Burtons X-Men

4.0
Tim Burtons indre billedgalleri er uden tvivl eksploderet, da han har læst forlægget. En pige som behersker luften - en dreng som kan skabe liv - en usynlig dreng - en dreng som spytter bier - en pige som kan forstørre ting - en pige med gloende hænder - en lille, brølestærk pige - mystiske tvillinger, som man ikke må se - en dreng som fungerer som en billedfremviser - og en forstanderinde, som ved alt og kan transformere sig til en fugl.

Det hele fanget i et tidsloop, som hele tiden gentager sig - og konstant under angreb fra onde magter. Og så handler det også om en dreng, som har en farfar med en hemmelig mission og en særlig evne. Og det er drengen Jacob's historie vi følger.

Vi er opfostret med superhelte og X-Men, så hvorfor skulle der ikke være særlige steder de er gemt af vejen - når vi altså ikke selv kan se dem?`Og gerne på en mystisk ø, på et mystisk børnehjem - som ingen, bortset fra de helt særlige, kan se.

Så langt så godt. Men historien handler som sagt om en lettere kejtet teenager (som i den grad ligner en ung Benedict Cumberbatch) - og så kan man godt blive i tvivl om om historien også skulle henvende sig til børn. Det gør den måske, hvis man forudsætter at børn bare sluger den mangel på logik som også er i filmen - og slutningen tyder også på at det er hensigten at ramme Harry Potters store publikum.

Desværre er den sidste del også det, som næsten kuldsejler det hele. Jeg endte med en 3 stjernet fornemmelse, på vej ud af biografen - men var undervejs flere gange tæt på 5, så retfærdigvis må det slutte på 4 små stjerner. Mest for Burtons visuelle visioner - ikke for den ujævne fortælling.

Der kunne være basis for at fortsætte serien, som Ransom Riggs har skrevet - foreløbigt findes yderligere to bind i serien, og universet er absolut mere interessant end det der ellers bliver fabriksfremstillet for tiden.
Miss Peregrine's Home for Peculiar Children - 2 D