Jeg savnede den ægte vare.

4.0
Misforstå mig ikke, jeg synes filmen har et fantastisk vigtigt budskab - og der er ingen tvivl om at drengene har haft nogle uhyggelige skæbner.

To drenges far har hængt sig selv, moderen har kræft og er ikke i stand til at tage vare på dem. Dertil er den ene dreng forsynet med en klumpfod - så ikke meget går deres vej. Da moderen kommer på hospitalet er der ingen anden udvej, de overføres til et børnehjem.

På trods af voldtægt, fornedrelse, tæsk og afsavn - så ender filmen alligevel med at være en sælsom blanding af et eventyr, og det den kunne have været.

Historien om rumfart og al fantasien ved det, tjener selvfølgelig det formål at vise en nødvendig virkelighedsflugt. Men den giver også et falsk skær af hygge som ikke mange af virkelighedens drenge oplevede.

Hvis man havde valgt at gå hele vejen, så skulle vi have mødt drengene - eller nogle andre drenge - ti år tidligere. Altså før fremtidens håb havde haft en plads i historien.
Det ville have givet en langt stærkere film, som kunne have givet genlyd internationalt.

SPOILER
Vi føler med drengene - og deler deres sorg. Men i slutningen ender det hele næsten FOR rosenrødt. Skurkene får deres fortjente bekomst, og heltene rider afsted i solnedgangen.

Det er en for stor kontrast, og ender med at give filmen et strejf af håb og retfærdighed - og det synes jeg ikke virkelighedens drenge fortjener. Deres virkelighed endte ikke så lykkeligt.
Der kommer en dag