Jeg runder op
5.0
Enten er jeg blevet en lidt for filmglad jubelidiot, eller også fik 'Batman v Superman: Dawn of Justice' en langt, langt hårdere modtagelse end den fortjente.
Eller også gjorde 'Ultimate Edition' underværker, for det var den version, jeg her til aften satte mig til at se.
Som tegneseriefilmatisering i episk format dumper Zack Snyders billeder simpelthen direkte ned i min hjernes tilfredsstillelsescenter. Bat-grotten. De rå slåskampe. Farverne. Superman som slow-mow-messias. One-taket i Batmans post-apokalyptiske mareridt (men var det mon med i biografversionen?). Der var adskillige visuelle what-the-fuck-moments gennem det her 3 timer lange superheltebrag, og når præmissen er, at Snyder filmatiserer noget nær en graphic novel, så vejer det altså tungt.
Læg dertil fornemme præstationer fra Amy Adams, Jeremy Irons og Lawrence Fishburne, en glimrende Henry Cavill (der dog stadig kæmper lidt med de højtidelige replikker), og en stærk, troværdig, ja da egentlig fuldkommen sublimt velvalgt Ben Affleck som Batman, og Zack Snyder står tilbage med en noget nær fremragende film på hånden. Kun et lidt uoriginalt Doomsday-monster og den tydeligvis forpligtede introduktion af kommende Justice League-medlemmer trækker ned, men på en eller anden måde tilgiver jeg Snyder, fordi han - igen - så passioneret og stedvist storhedsvanvittig giver efter for sin indre, frådende tegneserienørd.
Som bombastisk superheltefilm med spruttende tegneserie-æstetik, filosofisk bundklang og masser af vovemod klarer 'Dawn of Justice' sig fortrinligt. Og hold så lige kæft, hvor jeg glæder mig til den kommende Batman-solofilm efter at have set Affleck nedlægge 50 mand i det varehus. Dét var nattens rider værdig, og det tror jeg både Frank Miller og Christopher Nolan er enige i.
Eller også gjorde 'Ultimate Edition' underværker, for det var den version, jeg her til aften satte mig til at se.
Som tegneseriefilmatisering i episk format dumper Zack Snyders billeder simpelthen direkte ned i min hjernes tilfredsstillelsescenter. Bat-grotten. De rå slåskampe. Farverne. Superman som slow-mow-messias. One-taket i Batmans post-apokalyptiske mareridt (men var det mon med i biografversionen?). Der var adskillige visuelle what-the-fuck-moments gennem det her 3 timer lange superheltebrag, og når præmissen er, at Snyder filmatiserer noget nær en graphic novel, så vejer det altså tungt.
Læg dertil fornemme præstationer fra Amy Adams, Jeremy Irons og Lawrence Fishburne, en glimrende Henry Cavill (der dog stadig kæmper lidt med de højtidelige replikker), og en stærk, troværdig, ja da egentlig fuldkommen sublimt velvalgt Ben Affleck som Batman, og Zack Snyder står tilbage med en noget nær fremragende film på hånden. Kun et lidt uoriginalt Doomsday-monster og den tydeligvis forpligtede introduktion af kommende Justice League-medlemmer trækker ned, men på en eller anden måde tilgiver jeg Snyder, fordi han - igen - så passioneret og stedvist storhedsvanvittig giver efter for sin indre, frådende tegneserienørd.
Som bombastisk superheltefilm med spruttende tegneserie-æstetik, filosofisk bundklang og masser af vovemod klarer 'Dawn of Justice' sig fortrinligt. Og hold så lige kæft, hvor jeg glæder mig til den kommende Batman-solofilm efter at have set Affleck nedlægge 50 mand i det varehus. Dét var nattens rider værdig, og det tror jeg både Frank Miller og Christopher Nolan er enige i.
25/07-2016
