Nazijagt på trods
4.0
I slutningen af 50'erne kæmper statsanklageren i Hessen, Fritz Bauer, for at få opsporet og retsforfulgt de naziforbrydere, som stadig er på fri fod - selv om mange kræfter modarbejder ham i det skjulte. Han får et potentielt afgørende spor i jagten på Adolf Eichmann, men må indse, at det ikke bliver nemt at få Eichmann udleveret med hjælp fra de vesttyske myndigheder.
Lars Kraumes film om Fritz Bauer er et helteportræt af en mand, der med snilde og stædighed kæmpede for retfærdighed. Hvilket ikke var så velset i Konrad Adenauers Vesttyskland, hvor parolen var forsoning, og man i regeringskredse var nervøs for, at nazijagten kunne føre til, at der fx kom ubehagelige ting frem om centralt placerede embedsmænd. Men det stoppede ikke Bauer, der var jøde og selv havde været kortvarigt indsat i én af de første koncentrationslejre, før han blev løsladt og flygtede til Danmark.
Burghart Klaussner gør det strålende i hovedrollen som den bryske Bauer, der konstant må være på vagt, fordi han er klar over, at gamle nazisympatisører hos myndighederne lækker oplysninger. Hele filmen er forankret i den lille terrier af en anklager, som er så opsat på at få Eichmann stillet for retten, at han ender med selv at lække oplysningerne til Mossad. Hvilket notorisk førte til, at israelerne kidnappede Eichmann i Argentina - og i øvrigt var ganske tæt på at få Josef Mengele med i samme ombæring.
Det dilemma er centralt i filmen, og det er selvsagt stort - Bauer begik reelt landsforræderi ved at involvere en fremmed efterretningstjeneste. Men forfatter-instruktør Kraume bruger også hovedpersonens privatliv til at stille skarpt på andre moralske problemer i efterkrigstidens Tyskland. Både i form af den stadig tilstedeværende foragt for jøder, men også i forhold til Bauers homoseksualitet. Der tilføjer filmen en ung anklager, der bliver Bauers protegé, men ligesom sin mentor dækker over, at han er bøsse. Hvilket var nødvendigt, fordi Vesttyskland stadig havde strenge love omkring homoseksualitet - paradoksalt nok lovgivning, der i sin tid var indført af nazisterne.
De temaer samler Kraume i denne blanding af krimi og spionfilm, der leverer et interessant og kritisk portræt af et Tyskland, som dengang havde travlt med at nedtone fortiden, selv om man officielt tog skarp afstand fra nazitiden. I Den Kolde Krigs realpolitik var det bare mere belejligt for de vestlige efterretningstjenester at lade naziforbryderne være i fred. Og som modvægt til det har "Fritz Bauer - en fjende af staten" altså en næsten ensom helt, der viser, at nogle ting er så vigtige at kæmpe for, at målet helliger midlerne.
Lars Kraumes film om Fritz Bauer er et helteportræt af en mand, der med snilde og stædighed kæmpede for retfærdighed. Hvilket ikke var så velset i Konrad Adenauers Vesttyskland, hvor parolen var forsoning, og man i regeringskredse var nervøs for, at nazijagten kunne føre til, at der fx kom ubehagelige ting frem om centralt placerede embedsmænd. Men det stoppede ikke Bauer, der var jøde og selv havde været kortvarigt indsat i én af de første koncentrationslejre, før han blev løsladt og flygtede til Danmark.
Burghart Klaussner gør det strålende i hovedrollen som den bryske Bauer, der konstant må være på vagt, fordi han er klar over, at gamle nazisympatisører hos myndighederne lækker oplysninger. Hele filmen er forankret i den lille terrier af en anklager, som er så opsat på at få Eichmann stillet for retten, at han ender med selv at lække oplysningerne til Mossad. Hvilket notorisk førte til, at israelerne kidnappede Eichmann i Argentina - og i øvrigt var ganske tæt på at få Josef Mengele med i samme ombæring.
Det dilemma er centralt i filmen, og det er selvsagt stort - Bauer begik reelt landsforræderi ved at involvere en fremmed efterretningstjeneste. Men forfatter-instruktør Kraume bruger også hovedpersonens privatliv til at stille skarpt på andre moralske problemer i efterkrigstidens Tyskland. Både i form af den stadig tilstedeværende foragt for jøder, men også i forhold til Bauers homoseksualitet. Der tilføjer filmen en ung anklager, der bliver Bauers protegé, men ligesom sin mentor dækker over, at han er bøsse. Hvilket var nødvendigt, fordi Vesttyskland stadig havde strenge love omkring homoseksualitet - paradoksalt nok lovgivning, der i sin tid var indført af nazisterne.
De temaer samler Kraume i denne blanding af krimi og spionfilm, der leverer et interessant og kritisk portræt af et Tyskland, som dengang havde travlt med at nedtone fortiden, selv om man officielt tog skarp afstand fra nazitiden. I Den Kolde Krigs realpolitik var det bare mere belejligt for de vestlige efterretningstjenester at lade naziforbryderne være i fred. Og som modvægt til det har "Fritz Bauer - en fjende af staten" altså en næsten ensom helt, der viser, at nogle ting er så vigtige at kæmpe for, at målet helliger midlerne.
10/10-2016
