Sociopolitik Forklædt Som Arthouse-Cinema
3.0
Når Ben Wheatley sidder i instruktørstolen, ved man aldrig helt hvad man får. Og allerede efter 20 minutter ved man om man vil hænge på resten af filmen; uanset hvor den tager dig hen. Man behøver bare at se Kill List eller A Field in England for at få det bekræftet.
High-Rise er bestemt ingen undtagelse fra hans mærkværdige filmografi. Filmens mise-en-scéne er suverænt gennemarbejdet: Farvekonstruktioner, kameravinkler og- bevægelser, musik; alt er ekstremt velkomponeret.
Filmen jonglerer med store temaer; mest af alt den underliggende trussel om en ny klassekamp eller revolution, eksplicit vist af filmens titulære bygning og beboereVores afhængighed af elektriske komponenter og tabet af personlig identitet og formål i et kapitalistisk legeland, hvor disse ting ikke bliver påskønnet. Filmen lukkes endda med et citat af Margaret Thatcher, for ligesom at hive pointen helt hjem.
Desværre er dette også filmens store hæmsko, når den i en uendelig, desperat jagt forsøger at hamre sine budskaber ind i hovedet på dig med syvtommersøm. Derfor føles filmen aldrig som en samhørig enhed, men mere en række mere eller mindre underholdende vingnetter, der kun lejlighedsvis rammer plet med den syrlige og kulsorte satire hvorimod filmen andre gange synes plat, forceret og uvedkommende.
Skuespillet er ellers hæderligt. Tom Hiddleston giver måske den bedste præstation hidtil, men ujævnhederne i filmens eksekvering gør desværre, at man aldrig 100% fastholdes af karakterens styrt mod afgrunden. Jeremy Irons og Luke Evans er også solide som de to modsætninger, der bekriger hinanden.
High-Rise er altså en overordentlig visuelt velkomponeret, endda smuk, men også voldsomt ujævn film, der falder på røven i sin iver for at udstille sin tematiske agenda. Og alligevel anbefaler jeg filmen til enhver cinefil med en god dosis tålmodighed, for den minder bestemt ikke om andet man kan se på lærredet i dag. God som oplevelse, dårlig som film er vel det tætteste jeg kommer på mine tanker om filmen, her godt 24 timer efter.
High-Rise er bestemt ingen undtagelse fra hans mærkværdige filmografi. Filmens mise-en-scéne er suverænt gennemarbejdet: Farvekonstruktioner, kameravinkler og- bevægelser, musik; alt er ekstremt velkomponeret.
Filmen jonglerer med store temaer; mest af alt den underliggende trussel om en ny klassekamp eller revolution, eksplicit vist af filmens titulære bygning og beboereVores afhængighed af elektriske komponenter og tabet af personlig identitet og formål i et kapitalistisk legeland, hvor disse ting ikke bliver påskønnet. Filmen lukkes endda med et citat af Margaret Thatcher, for ligesom at hive pointen helt hjem.
Desværre er dette også filmens store hæmsko, når den i en uendelig, desperat jagt forsøger at hamre sine budskaber ind i hovedet på dig med syvtommersøm. Derfor føles filmen aldrig som en samhørig enhed, men mere en række mere eller mindre underholdende vingnetter, der kun lejlighedsvis rammer plet med den syrlige og kulsorte satire hvorimod filmen andre gange synes plat, forceret og uvedkommende.
Skuespillet er ellers hæderligt. Tom Hiddleston giver måske den bedste præstation hidtil, men ujævnhederne i filmens eksekvering gør desværre, at man aldrig 100% fastholdes af karakterens styrt mod afgrunden. Jeremy Irons og Luke Evans er også solide som de to modsætninger, der bekriger hinanden.
High-Rise er altså en overordentlig visuelt velkomponeret, endda smuk, men også voldsomt ujævn film, der falder på røven i sin iver for at udstille sin tematiske agenda. Og alligevel anbefaler jeg filmen til enhver cinefil med en god dosis tålmodighed, for den minder bestemt ikke om andet man kan se på lærredet i dag. God som oplevelse, dårlig som film er vel det tætteste jeg kommer på mine tanker om filmen, her godt 24 timer efter.
07/09-2016
