til vores helte. Liam Hemsworth gør et par hæderlige forsøg, men er i sidste ende for stiv i betrækket. Værre står det til med "not-Will Smith" som jeg valgte at kalde ham. Han mangler helt og holdent den karisma, der gjorde Kaptajn Hiller SÅ sympatisk i den første film. Bill Pullman er en dygtig skuespiller, men ender som en flad parodi på hans karakter fra den første film. Det samme kan siges om Jeff Goldblum (der dog trækker et par grin) og Brent Spiner, der her har fået langt mere plads som den excentriske dr. Okun, der søreme også er blevet homoseksuel i filmen! Props til Hollywood, men det bliver desværre ikke brugt til meget andet end et par billige grin. Den eneste, der udviser lidt interesse er den talentfulde (og hamrende sexede) Maika Monroe fra The Guest og It Follows som Pullmans datter.

Tillæg deroveni et par flotte, men også ret gennemskuelige action set-pieces og mere end et par plothuller, så har man sommerens første deciderede skuffende blockbuster. Især, hvis man, ligesom jeg, stadig ser etteren som solid popcornunderholdning ... Gense hellere den end dette letkøbte, charmeforladte og hule cash-in på en generations nostalgiske følelser.