KAOS
3.0
INDEHOLDER SPOILERE
En dreng leger drillende med sin søster. De to søskende afbryder legen, da drengen hører larm og ser ildevarslende skygger på væggen. Det viser sig, at det er deres fader, der svinger en økse som en vanvittig og hælder benzin udover møblerne. Børnene flygter til forældrenes soveværelse, hvor deres moder ligger død indsølet i blod.
Sådan indledes George A. Romeros thriller The Crazies fra 1973, hvor et virus har spredt sig over et amerikansk landområde, som forvandler indbyggerne til morderiske galninge. Derfor må regeringen bringe ro og orden og samtidig sikre overlevelsen for dem, som ikke er smittede ved brug af alle tænkelige midler. Der er tydeligvis tale om genbrug af handlingselementer og temaer i Romeros tidligere film Night of the Living Dead fra 1968.
En stor del af filmens første minutter bliver brugt på at skildre, hvordan regeringens tropper bliver mobiliserede, og folk bliver evakueret fra deres hjem. Romero har muligvis en mening med at forsøge at afspejle den kaotiske stemning, som filmens karakterer oplever ved at bombardere publikum med korte abrupte scener, hvilket bliver understøttet af en ujævn klipperytme. Jeg sad i hvert fald og følte mig ret utilpas til mode, ikke af skræk, men af en form for ubehagelig irritation over, at filmen virkede så kaotisk i både dens form og indhold. Personligt var jeg dog ikke begejstret for denne lange montage i filmens første del, eftersom jeg fandt det ret uinteressant og uengagerende. En af filmens karakterer indkapsler på fornem vis dette, idet han udbryder "this is so random!", hvilket til gengæld morede mig lidt, omend dette nok var ufrivilligt. Ligeledes skulle det ikke undre mig, hvis nogen har taget udfordringen op og talt, hvor mange gange nogen i filmen siger en afart a la "what's going on here?!". For det er virkeligt mange gange.
Jeg må indrømme, at jeg fandt filmen noget kedelig især på grund af de omtalte første minutter. Dertil er filmen mere en thriller end en regulær gyser som Night of the Living Dead. Filmen har i hvert fald tilpas mange skudvekslinger til at kunne blive betegnet som en actionthriller. Højdepunkterne tæller en af regeringens helikoptere, som bliver skudt ned af de flygtende borgere, som ikke vil interneres i gymnastiksalen sammen med alle de andre civile. Dertil er der en mindeværdig scene i filmens klimaks, hvor filmens hovedperson, der er tidligere elitesoldat, som en anden Rambo fører guerillakrig mod regeringstropperne mens han beskytter sin elskede.
The Crazies berører som nævnt temaer, som også findes i Night of the Living Dead. Ét af temaerne i The Crazies vedrører mistroen overfor regeringen og autoriteter i det hele taget, hvilket findes i mange amerikanske film. Herunder kan ses en kritik af magtudøvere, hvor regeringstropperne fremstilles som nogle hjernedøde fascister, der ikke indser, at den mand, som de under store protester kaster i interneringen, er den forsker, der netop har opnået et gennembrud i udviklingen af en vaccine mod virussen. Ligeledes ønsker tropperne heller ikke at teste hovedpersonen for en eventuel immunitet, selvom meget ironisk nok har tydet på dette i filmen. Tragikomik i højeste potens, som hovedpersonen selv leer af.
Filmen er lidt langsom om at komme i gang og lider under en ret kaotisk struktur og form, men har flere udmærkede (action)sekvenser for en film af sin alder. Filmen er mindre skræmmende, eller i hvert fald på en mere subtil måde, end Romeros zombiegyser, der i højere grad bruger ydre horror i form af menneskeædende monstre. The Crazies leverer derimod en kritik af samfundet i overordnet forstand samt de mere nære forhold som kernefamiliens forfald.
En dreng leger drillende med sin søster. De to søskende afbryder legen, da drengen hører larm og ser ildevarslende skygger på væggen. Det viser sig, at det er deres fader, der svinger en økse som en vanvittig og hælder benzin udover møblerne. Børnene flygter til forældrenes soveværelse, hvor deres moder ligger død indsølet i blod.
Sådan indledes George A. Romeros thriller The Crazies fra 1973, hvor et virus har spredt sig over et amerikansk landområde, som forvandler indbyggerne til morderiske galninge. Derfor må regeringen bringe ro og orden og samtidig sikre overlevelsen for dem, som ikke er smittede ved brug af alle tænkelige midler. Der er tydeligvis tale om genbrug af handlingselementer og temaer i Romeros tidligere film Night of the Living Dead fra 1968.
En stor del af filmens første minutter bliver brugt på at skildre, hvordan regeringens tropper bliver mobiliserede, og folk bliver evakueret fra deres hjem. Romero har muligvis en mening med at forsøge at afspejle den kaotiske stemning, som filmens karakterer oplever ved at bombardere publikum med korte abrupte scener, hvilket bliver understøttet af en ujævn klipperytme. Jeg sad i hvert fald og følte mig ret utilpas til mode, ikke af skræk, men af en form for ubehagelig irritation over, at filmen virkede så kaotisk i både dens form og indhold. Personligt var jeg dog ikke begejstret for denne lange montage i filmens første del, eftersom jeg fandt det ret uinteressant og uengagerende. En af filmens karakterer indkapsler på fornem vis dette, idet han udbryder "this is so random!", hvilket til gengæld morede mig lidt, omend dette nok var ufrivilligt. Ligeledes skulle det ikke undre mig, hvis nogen har taget udfordringen op og talt, hvor mange gange nogen i filmen siger en afart a la "what's going on here?!". For det er virkeligt mange gange.
Jeg må indrømme, at jeg fandt filmen noget kedelig især på grund af de omtalte første minutter. Dertil er filmen mere en thriller end en regulær gyser som Night of the Living Dead. Filmen har i hvert fald tilpas mange skudvekslinger til at kunne blive betegnet som en actionthriller. Højdepunkterne tæller en af regeringens helikoptere, som bliver skudt ned af de flygtende borgere, som ikke vil interneres i gymnastiksalen sammen med alle de andre civile. Dertil er der en mindeværdig scene i filmens klimaks, hvor filmens hovedperson, der er tidligere elitesoldat, som en anden Rambo fører guerillakrig mod regeringstropperne mens han beskytter sin elskede.
The Crazies berører som nævnt temaer, som også findes i Night of the Living Dead. Ét af temaerne i The Crazies vedrører mistroen overfor regeringen og autoriteter i det hele taget, hvilket findes i mange amerikanske film. Herunder kan ses en kritik af magtudøvere, hvor regeringstropperne fremstilles som nogle hjernedøde fascister, der ikke indser, at den mand, som de under store protester kaster i interneringen, er den forsker, der netop har opnået et gennembrud i udviklingen af en vaccine mod virussen. Ligeledes ønsker tropperne heller ikke at teste hovedpersonen for en eventuel immunitet, selvom meget ironisk nok har tydet på dette i filmen. Tragikomik i højeste potens, som hovedpersonen selv leer af.
Filmen er lidt langsom om at komme i gang og lider under en ret kaotisk struktur og form, men har flere udmærkede (action)sekvenser for en film af sin alder. Filmen er mindre skræmmende, eller i hvert fald på en mere subtil måde, end Romeros zombiegyser, der i højere grad bruger ydre horror i form af menneskeædende monstre. The Crazies leverer derimod en kritik af samfundet i overordnet forstand samt de mere nære forhold som kernefamiliens forfald.
30/06-2016
