Så stille, så sjovt, så smukt
6.0
Jeg husker, at Thomas Nielsen engang skrev, at han ringede hjem til sin mor for at fortælle, hvor meget han elskede hende, efter at have set "Pans Labyrint" (dog kun som reaktion på et voldsomt anfald af allergi, right Thomas?).
Jeg ringede ikke, men oplevede samme lyst til at kontakte min legesyge far efter at have set 'Toni Erdmann' på et fly til USA.
Det var en stor oplevelse. Konstant fodrede stewardesser mig med vådservietter, mad og snacks og insisterede på at høre, om jeg ville have noget at drikke. Det ville jeg gerne. Først en cola, så en øl og til sidst et glas rødvin. Jeg pausede 'Toni Erdmann' et sted mellem 20 og 30 gange, også fordi jeg og en kammerat forsøgte at synkronisere afspilningen, som foregik på individuelle skærme.
Alligevel var jeg - og han, for den sags skyld - suget ind i denne næsten tre timer lange, dybt originale, dybt rørende og forbandet morsomme film.
Det her er ikke så meget en anmeldelse som en opfordring til at opleve det vidunder, jeg så på en flyskærm, på et biograflærred. Måske den er trættende uden pauser, for selv oplevede jeg, at handlingen trak 15-20 minutter længere ud, end den behøvede.
Men som et spark i skridtet på den verden, vi lever i, og de ambitioner om lykke og et livslangt familiært sammenhold, mange af os bærer rundt på, fås filmmediets ydeevne ikke mere vidstrakt og himmelrækkende end 'Toni Erdmann'. Både på grund af to fantastiske hovedrolleindehavere, en uendeligt begavet manuskriptforfatter og en instruktør, der tør stole på sit publikum - men også på grund af en så lysende klar og god idé, at man kan undre sig over, hvorfor nogen ikke for længst er kommet på den.
Det er der også nogen, der er, kan man hævde. 'Mrs. Doubtfire' for eksempel. Men 'Toni Erdmann' er noget andet. Noget mere. Noget lavmælt, uspoleret og ægte, som end ikke Ludovico Einaudis smukke score fra en lignende sjælerenser som "De Urørlige" kunne forbedre. Tag selv ind og se den. 'Toni Erdmann' er en meget stille film, der fik mig til at juble inden i. Bare glæd jer. Det gør min far.
Jeg ringede ikke, men oplevede samme lyst til at kontakte min legesyge far efter at have set 'Toni Erdmann' på et fly til USA.
Det var en stor oplevelse. Konstant fodrede stewardesser mig med vådservietter, mad og snacks og insisterede på at høre, om jeg ville have noget at drikke. Det ville jeg gerne. Først en cola, så en øl og til sidst et glas rødvin. Jeg pausede 'Toni Erdmann' et sted mellem 20 og 30 gange, også fordi jeg og en kammerat forsøgte at synkronisere afspilningen, som foregik på individuelle skærme.
Alligevel var jeg - og han, for den sags skyld - suget ind i denne næsten tre timer lange, dybt originale, dybt rørende og forbandet morsomme film.
Det her er ikke så meget en anmeldelse som en opfordring til at opleve det vidunder, jeg så på en flyskærm, på et biograflærred. Måske den er trættende uden pauser, for selv oplevede jeg, at handlingen trak 15-20 minutter længere ud, end den behøvede.
Men som et spark i skridtet på den verden, vi lever i, og de ambitioner om lykke og et livslangt familiært sammenhold, mange af os bærer rundt på, fås filmmediets ydeevne ikke mere vidstrakt og himmelrækkende end 'Toni Erdmann'. Både på grund af to fantastiske hovedrolleindehavere, en uendeligt begavet manuskriptforfatter og en instruktør, der tør stole på sit publikum - men også på grund af en så lysende klar og god idé, at man kan undre sig over, hvorfor nogen ikke for længst er kommet på den.
Det er der også nogen, der er, kan man hævde. 'Mrs. Doubtfire' for eksempel. Men 'Toni Erdmann' er noget andet. Noget mere. Noget lavmælt, uspoleret og ægte, som end ikke Ludovico Einaudis smukke score fra en lignende sjælerenser som "De Urørlige" kunne forbedre. Tag selv ind og se den. 'Toni Erdmann' er en meget stille film, der fik mig til at juble inden i. Bare glæd jer. Det gør min far.
18/11-2016
