Beauty as the Beast

16-årige Jesse kommer til Los Angeles for at arbejde som model og får hurtigt succes, da nogle af byens trendsettere ser noget særligt i hendes skønhed. Hendes nye veninder i modebranchen viser sig dog at være meget bogstaveligt skinsyge på den yngre skønhed.

Nicolas Winding Refns film er aldrig kedelige. Heller ikke her, hvor han spæner ud ad en vanvittig tangent i en bizar, billedskøn horrorfilm. Det overordnede tema er skønhed, og hvordan skønhed og ungdom fejres i vores samfund. Ikke ligefrem noget nyt tema, men Winding Refn kører det helt til kanten i en film, der er ekstrem på flere måder.

For det første er filmens splatter-elementer temmelig ekstreme. Næsten alle ordvekslinger i "The Neon Demon" handler om skønhed, om modens fokus på det nyeste nye og de ansigter, som i en kort overgang har noget særligt på toppen af magre kroppe. Men Winding Refn lader også afhængigheden af ungdom og ny skønhed spille sig helt bogstaveligt ud, ved at nogle af kvinderne lider af en slags vampyrisme, hvor de ønsker at suge skønheden fysisk ud af andre. Og fordi det er en film af Nicolas Winding Refn, stopper udskejelserne selvfølgelig ikke der, men ender også med at omfatte både kannibalisme og nekrofili.

For det andet er det her en helt ekstremt flot film. Instruktørens samarbejde med fotograf Natasha Braier skaber nogle vildt imponerende billedkompositioner med en fantastisk ren brug af farveflader og objekter i kompositionerne (herunder naturligvis også mennesker som objekter). "The Neon Demon" er simpelt hen den smukkeste film, jeg har set i årevis - og der er selvsagt en fin ironi i at lade en film, der handler om overdreven dyrkelse af skønhed, være så smuk og så æstetisk fuldkommen, selv i de klamme scener.

I centrum som Jesse gør Elle Fanning det også glimrende. Hun har netop en lidt skæv skønhed, som gør hende fysisk troværdig i rollen, og hendes åbenlyse talent slår også igennem her, hvor det i øvrigt er fedt, at Jesse ikke bare er den rene uskyldighed selv. Til gengæld er spillet i filmens øvrige roller særdeles svingende. Jena Malone er o.k. farlig som den makeup-artist, der bliver Jesses første ven i L.A., mens Bella Heathcote og Abbey Lee derimod er alt for stive i deres roller (også selv om det formentlig er meningen, at de skal have en aura af umenneskelighed).

Og her rammer jeg så det store overordnede problem ved "The Neon Demon". I mine øjne er den simpelt hen for stiv og fortænkt i det, og vel at mærke er den fortænkt på en måde, hvor mængden af symbolik og opstyltede replikker bare bliver for meget og for åbenlys. Jeg tror, Winding Refn har forestillet sig, at filmen skulle tale til følelser og det ubevidste frem for til det intellektuelle forståelsesapparat - det taler dens stilmæssige referencer til italiensk og asiatisk horror også for. Men alligevel har han ikke kunnet lade være med også at forklare. Og smide bizart ironiske elementer ind.

Derfor landede "The Neon Demon" midt ude i ingenting for mig. Der er masser af spændende elementer her, men den er ikke rigtig gribende og slet ikke spændende og heller ikke chokerende, selv om den gerne vil være det. Den bevæger sig faktisk ad forholdsvis forudsigelige spor, og selv om den bringer glimrende pointer frem om skønhedsidealer og en kulturel forelskelse i fastfrossen, død skønhed, er det bare også meget, meget fortænkt.

Til gengæld er den en visuel oplevelse af de helt sjældne. Og det hiver antallet af stjerner op på tre hos mig.